magt

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Magt. Militære parader giver anledning til at demonstrere et potentiale til forsvar og angreb. Her ses en række kroatiske soldater i tanks med parallelt placerede skydevåben; Zagreb, maj 1997.

magt, spiller som begreb en væsentlig rolle i politik og økonomi, politisk filosofi, etik, politologi, sociologi og psykologi og bruges i daglig tale også i mange andre sammenhænge. Normalt benyttes ordet i ental, undtagen når talen er om magter i betydningen stater (statsmagter) og deres politiske, økonomiske og militære styrke, fx stormagter, eller når der er tale om naturens kræfter ("naturens magter") og overnaturlige kræfter som onde ånder eller gode feer ("alle gode magter").

Magtbegrebet

Begrebet magt bruges på flere forskellige måder, som ikke alle er indbyrdes lige forenelige. Hvis man skal forsøge sig med en snæver, men central leksikalsk definition af begrebet, så bruges det i almindelighed til at betegne en persons eller en samfundsmæssig institutions evne til at sætte sin vilje igennem eller nå sine mål ved at kontrollere, påtvinge, manipulere, overtale eller på anden måde øve indflydelse på andres adfærd, uanset om dette sker frivilligt eller ej.

I denne centrale betydning er begrebet magt altid forbundet med et bevidst væsens evne til at sætte sin vilje igennem, idet magt kun foreligger, hvor såvel viljestyrken ("viljen til magt", Nietzsche) som evnen til at få sin vilje er til stede. At have magt er derfor også forbundet med viljen og evnen til at anvende fysisk tvang, hvis dette er nødvendigt for at sætte sin vilje igennem. Dette gælder såvel for den individuelle magt, som en bankrøver udøver over kassereren, når han tilegner sig sit bytte, som for den samfundsmæssige magt, en regering udøver, når den fx opkræver skatter eller sætter domfældte i fængsel. Forskellen er naturligvis, at regeringens magt og eventuelle voldsanvendelse er legal, institutionaliseret (regelbunden) og i et demokrati normalt også legitim, dvs. moralsk berettiget, mens bankrøverens voldsanvendelse er illegal, vilkårlig og normalt også illegitim.

Da begrebet magt således er forbundet med de negativt ladede begreber tvang og vold (fysisk magtanvendelse), vil mange magtfulde mennesker, fx politikere, ofte benægte, at de udøver magt, og i stedet hævde, at de har indflydelse. De genkalder sig måske også historikeren lord Actons "lov", at "al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt". Det hævdes — med urette — at Machiavelli skulle have anbefalet fyrsten, at "magten er til for at misbruges".

Magt er i denne centrale betydning et udtryk for mellemmenneskelige og samfundsmæssige relationer, herunder også for forhold mellem individer, grupper af individer og de menneskeskabte samfundsmæssige institutioner. Modsætningen til magt er fænomenet afmagt, men i denne sammenhæng tager afmagten form af manglende frihed. Man er ikke fri, hvis man er underlagt en ydre magt, som man mod sin vilje må bøje sig for. Dette er åbenlyst, hvis man fx sidder i fængsel, men det gælder også for borgerne i en diktatorisk statsmagt.

Anarkismen betragter enhver form for øvrighed (statsmagt), også en demokratisk regering, som et magtsystem, der gør borgerne ufrie. Menneskets oprindelige eller naturlige frihed findes, hvor mennesket er "ingen Øvrighed eller menneskelig Magt undergiven" (Holberg, Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab, 1716). Besiddelsen af magt giver den magthavende handlefrihed på de områder, hvor han har magt. En diktator som Stalin, der havde ubegrænset politisk magt, havde således også en næsten ubegrænset handlefrihed på bekostning af det sovjetiske samfunds borgere.

Magt i en noget anden betydning ("hun har magt over sit liv") er en betingelse for personlig (åndelig) frihed eller myndighed. At opnå en personlig selvstændighed eller autonomi forudsætter, som den tyske filosof Kant understregede, magt i den abstrakte betydning "at kunne og at ville": "Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved beslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: Hav mod til at bruge din forstand" (Was ist Aufklärung, 1784).

Undertiden bruges magt næsten synonymt med fysisk kraft eller styrke. Hvis man taler om "naturens magter", fx når et vulkanudbrud ødelægger en by, så er det i vore dage en rent metaforisk sprogbrug. Dette har dog sin oprindelse i et antropomorfistisk eller panteistisk natursyn, hvor naturen eller de guder (Gud), som er naturen iboende, opfattes som bevidste viljesvæsner i lighed med mennesket.

I abstrakt forstand er absolut magt noget, som indebærer en fuldkommen vilje, baseret på en absolut godhed og en fuldstændig viden, kombineret med en ubegrænset evne til at udøve denne magt. Det er ifølge de monoteistiske alene Gud, som besidder denne form for magt: Gud er almægtig, alvidende og algod.

"Kundskab er magt", hævdede Francis Bacon i 1620 (Novum Organum), men hans bevingede ord går tilbage til Det Gamle Testamente: "Den vise mand har styrke, den kyndige samler sin kraft" (Ordsprogenes Bog 24,5). Trods det forhold, at Bacon selv var statsmand og endog blev dømt for korruption, så tænker han imidlertid ikke på politisk magt, men på naturbeherskelse eller menneskets magt over naturen. En voksende indsigt i naturen i form af en videnskabeligt baseret viden, en teknologi, vil i det lange løb give mennesket muligheder for at kunne undertvinge sig naturen og på den måde gøre sig selv guddommelig i betydningen næsten almægtig og alvidende. Den teknologioptimisme, som prægede Bacon og senere oplysningstiden, har været dominerende til efter 2. Verdenskrig. Siden har en stigende grad af teknologipessimisme præget billedet, idet mange mennesker, der er blevet økologisk interesserede, mener, at menneskets magt over naturen i denne forstand er uønsket og truer menneskehedens fremtid (se fremskridtstro). For nogle radikale økologiske tænkere ("dybdeøkologer") svarer den moderne teknologiske naturbeherskelse til et diktaturs voldelige undertrykkelse af medmennesket. For den amerikanske forfatter Marilyn French er naturbeherskelsen et udtryk for maskulinitetens og patriarkatets ønske om magt, om kontrol på alle niveauer (Beyond Power, 1985, da. Om kvinder, mænd og moral, s.å.).

Samfundsmæssigt perspektiv

"Gik alle konger frem i rad,/ I deres magt og vælde,/ De mægted' ey det mindste blad/ At sætte paa en nælde". I denne enkle strofe har Hans Adolph Brorson (Troens Rare Klenodie, 1739) peget på en række af de problemer, der er indbygget i magtbegrebet. Først og mest direkte viser han magtens modsætning, afmagten. Dernæst viser verset hen til en opfattelse, hvor magten i sidste instans lokaliseres uden for mennesket og dets samfund, hos Gud. Brorson peger således på det afgørende historiske skel i magtopfattelsen mellem de førmoderne epoker og den moderne tidsalder. I alle førmoderne samfund og navnlig i det kristne univers forstås magten og dens kilde som forhold, der i princippet ikke kan påvirkes af menneskene. I moderniteten, dvs. fra renæssancen til vor tid, er den derimod både som begreb og realitet forbundet med forestillingen om et suverænt individ og om mennesket som skaber af historien og dermed af den mangfoldighed af samfundsmæssige og mellemmenneskelige relationer, hvori magt er indføjet som et uomgængeligt vilkår. Denne opfattelse har imidlertid også været grundlaget for den magtkritik, der gennem det sidste par århundreder har været magtens faste ledsager.

Magtens karakter

Opfattelsen af magtens tilstedeværelse i alle sociale forhold indebærer, at den er et centralt begreb i de videnskabelige discipliner, der beskæftiger sig med mennesker og deres forhold til hinanden. Det indebærer tillige, at der hverken historisk eller aktuelt har kunnet etableres enighed om en bestemt definition af begrebet magt. Udgangspunktet for en definition kan være, at alle mennesker stræber efter at opnå nogle mål, og en enkel definition peger derfor på magt som evnen til at forfølge og opnå mål gennem beherskelse af ens omgivelser. Den tyske samfundsteoretiker Max Weber har vundet udbredt tilslutning til en definition, ifølge hvilken magt betyder evnen til at sætte sin egen vilje igennem inden for et socialt forhold, også over for modstandere af magtbudet. Definitionen rummer den dobbelthed, der gennem hele historien har eksisteret mellem magt baseret på accept af magtudøvelsen og magt som tvang, hvad enten det gælder forholdet mellem individer, sociale grupper eller stater.

I alle organiserede samfund gennem historien kan der yderligere trækkes et skel mellem på den ene side lovbaseret, formaliseret magt og på den anden side ikke-lovbaseret, uformel magt. Den første form finder sit kendteste udtryk i den moderne stat, hvis kendetegn er dens monopol på legitim tvang, og hvis opgave er at skabe sikkerhed for alle borgere indadtil og udadtil, mens den anden form findes i alle samfundsmæssige relationer, i økonomien, i politikkens mere dunkle hjørner, i ideologiens sfærer, i de videnskabelige institutioner, i familierne, i organisationer osv.

En magtrelation kan være kendetegnet enten ved magtbalance, dvs. en lighed i resurser og styrke, eller ved ubalance, asymmetri, i henseende til potentiale. Mange har tolket historien som en konstant kamp om magt mellem individer, grupper, klasser og stater med henblik på at ændre en givet magtbalance eller -ubalance. Kendtest er Karl Marx' udsagn i Det Kommunistiske Manifest (1848) om, at al hidtidig historie har været klassekampens historie.

Almindeligvis anvendes magt som et negativt udtryk for noget, der begrænser menneskers udfoldelse. Magt kan imidlertid også sættes i værk for at opnå og sikre bestemte samfundsgruppers sociale, politiske og borgerlige friheder og virkeområder. Som eksempler kan nævnes de store folkelige bevægelser, herunder kvindebevægelserne i 1800- og 1900-t. eller borgerretsbevægelsen i USA i 1950'erne og 1960'erne. De har demonstreret den magt, der etableres, når mange mennesker med et social- økonomisk, politisk og kulturelt fælles mål slutter sig sammen. Det indebærer for en umiddelbar betragtning et magttab for tidligere magtfulde grupper, en forskydning eller radikal ændring af de samfundsmæssige magtforhold. Det har imidlertid været stærkt debatteret, om magtkamp er et nulsumsspil, hvor magterobring og magttab nødvendigvis må opveje hinanden.

Magtens kilder

Hvor kommer magten fra? Er der magtkilder, der betyder mere end andre? Er forholdet mellem magtens kilder konstant, eller ændres det gennem de historiske epoker? Der er gjort mange forsøg på at systematisere magtens kilder eller sfærer; en gængs opdeling omfatter fire områder: økonomien, ideologien, militæret og politikken, hvortil man i dag nok vil føje et femte: Kønnet som en magtdimension, der i alle samfund har skåret og skærer gennem alle andre. Patriarkatet, mandens magt over kvinden, har i stort set alle kendte samfund været et vilkår, uanset hvorledes magtrelationerne i øvrigt fungerer.

Dette er blot et eksempel på en forestilling om en af magtkildernes forrang. Et andet er marxismens tolkning af sfærerne som forbundne niveauer, hvor økonomien, besiddelsen af ejendom, i sidste instans er bestemmende. Den enkeltes og de sociale klassers position i produktionsforholdene strukturerer hele samfundet og udgør den basis, hvorfra magt eller ikke-magt på alle andre felter udspringer, uanset historisk epoke. Økonomien er kilde til ideologisk, politisk og militær magt, mens omvendt disse kategorier hver på deres felt bidrager til at sikre de økonomiske magthavere deres magt.

Over for denne opfattelse af en enkelt faktor som bestemmende står nyere teorier om de fire eller fem magtkilder som "dimensioner" i alle samfund, hvor ingen på forhånd kan tildeles forrang. Den samfundsmæssige helhed er et komplekst net af samspil mellem disse dimensioner, hvis betydning for magtens indehavere og former skifter i de forskellige historiske epoker.

Magtens formelle former

Så længe menneskene har dannet samfund, har de gjort sig forestillinger om magtens væsen, den bedste indretning af magtens udøvelse, det politiske system, magtens begrundelse og muligheden for dens begrænsning. Den græske filosof Aristoteles identificerede 300 år f.Kr. tre styreformer: demokratiet (folkets eller de manges styre), aristokratiet (de bedstes styre) og monarkiet (den enes styre). For ham handlede magtens problem om at finde en styreform, der i lige grad tilgodeså alle tre typer, idet de alene, overladt til sig selv uden gensidig afbalancering, historisk så ud til at ville degenerere til en cyklus af demagogi (pøbelvælde), oligarki (fåmandsvælde) og tyranni.

I den romerske politiske tænkning udvikledes ligefrem et dobbeltbegreb for magten, nogenlunde svarende til den ovennævnte deling mellem formel og uformel magt. Potestas er et magtbegreb, der skal ses i forhold til lov og ret, en magt bygget på de forskrifter, som loven angiver. Den, der udstyres med magtbeføjelser, må udøve disse i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastsat af dem, der har tildelt ham magten. Der er således en uadskillelig sammenhæng mellem magt og ret. Det andet begreb for magt, potentia, har som potestas sproglig rod i ordet posse 'at kunne'. Det dækker den uformelle magt, som man har i kraft af rigdom, kundskaber, familie, venner og forbindelser. Undertiden har det en undertone af rå magt, i slægt med begreber som vold og dens modsætning, afmagt. Mens den, som har potestas, bliver vurderet efter rettens målestok, bliver den, som har potentia, vurderet ud fra en moralsk målestok, om han handler rigtigt eller forkert. Den gode hersker forener de to magtformer, og det var idealet for kejserne i Det Romerske Imperium. Virkeligheden i deres magtudøvelse kunne ligge fjernt fra idealet, således som det ofte har været tilfældet for eneherskere med en stærk centraliseret magt. En afbalancering af magten savnes. Selvom romernes styre udfoldede sig i overensstemmelse med guderne, var det fundamentalt et verdsligt styre. Med kristendommens gennembrud fra 300-t. som dominerende tro og ideologisk grundlag for vor del af verden gennem mere end tusinde år introduceredes en helt ny forestilling om magten. Gud er almægtig, har al magt i himlen og på jorden, og al magt hidrører fra Ham. Dette syn blev udgangspunktet for en århundredlang magtkamp mellem konge- og kejsermagt og kirkemagten, de romerske paver. Kristendommen, kirken og dens folk blev en parallel magt ved siden af fyrstemagten. Kirkens magt var primært ideologisk med dens beføjelse til at dømme mellem godt og ondt, mellem gode og dårlige herskere. Dertil kom, at hele den feudale samfundsorden med dens komplicerede net af magt og gensidige forpligtelser blev begrundet som Guds orden.

Blandt magtens tænkere indtager Machiavelli en fremtrædende og tvetydig position. Hans værk Fyrsten (Il Principe, trykt 1532) er blevet udlagt som lærebog i både kynisk magtrealisme og genial indsigt i magtens væsen. Menneskene er i bund og grund uforanderlige, og da det er herskerens opgave at tjene fædrelandet og gøre det lykkeligt, må han optræde både som løve og som ræv, stærk og snu. Er et folk fordærvet, må styreformen nødvendigvis blive tyranniet. Machiavelli satte staten over individet, alt skal tjene den, også religionen. En stærk fyrstemagt kan være nødvendig for at stække de riges og de mægtiges ambitioner og for at hindre statens opløsning. Bag om middelalderens religiøst begrundede regimente trak Machiavelli linjen tilbage til den romerske republiks dyder og hævdede politikken som et selvstændigt område, som et magtfelt uden hensyn til moral og religion. Han blev derved grundlægger af den moderne tankegang om politik og magt som et verdsligt anliggende, en forestilling, der samtidig blev forstærket af reformatorernes, navnlig Luthers, lære om adskillelsen af den religiøse og den verdslige magt.

Fra 1400- til 1600-t. etableredes i Europa gradvis nationalstaten som den afgørende ramme for legitim magtudøvelse, og samtidig styrkedes den centrale fyrstemagt, ofte i skikkelse af en enevældig fyrste, hvis verdslige regime paradoksalt nok hævdedes at være "af Guds nåde". De enevældige konger besad i princippet al magt i deres stater. Nogle stod over loven, som antikkens tyranner. Men de fleste var forpligtet til at udøve deres magt i overensstemmelse med loven, som de ganske vist selv udstedte, ligesom de udpegede de dommere, der skulle påse, at loven blev efterlevet. Denne absolutte magt fandt sin teoretiske begrundelse hos bl.a. Thomas Hobbes, der i 1600-t. betragtede mennesket som grundlæggende egoistisk, dets adfærd styret af selvopholdelsesdrift. Menneskeheden repræsenterede "et evigtvarende begær efter magt, som først ophører i døden" (Leviathan, 1651). Selv næstekærlighed kan forklares gennem den magtfølelse, det giver at hjælpe andre. Overladt til sig selv i en naturtilstand ville menneskene befinde sig i en alles krig mod alle. Derfor tilsiger fornuften dem at indgå en pagt, hvorved de indstifter en magt, som alle skal være underlagt. Magtens form er underordnet, men den mest hensigtsmæssige er monarkiet. Magtens indehaver er forpligtet over for Gud og hans love, som naturligt gavner folkets velfærd. Statsmagten bør også have magt til at bestemme, hvilke meninger og idéer der må ytres i samfundet. Kun derved kan man styre menneskenes handlinger i retning af fred og enighed. Der er ulemper forbundet med en sådan stærk stat, men endnu flere, hvis den ikke findes.

Hobbes' magtteori har haft umådelig betydning, både i kraft af dens "realisme", som navnlig har påvirket studiet af de internationale magtrelationer, og som udgangspunkt for kritik og alternativ magttænkning. Et næsten samtidigt og lige så indflydelsesrigt modstykke udvikledes i den liberalistiske menneske- og magtopfattelse, især af John Locke, for hvem en begrænsning af magten i forhold til det enkelte individ var den afgørende målsætning. Målsætningen er knyttet til forestillingen om menneskets naturlige ret til frihed, en frihed, der kun begrænses af pligten til ikke at krænke andres frihed. Det centrale problem bliver derfor at regulere forholdet mellem de frie individer. Magten kan kun begrundes i ønsket om at sikre og beskytte egne og andres rettigheder, og til det formål bør menneskene indgå en frivillig kontrakt om at afgive dele af friheden til et fællesskab, en stat, der får beføjelser til at dømme i retstvister mellem borgerne, til at udøve en offentlig magt i skikkelse af politi og militær og endelig til at lovgive om beskyttelse og regulering af borgernes ukrænkelige ret til deres krop, liv og ejendom. Staten skulle kun have de beføjelser, der var nødvendige for at sikre borgernes frihed og statens sikkerhed udadtil. Andre opgaver har statsmagten i princippet ikke. Den har ingen selvstændige interesser og hylder ingen bestemte værdier eller moralnormer.

Den liberalistiske magtteori er oprindelig formuleret som et oprør mod de enevældige staters koncentration af magten og deres ønske om at regulere borgernes liv og foreskrive dem ganske bestemte holdninger. Til denne magtkritik føjedes i 1700-t. kravet om statsmagtens deling i en lovgivende, dømmende og udøvende instans, som blev formuleret af Montesquieu, der pegede på den engelske styreforms afbalancering af magten mellem de tre instanser som den ideelle. Til denne tredeling af magten føjede Edmund Burke i slutningen af 1700-t. en profetisk karakteristik af pressen som den "fjerde statsmagt", et udtryk, som både rummer en forestilling om en fri presse som kontrolinstans over for magthaverne og risikoen for pressens rolle som magtens talerør og medløber.

Største koncerner i Danmark 2005
omsætning i 2005 mio. kr.
A.P. Møller - Mærsk 171202
SAS 47866
Arla Foods 47723
Dansk Supermarked 45948
TDC 45038
Danish Crown 44370
ISS 40355
Coop Danmark 36498
Carlsberg 35987
Borealis 34432
kilde: Berlingske Nyhedsmagasin/Guldnummeret

Der har siden været stor opmærksomhed om tendenser til ophævelse af magtens deling eller sammenblanding af de tre eller fire magtinstanser. En koncentration af magten fører næsten uvægerligt til diktatoriske eller totalitære regimer af den type, som har udgjort en væsentlig del af 1900-t.s historiske erfaring. Hvad enten de har været af fascistisk/nazistisk, kommunistisk observans eller blot (militær)diktaturer, har disse regimer været karakteriseret ved samlingen af al magt hos en enkelt person, i et enkelt parti eller hos en lederklike. Og pressen/medierne har været den første instans, de har sikret sig kontrollen over.

Sideløbende med 1600- og 1700-t.s teorier om og konkrete udformning af den moderne statsmagt etableredes markedet som magtinstans, og det fandt sin teoretiker i Adam Smith, der ved siden af det af Hobbes påpegede begær efter magt tillagde den menneskelige natur en lige så stærk "tilbøjelighed til at tuske, bytte og udveksle ting med andre ting" (Wealth of Nations, 1776). På det frie marked forfølger alle individer deres velforståede egeninteresse i konkurrence med andre. Konkurrencen fremmer arbejdsdelingen og dermed den produktive evne, og forfølgelsen af egeninteressen, selviskheden og kræfternes frie spil er det eneste, der kan fremme fællesinteressen og føre til helhedens bedste, til nationernes velstand. Den indbyrdes konkurrence er ikke nødvendigvis destruktiv for samfundet, fordi den reguleres af markedets love om udbud og efterspørgsel. For den er underlagt en særlig magt, som Smith kaldte "den usynlige hånd", der sikrer en økonomisk ligevægt og samfundsmæssig harmoni.

1700-t.s idéer om menneskenes naturlige rettigheder fandt deres mest markante udtryk i de to erklæringer om menneskerettigheder, der ledsagede de to store frihedsbevægelser i de sidste årtier af 1700-t.: dels den Amerikanske Uafhængighedserklæring (1776), der begrundede amerikanernes løsrivelse fra det britiske overherredømme, dels de franske revolutionære borgeres Menneskerettighedserklæring (1789) vendt mod den enevældige statsmagt. I den amerikanske erklæring er yderligere indskrevet en ret til oprør, såfremt magten udvikler sig til et despoti.

I 1700-t. udformedes endnu en forudsætning for de frie borgeres mulighed for at styre sig selv, nemlig oplysningstidens tro på borgernes evne til at erkende egne interesser og derudfra handle rationelt. Som en logisk følge af rettighedstænkningen og oplysningsfilosofien fremgår, at magten skal udlede sin berettigelse hos det suveræne folk og ikke i instanser uden for folket. Den maksime har været grundlaget for opbygningen af de forskellige moderne demokratiske styreformer i 1800- og 1900-t.

I de førmoderne samfund var magten og dens kilder åbne og gennemskuelige. Magtens formelle begrundelser var få og enkle og umisforståelige for dem, der var underkastet magten, og sanktionerne for at sætte sig op mod den faldt prompte og brutalt. Magtens steder var borge og slotte, og den omgav sig med ydre symboler, trone, scepter, krone, våbenskjolde, faner, rigdom og et stort og væbnet følge. Magtens basale kilder var jordbesiddelse, kontrol over militæret og over sjælene med religionen som den altdominerende ideologiske kraft. Det førmoderne magtsystem var tillige udpræget patriarkalsk, hvor loven, ideologien og den samfundsmæssige praksis tilkendte manden magten over kvinden.

De moderne samfund, og det vil navnlig sige de demokratiske, som de opstod og udviklede sig fra slutningen af 1700-t., er karakteriseret ved en relativt skarp adskillelse mellem den formelle og den uformelle magt, mellem den statslige/offentlige magt og den private. Den offentlige magt bliver stærkere profileret og præciseret, mens de uformelle magtrelationer forbliver upræcise og flydende. Den offentlige magts deling, omfang og begrænsning er normalt nøje fastlagt i forfatninger og andre lovkomplekser, og borgernes rettigheder over for magtens instanser søges til stadighed præciseret. Omvendt er de private, uformelle magtrelationer enten helt uregulerede eller reguleret gennem aftaler, overenskomster eller kontrakter mellem individer, mellem grupper eller organisationer. Langt den største del af den daglige sociale praksis udfolder sig i princippet uden for de formelt/offentligt regulerede rammer, men en hovedtendens i 1900-t.s moderne samfund har været en stadig mere intim sammenfletning af det offentlige og det private, af institutioner og dagligliv, hvor, med et udtryk af Jürgen Habermas, "systemverdenen" koloniserer "livsverdenen".

I de moderne samfund udøves magten som oftest med borgernes accept, fordi magtens bærere også udøver et ideologisk hegemoni, en slags åndelig magt, hvor de formulerer og udbreder idéerne om og begrundelserne for magtens legitimitet. Hegemoniet indebærer også magten over sproget til at definere og nydefinere, hvad der er socialt acceptabelt, til at formulere det, som George Orwell i romanen 1984 navngav "newspeak", hvis formål er at tilsløre magten, dens brug og misbrug.

Største arbejdsgivere i Danmark 2005
  ansatte 2005
ISS International Service System 267279
A.P. Møller - Mærsk 62300
SAS 32481
Carlsberg 31708
Post Danmark 21838
Dansk Supermarked 21558
Arla Foods 20855
Novo Nordisk 20725
TDC 20200
Coop Danmark 18297
kilde: Berlinske Nyhedsmagasin/Guldnummeret

I demokratiske samfund er der klare procedurer for en udskiftning af de formelle magthavere, regeringen og parlamentet, når og hvis der opstår et spændingsforhold mellem borgerne og magthaverne. I diktaturer og totalitære stater eksisterer sådanne mekanismer ikke, og magtskifter foregår derfor oftest som revolutioner med en total udskiftning af alle tidligere magthavere.

De formelle magtinstanser udgør kun en begrænset del af det samlede magtkompleks. Samfundet kan på en vis måde opfattes som et stort netværk af magtrelationer, og magtens karakter og dens veje er i de moderne samfund langt mindre gennemskuelige end i de førmoderne. Den er ofte lokaliseret i institutioner og organisationer. Magtens mænd og kvinder er diskrete, ofte ukendte i offentligheden, stiller ikke nødvendigvis deres magt til skue, omgiver sig ikke med ydre symboler, kører lige så gerne på cykel som i sorte limousiner. Magten bor ikke på slotte og i paladser, til nød i "bankpaladser" eller i "LO-Borgen". De fleste vil endda afvise, at de overhovedet har magt. Alene begrebet magt har en negativ ladning. Derfor har man i vore dage allerhøjst "indflydelse", har måske "autoritet" på sit felt, men magt — nej.

Magten har antaget en høj grad af kompleksitet, idet man kan iagttage to modstridende hovedtendenser: magtkoncentration og decentralisering af magten.

Det ideelle udgangspunkt er i princippet den moderne forestilling om frie og lige borgeres ubundne sociale praksis. Virkeligheden er imidlertid kendetegnet ved en stadig reproduktion af uligheder i henseende til resurser og magt. Der synes i alle samfund og i alle sociale sammenhænge at være en tendens til, at der etableres magteliter. Det gælder på det store internationale niveau i forholdet mellem staterne, på det nationalstatslige plan, i det økonomiske liv, i organisationer som fx fagforeninger, i institutioner som fx hospitaler og universiteter, i private sammenslutninger som fx idrætsklubber. Sådanne magteliter kan være etableret i kraft af formelle regler, men vil ofte dannes helt uafhængigt af sådanne institutionaliserede hierarkier. Et eksempel på et strengt formaliseret magthierarki er kommandostrukturen i en militær organisation, mens man fx i et videnskabeligt miljø kan iagttage en magtstruktur baseret ikke alene på viden og kvalifikationer, men også på ambitioner og personlige relationer.

Økonomien som kilde til magt

"Penge regerer alt" er et udsagn, man ofte møder i dagligdagen som udtryk for den indflydelse, Karl Marx' analyser af forholdet mellem økonomi og magt har haft, uanset om man tilslutter sig marxismen i øvrigt. Besiddelse af jord, produktionsmidler og pengekapital anses for at være en afgørende kilde til magt i det moderne samfund. Det finder sit basale udtryk i arbejdsgivernes magt over arbejderne og andre lønmodtagere i produktion, omsætning og kommunikation som følge af den "økonomiske tvang", der gælder for næsten alle til at sælge deres arbejdskraft for at opretholde eksistensen. Konkret illustreres kapitalmagten fx i bestemmelserne på arbejdsmarkedet om arbejdsgivernes ret til at "lede og fordele" arbejdet, et vilkår, der efterhånden er udstrakt til at gælde alle ansættelsesforhold også uden for den produktive sektor.

Økonomisk magt på både nationalt og globalt plan er i 1900-t. i stigende grad blevet udøvet af finansielle institutioner og store koncerner med titusindvis af ansatte i mange lande med stor interesse og mulighed for at påvirke de politiske institutioner. Magten udøves fra bestyrelsesværelser, fra direktionskontorer og fra lukkede netværk af ledende personer fra store virksomheder og hel- og halvoffentlige institutioner og organisationer. Netværk af den art kendes fra de helt små lokale sammenhænge over nationale netværk til sammenslutninger på globalt plan.

Største multinationale selskaber i verden 2007
  nationalitet branche omsætning mia. kr. ansatte
Wal-Mart Stores Inc. USA handel 1851,3 1900000
Exxon Mobil USA olie 1830,0 106400
Royal Dutch Shell Holland olie 1680,3 108000
BP Storbritannien olie 1445,7 97000
General Motors USA bilindustri 1092,7 280000
Toyota Motor Japan bilindustri 1079,0 299394
Chevron USA olie 1057,0 62500
DaimlerChrysler Tyskland bilindustri 1002,3 360385
ConocoPhillips USA olie 908,8 38400
Total Frankrig olie 887,0 95070
kilde: Fortune Global 500

De økonomiske magthaveres magt hviler i sidste ende på deres evne til at skabe overskud på regnskaberne, til at influere på de politiske beslutninger og navnlig til at beherske markedet, dvs. til at overbevise forbrugerne om, at de bør købe netop deres varer. Til det formål udnytter de "reklamens magt" til at overbevise forbrugerne om just deres produkters fortræffelighed.

Overladt til sig selv ville den økonomiske magt kun kende få grænser for sin udfoldelse. Men den er i tidens løb blevet mødt med forsøg på at etablere en modmagt fra lønmodtagere, fra forbrugere og fra de nationale og internationale politiske magtinstanser gennem udformning af etiske normer for økonomisk aktivitet. Den stærkeste modmagt på markedet har været de kollektive sammenslutninger af lønarbejderne i fagforeninger, som i vor del af verden i kraft af deres store medlemstal har kunnet modificere om end ikke eliminere den magt, som besiddelsen giver arbejdsgiverne. I afgørelsen af de basale eksistensproblemer kan der siges at være etableret en art magtbalance på arbejdsmarkedet, mens der i spørgsmålet om magten på selve arbejdspladsen kun er sket minimale reduktioner af arbejdsgivernes magt. Som forbrugere udøver borgerne en vis magt på markedet. Navnlig er der i den nyeste tid fremstået en bevidsthed om forbrugermagten, hvilket har fundet udtryk i begrebet "den politiske forbruger" om den, der med sin adfærd på markedet søger at påvirke både produktionens karakter og varernes indhold.

Mellem staten og markedet har der i de sidste hundrede år været udkæmpet en magtkamp. Markedets iboende tendens til at underlægge sig alle samfundsmæssige relationer er søgt modificeret gennem en aktiv intervention i markedet fra statens side. En meget væsentlig del af den politiske magtkamp i vor del af verden har været udkæmpet netop om omfanget af statsmagtens indgreb i markedets lovmæssigheder og om magtbalancen mellem markedskræfterne og staten som udtryk for en borgermagt over for en økonomisk magt. I den forstand har kampen om magten i de seneste 200-300 års moderne samfund udspillet sig i feltet mellem staten og markedet, mellem de to instanser, hvor Thomas Hobbes og Adam Smith lokaliserede magten.

Den fjerde statsmagt

Den fjerde statsmagt, som Edmund Burke udpegede pressen til at udgøre, anses i vore dage af mange for at være blevet en slags overmagt, der kan detronisere alle andre magtinstanser. Forstået som den moderne medie- og kommunikationsverden er det tydeligt, at den har erobret en magt i forhold til den enkelte borger, til den politiske sfære, til den økonomiske og til den ideologiske sfære. Den trykte presse, radioen, fjernsynet og Internettet indtager efterhånden en position som de instanser, der former borgernes "dagsorden" og modellerer deres univers.

Medierne har altid spillet en dobbeltrolle i magtsammenhængen. På den ene side som magtens forlængede arm og redskab til at legitimere andre instansers magtudøvelse, en rolle, som er helt utvetydig i diktaturstater, hvor magten er koncentreret hos en person, et parti, militæret eller dem alle i forening. Funktionen kendes på den anden side også i pluralistiske samfund, hvor mediemagten dog tillige ideelt set fungerer som et modspil til magten, som magtkontrol og magtkritik.

Psykologisk perspektiv

Hvis man med Max Weber definerer magt som evnen til at sætte sin vilje igennem og nå sine mål, selvom man møder modstand, vedrører magt psykologisk betragtet dels menneskers indflydelse på hinanden i de nære forhold, dels den enkelte personligheds egenskaber.

Socialpsykologisk

kan magt opfattes som en mulighed eller et potentiale, der er knyttet til positioner og roller i samfundet, for så vidt potentialet opfattes og anerkendes af andre. Potentialet skal imidlertid ikke nødvendigvis demonstreres i ord og handling, der kontrollerer andre. Tværtimod kan man sige, at jo mere magt, en position eller rolle indeholder, des mindre behøver personen at udøve den, idet den virker blot ved at være opfattet og godtaget af andre.

I den danske kultur opfattes magt ofte med mistro, men på godt og ondt er magt et integreret element i det menneskelige fællesskab. Magt optræder alle vegne, hvor vi lever sammen, og i de fleste tilfælde ubemærket og naturligt. Mennesker er gennemført sociale væsener, vort liv er kun et liv i gensidighed og fællesskab, hvorfor vi er dybt afhængige af hinanden materielt, åndeligt og følelsesmæssigt. For det meste uden at skænke det en tanke har derfor enhver uafbrudt medmenneskets tilværelse i sin magt på en oftest usynlig, men meget nærværende måde, således som fx den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup har beskrevet det indgående i Den etiske fordring (1956).

Der er gjort adskillige forsøg på at klassificere magt i forskellige hovedformer. Blandt andre kan nævnes de amerikanske psykologer John French (f. 1913) og Bertram Raven (f. 1926), som har opstillet seks typer, her sammenfattet til fire: 1) Ekspertmagt: En anerkendt ekspert på et område (fx barnepleje) har mere magt end den mindre kyndige, hvad dette område angår (fx den førstegangsfødende). Magt hviler her på en forrangsposition i indsigt, kundskab, færdigheder eller uddannelse. Viden er magt, lyder talemåden. Ekspertmagt vil ofte tillige være autoritetsmagt. 2) Autoritetsmagt: Nogle mennesker har større autoritet og dermed større indflydelse end andre enten i kraft af personlige egenskaber, eller fordi de indtager en position, der berettiger og legitimerer dem til magt over andre, fx forældre i forhold til børn eller officerer over for menige. 3) Sanktionsmagt: Autoritetsmagt er ofte forbundet med ret og evt. pligt til at skride ind over for og sanktionere uønsket adfærd med straf eller belønning. Det behøver dog ikke være tilfældet. Fx kan den svage eller syge i en familie have betydelig sanktionsmagt uden autoritetsmagt ved at kræve og få opmærksomhed, mens omvendt Jesus ved sin karisma havde stor autoritetsmagt i urkristendommen, men ingen sanktionsmagt. 4) Referencemagt: De normer, der udsendes fra personer eller grupper, som vi identificerer os med og gerne vil ligne, påvirker vore opfattelser og handlinger i højere grad end andre, endog selvom vi aldrig møder de pågældende mennesker ansigt til ansigt.

Hvor rammende denne og andre klassifikationer end er, udtømmer de langt fra det socialpsykologiske magtbegreb. Fx viser de sidstnævnte eksempler, at spørgsmålet om, hvem der har magt over hvem, ofte er meget mere indirekte og underfundigt, end det umiddelbart kan se ud i de direkte og åbenlyse relationer mennesker imellem. Generelt gælder det nemlig, at en person sædvanligvis kun er magtfuld i nogle henseender og ikke i andre, fordi magt optræder i mange skikkelser og derfor kan skifte fra den ene position, rolle og person til den anden, afhængigt af sagforholdets område, omfang og vigtighed, situationstype og kompleksitet, materielle og åndelige resurser, adgang til informationer, gældsposter i udvekslingen af tjenesteydelser, herskende kulturelle og subkulturelle normer og værdier, køn, alder, status, strategi og taktik, tidspunkt og personlighed.

Personlighedspsykologisk

kan magt betragtes som en egenskab ved individet i form af særlige evner, indlærte reaktionsmønstre, personlighedstræk og behov. Vi taler fx om et magtmenneske som en særlig type, man undertiden mener krydser ens vej. Især magt som behov er blevet ganske omfattende undersøgt med udgangspunkt i det begreb om behov for dominans, der forefindes udbredt i dyreriget hos flokdyr, hvor det påvirker territoriekampe og den sociale rangorden mellem individerne. Dominansbehovet er i psykologien blandt andre udviklet af den amerikanske psykolog William McDougall og den østrigsk-amerikanske psykolog Alfred Adler. Sidstnævnte anså tidligt i sin karriere endog magtbehovet for det centrale i tilværelsen, hvilket i øvrigt foranledigede hans brud med Freud. Det kan dog diskuteres, om der findes et selvstændigt magtbehov, eller om der snarere er tale om et sammensat mønster af tilbøjeligheder rettet mod almen kompetence i livet som mestring af tilværelsen, præstation, konkurrence, kontrol over tingene og sig selv, selvstændighed eller autonomi, tagen ansvar for opgaveløsning og andres eksistens, prestige, selvhævdelse, aggression og dominans, hvilket sammenfattes til et behov.

Alle disse komponenter behøver dog ikke være til stede, og hver af dem vil have forskellig styrke hos forskellige individer. Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at magtfulde mennesker ikke nødvendigvis er drevet af et stærkt magtbehov, men kan være tillagt magt af andre som følge af naturlig autoritet eller lederegenskaber, og at omvendt personer med et stærkt magtbehov ikke nødvendigvis også opnår magt.

Magtens kommunikationsformer

Magten ytrer sig kommunikativt på talrige måder overalt i hverdagen. Valg af bolig og boligområde, indretning af hus og arbejdsplads, familie- og stillingsstruktur, omgangskreds, omgangsformer, beklædning, sprog — alt kan afspejle magtforhold, styrke og autoritet.

Patriarkens traditionelle plads for bordenden modsvares af chefens tilsvarende placering ved mødebordet; chefstolens høje ryg, lokalets indretning og placering signalerer magtens sæde. Symmetri i magtrelationer må i det hele betragtes som en sjældenhed, hvad der også viser sig i kommunikationsvilkårene. Nogle skal præsentere sig før andre, nogle leder og fordeler ordet, på møder såvel som privat, nogle kan afbryde andre, andre kan ikke, nogle har ret til sidste ord, andre må leve med dagsordener og konklusioner formuleret af andre. Audiensens varighed afhænger af majestæten, toldeftersynets og politiafhøringens varighed af den pågældende funktionær. Den berømteste rockgruppe lader tilskuerne vente, eventuelt i selskab med opvarmningsgrupper, og bejleren er parat til at vente længe under balkonen, bare der er mulighed for at få et glimt af den elskede. Han er i hendes magt.

At være henvist til at skulle vente på andre opfattes i almindelighed som afmagtens vilkår. Eleverne skal være på plads, når læreren kommer til stede, studenterne rejste sig indtil slutningen af 1960'erne op, når deres underviser ankom, og medarbejderne skal i almindelighed være mødt op, når chefen indfinder sig; kun chefen kan have gode grunde til at være forsinket, men ofte behøver han ikke at formulere dem. De velhavende kan købe sig ret til at møde op umiddelbart før færgens afgang, og business class-passagerer er de sidste, der bliver udkaldt ved flyafgangen.

Kommunikationsforløbenes struktur er ofte bestemt af magtforhold. Hilseformer afspejler i de fleste kulturer relationen mellem de involverede, og så at sige alle efterfølgende kommunikationsforløb er organiseret på tilsvarende måde. Lederen afgør, hvornår en samtalefase afløses af en forhandlingsfase, hvem der får ordet, og hvornår samværet skal afsluttes, husfaderen i den patriarkalske familie sad solidt på ordet; børn skulle netop ses, ikke høres.

Feed back-mekanismer, nik, hovedrysten, tilbagemeldinger i form af samtykkende eller skeptiske tonebevægelser, alle sådanne ytringer er effektive magtmidler. Man kan uden ord markere, om man ønsker samtalepartnerens indlæg videreført eller afsluttet. Et synspunkt kan få støtte, hvis en indflydelsesrig tilhører reagerer med positive tilbagemeldinger i sprog og kropssprog; at fokusere på en person med blikket er at give vedkommende en central placering, hvad der kan være tegn på interesseret opmærksomhed og stor kærlighed, men også på kritisk-analytisk mønstring. At overse en anden er modsat at usynliggøre vedkommende, hvad der ofte afspejler et ønske om at umyndiggøre den pågældende.

Militæret har standardiseret magtens hierarkisk indrettede kommunikationsformer vha. symboler og strenge regler. Hverdagslivets magtmarkeringer er betydelig mere subtile, men de gør sig lige så magtfuldt gældende.

Også til afmagten knytter der sig komplicerede kommunikationsmønstre. Den svagere part kan fra sin position forsøge at få indflydelse ved at appellere til andres skyldfølelse ("se, hvad du gør imod mig!"), ved at udstille egne ofre, indsatser og martyrier ("se, hvor meget jeg har gjort for dig!"), ved at optræde så defensivt og selvudslettende, at man på den ene side ikke udsætter sig for magtkonfrontationer, men på den anden side kan påvirke omgivelserne til at handle i ens interesse.

Den skjulte magt kan være uhåndgribelig, men den lader sig ikke ignorere. Se også autoritet, køn, lydighed og talehandling.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Magt. Barnet og den voksne, eleven og læreren, den skyldige og den straffende: Afmagten mødes med magten på Malthe Engelsteds maleri Hos Inspektøren (1885, Nordjyllands Kunstmuseum).

© Dette billede må du ...

Magt. Navnet Rolls Royce indgiver forestillinger om fornemhed og økonomisk magt, og det kan være penge værd, både for køberen og sælgeren. I slutningen af 1990'erne har flere europæiske bilfabrikker med store økonomiske satsninger kæmpet om retten til at producere biler under dette navn.

© Dette billede må du ...

Magt. Arkitekturen kan helt konkret udtrykke magtens ønsker og krav til dem, der er underlagt den. C.F. Hansens klassicistiske domhus på Nytorv i København (opført 1813-16) var oprindelig også rådhus. Adgang til bygningens forhal forudsætter, at man fra den åbne plads skifter niveau, går op ad flere trappepartier, gennem monumentale søjler frem mod en tung og høj dør.

© Dette billede må du ...

Magt. Den 21. juli 1969 blev Månen for første gang betrådt af et menneske, Neil Alden Armstrong, som her betragter USAs flag — et symbol på stormagtens og menneskets erobring af rummet.

© Dette billede må du ...

Magt. Militære parader giver anledning til at demonstrere et potentiale til forsvar og angreb. Her ses en række kroatiske soldater i tanks med parallelt placerede skydevåben; Zagreb, maj 1997.

Viser 5 af 5 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
26/11/2013
Redaktionen
27/10/2009
Ekspert
Brahde
Oprindelige forfattere
BKatz
01/02/2009
CB-P
01/02/2009
JL
01/02/2009
NFC
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki