sorg

Sorg er således en sammensat sindstilstand, der kan følge af afsked, svigt og tab ved dødsfald af en nærtstående; det er sidstnævnte sorg, som de fleste mennesker kommer ud for mindst én gang i deres liv, der behandles her.

Almindeligt forekommende sorgreaktioner er nedtrykthed eller depression, sænket aktivitetsniveau eller omvendt rastløs overaktivitet, længsel efter den afdøde, angst, især i form af separationsangst, skyld, vrede, vantro, følelse af fremmedhed, koncentrationsproblemer, suk og gråd, fornemmelse af den afdødes tilstedeværelse i rummet, søgen efter den afdøde i omgivelserne, leden efter eller modsat undgåelse af ting, mennesker og situationer, der minder om den afdøde. Endvidere kan der indtræde social tilbagetrækning i form af nedsat interesse i at opretholde relationer til venne- og familiekreds under søgen mod en ny identitet eller omvendt øget opsøgen af og afhængighed af andre. Endelig kan de legemlige reaktioner omfatte appetitforstyrrelser, nedsat seksuel interesse, søvnproblemer og træthed, ligesom der kan forekomme hjertebanken, skælven og hovedpine.

Sorgen har divergerende forløb både hos forskellige mennesker og hos det samme menneske på forskellige tidspunkter afhængigt af omstændighederne ved dødsfaldet, af hvem og hvordan den afdøde var, og hvor i sit eget livsløb den sørgende befinder sig. Sorgen kan være pinefuld med intens optagethed af den afdøde umiddelbart efter begivenheden og derpå klinge gradvis af. Det modsatte kan også være tilfældet med en behersket sorg i begyndelsen, som derpå bliver stærk og måske varer ved i længere tid. Det forekommer også, at den efterladte til at begynde med er forholdsvis indifferent og afværger sorgen ved at engagere sig i de praktiske problemer omkring dødsfaldet, men at en kvalfuld sorg så indfinder sig senere, skønt dette forløb ikke er sædvanligt. Endelig kan man tale om den grænseløse sorg, som er intensiv indtil det lammende og varer ved i op til flere år med genkommende kriseperioder og kan være præget af realitetsbenægtelse, magiske forestillinger om gensyn med den døde, overdreven idealisering af den afdøde m.m. Mere dæmpet sorg over tabet af en ægtefælle eller et barn og oplevelsen af en fortsat nær tilknytning til den døde med en fornemmelse af dennes tilstedeværelse som en kær fortrolig kan også vare flere år uden at være ledsaget af uhensigtsmæssige følelser og reaktioner. Nyere undersøgelser synes at vise, at dette endda ofte er tilfældet.

Der optræder ikke sjældent skyldfølelser og selvanklager over noget, man gjorde mod den afdøde, og endnu oftere over, hvad man undlod at gøre, mens tid var. Det synes især at være fremherskende, hvis der er tale om selvmord eller anden pludselig bortgang, evt. under traumatiske omstændigheder som trafikulykker eller vold. Skyldfølelsen kan ledsages af anfald af fjendtlighed mod den afdøde, hvilket medfører yderligere selvbebrejdelser over at huse sådanne forbudte følelser, eller fjendtligheden kan rettes mod skæbnen i form af fortvivlet vrede over verdens uretfærdighed.

Modsat en almindelig opfattelse både i dagligdagen og hos professionelt personale viser nyere psykologiske undersøgelser af store befolkningsgrupper imidlertid, at måske kun en tredjedel eller færre af de efterladte oplever tung sorg. Disse undersøgelser giver derfor heller ikke belæg for, at udeblivende mærkbare sorgreaktioner skulle kunne betragtes som tegn på afstumpethed, realitetsbenægtelse eller psykopatologi.

Der er forskellige opfattelser af, hvorfor vi sørger. Ifølge Freud er det sorgens opgave eller funktion at bryde den mentale binding til den afdøde. Det sker ved, at følelser, tanker og erindringer omkring den døde genopleves igen og igen, indtil de gradvis klinger af, således at den efterladte atter formår at indgå nye tætte relationer. Modsat antager den britiske psykoanalytiker John Bowlby, at sorgen snarere har den funktion at opretholde tilknytningen til den afdøde. Bowlby mener også, at sorgen almindeligvis gennemløber nogle bestemte faser fra chok og vantro til længsel og protest, dernæst fortvivlelse og sluttelig fattet accept. Flere andre fasemodeller er blevet foreslået, men ingen af dem finder synderlig støtte i systematiske undersøgelser af sorgforløbet. For selvom man godt kan tale om typiske følelser og reaktioner, synes der at være endog meget stor individuel variation i deres optræden. Det skyldes naturligvis forskellene i det forhold, den afdøde og den efterladte stod i til hinanden, samt omstændighederne ved dødsfaldet, men formentlig også forskelle i grundlæggende personlighedsegenskaber især mht. individets generelle disposition til afhængighed, ambivalens og konflikt i sine relationer. Da fasemodeller desuden hos pårørende og plejepersonale nemt risikerer at blive mekaniske vurderingsskemaer for et mere eller mindre vellykket sorgforløb, anbefaler stadig flere psykologer at opgive dem.

For at komme gennem en dyb sorg og gennemføre et konstruktivt "sorgarbejde" er det nødvendigt, at man både intellektuelt og følelsesmæssigt accepterer det uomgængelige tab og vinder perspektiv til det mistede forhold samt udvikler strategier til at klare de konkrete problemer, som begivenheden medfører. Det er herunder vigtigt, at man tillader sig selv og af andre tillades at give udtryk for sorgen, når og sådan som den melder sig, uden at få overfladisk trøstende eller velmenende pædagogiske råd såsom "I havde da mange gode år sammen", "tårer bringer ham ikke tilbage", "du er jo nødt til at komme i gang igen" osv. Social støtte til dette sorgarbejde er påkrævet, idet hæmning af sorgudtrykket kan forstærke sorgen og øge den hos nogle, der i forvejen har forhøjet risiko for fysiske og mentale sundhedsproblemer, bl.a. i form af sårbarhed over for stress og nedsat modstandskraft mod følgevirkningerne heraf. Økonomisk støtte til i det mindste delvis opretholdelse af den hidtidige levefod kan i adskillige tilfælde være vigtigere, end det umiddelbart falder en ind.

Det er sjældent, at den efterladte af egen drift søger professionel hjælp, og i de fleste tilfælde er det næppe heller velmotiveret, hvis den pågældendes sociale netværk er rimelig intakt, men det spørgsmål er der delte meninger om.

I de moderne vestlige samfund er tidlige og pludselige dødsfald sjældnere end nogensinde i historien. Det er formentlig en af årsagerne til, at dødens indtræden hos os kan opleves som et tragisk tab snarere end som den normalt forventelige livsbegivenhed, den selvfølgelig er. Den gennemsnitlige levealder er blevet så lang, og den medicinske teknologi over for sygdomme så avanceret, at vi næsten nærer en illusion om udødelighed. Døden tabueres og fortrænges og kan derfor ramme hårdt, hvor den tidligere var og i andre kulturer stadig i langt højere grad er en naturlig følgesvend på livets vej, omgærdet med lige så naturlige ritualer. Af samme grund har de pårørende ofte et uprøvet, akavet og rådvildt forhold til, hvordan de modtager og bearbejder sorgreaktionerne hos og sammen med den efterladte. Der er tillige betydelige kulturelle forskelle i henseende til fx åbenheden for, intensiteten af og kontrollen over sorgudtrykket, den forventede eller ligefrem foreskrevne sørgetid, normerne for og direkte eller indirekte forbud mod, at en efterladt ægtefælle indgår et nyt intimt forhold m.m. Det er vanskeligt at vurdere, hvilken indflydelse sådanne kulturelle faktorer har på sorgforløbet generelt, men de er sandsynligvis af stor betydning. Se også død.

Sorgen har i kristen sammenhæng to hovedformer: sorgen over synden og sorgen over døden, dvs. sorgen over det, man har gjort, og sorgen over det, man ikke kan gøre noget ved. Sorgen over synden kaldes også anger; fra middelalderen har man i kirkens bodsinstitution skelnet mellem to former for anger: den ægte anger (lat. contritio), dvs. oprigtig sorg over, at man har handlet ondt, og den uægte anger eller frygtangeren (lat. attritio), hvor angeren indskrænker sig til frygten for de ubehagelige følger af det, man har gjort.

Denne skelnen mellem de to former for anger fik kirkehistorisk betydning, idet Luther i klosteret led af svære anfægtelser over, at han ikke kunne præstere den ægte anger. Gennem disse anfægtelser nåede han frem til den overbevisning, at frelsen skete ved tro alene. Der krævedes ingen psykologiske forberedelser eller præstationer, hvorved man kunne gøre sig værdig til tilgivelsen. Nåden var nok og helt uden betingelser. Den sande anger var ikke nødvendig for syndernes forladelse. Det var omvendt. Først gennem syndernes forladelse opstod den ægte anger i et menneske, nu den ikke var nødvendig som præstation eller betingelse.

Luthers problem med den sande anger var således baggrunden for hele Reformationen. Spørgsmålet om sorgen over synden fik på den måde vidtrækkende historiske følger. Kendt er Luthers ord om, at hvor syndernes forladelse er, der er liv og salighed. Således svarer sorgen over synden og glæden over tilgivelsen til hinanden.

Når det gælder sorgen over døden, er det karakteristisk, at kristendommen ikke anviser hjælp i form af sorgarbejde. I sorgarbejdet flyttes tyngdepunktet fra årsagen til eller genstanden for sorgen til sorgen selv som psykologisk størrelse. Det er mere sorgen selv, der er problemet, end det, man sørger over. Det kristne evangelium tager fat på sorgens årsag eller genstand, døden selv. Hvis kristendommen møder sorgen over synden med syndernes forladelse, så møder kristendommen sorgen over døden med de dødes opstandelse. Det er derfor ikke tilfældigt, at kristendommens betydning i trosbekendelsen sammenfattes i de to led syndernes forladelse og kødets opstandelse. Allerede når et barn døbes, mødes det med ordene om det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, de samme ord, som lyder ved begravelsen. I Det Nye Testamente formanes da også menigheden til ikke at sørge som de andre, der ikke har noget håb (1.Thess. 4,13). Sorgen bliver til fortvivlelse, når den er uden håb. Det er karakteristisk, at en af de kristne dødssynder er acedia, livslede, den totale sorg, sorgen som livsform. Tilsvarende hedder det om det evige liv, at der skal ingen sorg være mere (Johs.Åb. 21,4). Se også skyld, synd og forsoning.

I kulturhistorisk perspektiv har sorgen haft mange udtryk. I mellemøstlige kulturer har grædekoner helt op i nutiden givet udtryk for et fællesskabs sorg ved dødsfald. Inden for samme kultur har man i skiftende samfundsdannelser vist sorg over en afdød på forskellige måder, mest tydeligt ved at bære sørgedragt, ofte sort, men også den hvide farve har været anvendt. Som del af sørgepåklædningen har de sørgende, oftest kvinder, traditionelt skjult ansigtet enten med slør eller med sort stof. Jo nærmere beslægtet den sørgende var med afdøde, desto mere tilsløret; enken var tættest tilsløret. Denne formumning, at "være hængslet", skulle beskytte den efterladte mod døden eller den døde og kunne i vestlig kultur forekomme langt op i 1900-t., endnu i dag ved statsbegravelser og kongelige bisættelser. En sådan tilsløring gav tillige den sørgende mulighed for under offentlig fremtræden at skjule følelser.

Til den sociale tilstand, det var at bære sorg, hørte dels særligt tilbehør, fx sørgesmykker, for mænds vedkommende et sort sørgebind, der langt op i 1900-t. blev båret på den ene overarm uden på overtøjet, dels en bestemt passende adfærd. Sørgebind kan stadigvæk forekomme i forbindelse med markering af en fælles offentlig sorg; således bar det danske kvindelandshold i håndbold sørgebind i VM-finalen i Berlin 1997 i respekt for to danske tilskuere, der var blevet slået ihjel på tilskuerpladserne.

Når et menneske anlagde sorg, fandtes der regler for omgangen med andre mennesker. Efter en given periode, fx et sørgeår, kunne den sørgende aflægge sig sorgen og vende tilbage til en normal hverdag, og enker eller enkemænd kunne tillade sig at indgå nyt ægteskab. Ifølge en dansk sørgeforordning fra 1752 måtte enkemænd gifte sig et halvt år efter dødsfaldet, mens enker skulle vente i et helt år. Lovfæstede bestemmelser ophævedes efterhånden og gled over i uskrevne regler. I Danmark hørte det indtil midten af 1900-t. til god tone, at man som enke eller enkemand ventede et års tid efter dødsfaldet, før man giftede sig igen.

Den pludselige død (lat. mors repentina) var i europæisk middelalder den værst tænkelige død, et menneske kunne få, fordi den afskar én fra skriftemål, modtagelse af sakramentet (se syges salvelse) og afsked med familie og venner. I sådanne tilfælde aflagde de sørgende alt tøj i stærke farver, dækkede ansigtet med kappens hætte eller bar kåben på hovedet i stedet for på skuldrene. Med Reformationen og opgøret med den katolske kirke faldt afladsbreve, sjælemesser og forestillingen om skærsilden bort i Norden.

I renæssancen begyndte adelen og dele af borgerskabet at lade store, kostbare gravmæler og epitafier udføre (se gravskik), og lange sørgeklædte optog fulgte den draperede kiste til det sidste hvilested. Især i 1600- og 1700-t. var det almindeligt for bedrestillede dele af befolkningen at leje sørgekvinder og studenter, der alle var klædt i sort, til at deltage i følget. I kirken holdt præsten en lang ligprædiken med beretning om afdødes liv, levned og gode gerninger; sådanne tekster blev ofte trykt og udgivet efter begravelsen.

Døden forberedte man sig på gennem hele livet, idet man i samfundets øvre sociale lag omgav sig med genstande eller malerier, der rummede vanitas- og memento mori-motiver.

Ældre tidsaldres tilsyneladende mere fortrolige forhold til døden synes langsomt at være krakeleret i løbet af 1700-t.; i takt med en voksende individualisering blev døden nu gradvis betragtet som uretfærdig. Når en pårørende døde, begyndte man nu i højere grad at give udtryk for sorgen. Den tidligere så frygtede mors repentina blev nu anset for at være en lykkelig død.

At bære sorg var i 1700-t. socialt set så attraktiv en handling, at man i Danmark 1699-1752 fandt det nødvendigt at udstede hele tre store statslige sørgeforordninger, der alle gjaldt påklædningen, og at foretage talrige indgreb over for fx udsmykning af ligvogne. Enevoldskongerne søgte herigennem at begrænse brugen af kostbare, ofte importerede materialer. Sørgeforordningerne angav, hvilke rangklasser der måtte bære hvad og hvor længe, idet sørgetiden faldt i flere faser, helsorg og halvsorg, ligesom det bestemtes, hvor længe afdødes nærtbeslægtede og fjernere beslægtede måtte bære sorg.

I romantikken, fra 1700-t.s slutning frem til 1800-t.s midte, blev døden underlagt en æsteticering; begrebet la belle mort, den smukke død, trådte i forgrunden. Modsat fx kolera, der har et hurtigt sygdomsforløb, gav tuberkulose den døende en frist med tiltagende bleghed og til slut den smukke død, der ofte poetisk blev sammenlignet med søvn; dødslejet og afdødes sidste ord fik en særlig betydning. I 1800-t. blev det almindeligt at smykke den døde med blomster, alt sammen for at dæmpe det hæslige ved døden. Efter dødsfaldet var det mindet om den afdøde, der blev dyrket. De efterladte kom i fokus, idet det var tabet af den elskede og dermed afskeden, der blev central; det var vigtigt, at afskeden med den døde var smuk og harmonisk.

Hvor et fuldt sørgeudstyr tidligere kun havde været samfundets velhavende spidser forundt, kunne det nu, takket være tekstilindustrien, erhverves af flere sociale lag i befolkningen, først og fremmest af borgerskabet. Fra midten af 1800-t. dukkede de såkaldte sørgemagasiner op i storbyerne, butikker, hvor sørgende kunne købe alt i beklædning og tilbehør, og også stormagasinerne forhandlede sørgetøj. I provinsbyerne kunne man få almindeligt tøj farvet sort. Snittet på sørgedragterne skiftede i takt med moden; ville man være moderigtigt klædt, var det derfor ikke muligt at genbruge sørgeudstyret med ret mange års mellemrum. I sin 40 år lange enkestand, 1861-1901, blev den britiske dronning Victoria idealet af en sørgende enke; hun lod bl.a. sine lommetørklæder brodere med sorte tårer.

Ved den offentlige sorg, fx ved en konges død, kunne aviserne udkomme med en sort sørgerand; i 1900-t. kunne radioens udsendelser blive afbrudt og erstattet af sørgemusik. Hofsorg og landesorg dekreteredes efter bestemte forskrifter.

Ved privat sorg kunne også særlige sørgekort og sortrandet brevpapir anvendes, en skik, der i Centraleuropa har holdt sig helt op til nutiden. Hjemmet kunne undertiden udsmykkes med sort tyl. Til sørgestand hørte som nævnt en passende opførsel, og det var ikke velset at danse, gå i teateret eller til fest. Den sørgende, igen især enken, forventedes for en periode at føre et tilbagetrukket og stille liv. Kirkegården var et sted, hvor den sørgende med god samvittighed kunne vise sig og dyrke mindet om den afdøde mellem gravsten og mausoleer.

Sorg blandt almuen. Almuens sørgebeklædning var ofte det almindelige kirketøj tilsat forskelligt tilbehør eller bånd i mørke farver, der viste, at vedkommende bar sorg. Farverne på tilbehøret markerede ofte den fase af sørgetiden, den efterladte befandt sig i; enkerne var dog traditionelt tilhyllet i sort. På Samsø var det indtil 1800-t.s midte skik, at enkerne bar et løst, sort sørgeskørt; det blev lagt på hovedet, således at livet på skørtet blev snøret sammen om ansigtet, så der kun var et lille hul at se ud af. Enken måtte derfor ledsages til kirke, hvor hun ofte anvistes en særlig plads. Blandt hollændernes efterkommere på Amager bar sørgende kvinder indtil samme tidsrum jøb, dvs. et skørt, de slog over hovedet, således at dets blå bagside med røde bånd blev synlig.

I de fleste sociale lag var det i årtierne omkring år 1900 almindelig brugt for mændenes vedkommende at møde til begravelse iført mørkt eller sort tøj, sørgebind og høj hat.

Hvornår sørgedragten, og dermed det synlige udtryk for sorg, forsvandt fra gadebilledet, er vanskeligt at angive præcist. I et indlæg i avisen Politiken argumenterede forfatteren Emma Gad i 1917 for afskaffelse af sørgetøj. Hun mente, at sørgedragten var udtryk for hykleri, idet den ikke nødvendigvis viste de virkelige følelser. Hun fandt også skikken upraktisk, uklædelig og for dyr og opfordrede unge mennesker til at bryde med den. Som altid, når der er tale om rodfæstede skikkes forandringer og ophør, skete det samfundsmæssigt set over længere tid. I byerne forsvandt sørgetøjet for alvor i tiden mellem de to verdenskrige; i København fandtes mindst ét sørgemagasin endnu i 1958. Samme udvikling kan iagttages i det øvrige Nordeuropa, mens skikkene holdt sig længere i det katolske Central- og Sydeuropa, hvor de nogle steder stadigvæk er levende.

Endnu hen ved midten af 1900-t. var det i det danske gadebillede almindeligt, at omverdenen viste sin respekt for et begravelsesfølge eller for bilkortegen efter en rustvogn ved at stoppe op et øjeblik og for mændenes vedkommende tage hatten af. Også denne skik levede længst i mindre provinsbyer.

I det socialt udjævnede Danmark er skikke i forbindelse med sorg og begravelse blevet stadig færre i løbet af 1900-t.s anden halvdel. I 1970'erne og 1980'erne kunne man fx møde til begravelse iklædt tøj i alle slags farver, men tendenser til en tilbagevenden til skikken med mørkt tøj kunne spores i 1990'erne, ligesom flagning med Dannebrog på halv stang stadig er en forholdsvis udbredt privat skik, se flag (flagning). Se også begravelse og kirkegård.

I andre kulturer end den kristne kan sorg markeres på talrige synlige måder. I påklædningen anvendes den hvide farve i Nepal, hvidt sørgeslør i nogle muslimske lande og i øvrigt den blå og sorte farve, som det kendes fra Vesten. Sørgetiden kan også vises, ved at de sørgende lader skæg og hår vokse eller lader sig kronrage. Blandt mere ekstreme skikke forekommer det i Ny Guineas højland, at en kvinde får hugget et fingerled af, hver gang hun mister en slægtning; det kan tolkes som et synligt udtryk for den amputation, det er, når familiemedlemmer dør. Hos mekeo-folket i Papua Ny Guinea lever enkemænd isoleret fra resten af landsbyen, indtil de evt. gifter sig igen, ligesom de holder en streng diæt. Længden af sørgetiden varierer fra kultur til kultur og fra egn til egn; mange steder har det været skik at sørge så længe, som det tager et lig at gå i forrådnelse.