ideologier i 1900-tallet

Selve ordet ideologi dukker første gang op hos den franske filosof Antoine Destutt de Tracy. I forlængelse af Étienne de Condillac grundlagde han med værket Les éléments de idéologie, 1-4 (1801-1815) en videnskab om idéernes tilblivelse via erfaring og sansning. Som oplysnings- og revolutionsmenneske opfangede Destutt de Tracy i sin tænkning træk af de store omvæltninger, der satte ind i Europa i 1700-tallet og konsoliderede sig i 1800-tallet med virkninger ind i 1900-tallet:

1) Den demografiske omvæltning i takt med befolkningstilvæksten, der var begunstiget af forbedrede levevilkår med færre eksempler på misvækst og epidemier.

2) Den økonomiske omvæltning, der fulgte med forbedringen af landbrugets produktionsmetoder og med den begyndende industrialisering.

3) Den intellektuelle omvæltning, der var knyttet til oplysningsfilosoffernes opgør med religiøse dogmer og åndelige fordomme (eksempelvis i Diderot og d'Alemberts Encyclopédie fra 1751-1772).

4) Den politiske, militære og administrative omvæltning. Med Den Franske Revolution stillede tredje stand krav om stemmeret og om forfatninger og nye institutioner. Napoleons folkehære og lovgivningsarbejdet omkring Code civil (1804) bidrog yderligere til opkomsten af de nye national-folkelige stater. Perioden var et laboratorium for nye politiske former og samtidig en forsmag på ideologiernes indbyggede opportunisme. Snart byggede de franske revolutionære på menneskerettighedserklæringen fra 1789, snart suspenderede de den, da Robespierres jakobinere indførte deres terrorregimente. Opdelingen af det politiske spektrum i højre og venstre stammer fra de revolutionære gruppers placering i den franske nationalforsamling.

Det er i den efterfølgende periode, at store befolkningsgrupper begyndte at agere som folk og frigøre sig fra deres hidtidige status som stands- og stavnsbundne undersåtter. Byerne voksede sig store med tilflytningen fra landzonerne og med udviklingen af handel og industri. Storbyerne blev arnesteder for nye ideologier, der forgrenede sig med nye samfærdselsveje. Suveræniteten overførtes til folket.

Der opstod nye styreformer, hvis målsætninger udformedes af nye typer intellektuelle. Ideologien blev en hverdagsfornuft, der knyttede folkemasser og eliter sammen i nye fællesskaber af gensidig forståelse. Snart aflejredes den i de moderne myter om varemarkedet, klassen, fremskridtet, nationen, velfærdsstaten, "den stærke mand". Hver af disse omvæltninger var flettet ind i hinanden som hinandens forudsætninger og virkninger og udkrystalliserede en række fikspunkter, som al tale om ideologi må forholde sig til.

Ordet ideologi refererer derfor ikke blot til et sæt af mere eller mindre sammenhængende idéer, men også til de nye folkelige masser, de intellektuelle eliter og de fællesskaber for produktion og fordeling af goder, tjenesteydelser og viden, der hele tiden har behov for opbakning bag de mål og midler, de begrundes ved. Uden disse samlede træk ville ideologien aldrig være blevet en virkelighedskonstruktion. Ideologierne tager over med moderniseringen af de førmoderne europæiske samfund. De lever og overlever i den udstrækning, de er i stand til at erstatte religionens verdensforklaring og formidle de modsætninger, der i kølvandet på det lange opbrud fra traditioner og vaner skød frem som social uro internt i de enkelte national-folkelige stater og som krige mellem disse stater.

Det er Karl Marx og Friedrich Engels, der forbandt ordet ideologi med industrisamfundets klassekonflikter. I Den tyske ideologi (1846) skrev de to, at deres teori ikke tog udgangspunkt i, hvad menneskene skriver og forestiller sig om sig selv, men i deres livs materielle vilkår. Når den borgerlige klasse plæderede for frihed og lighed, var det angiveligt ikke udtryk for disse værdiers universelle status. Det var et dække, en ideologisk omskrivning af den måde, hvorpå kapitalismen sikrede en udbytning af arbejderklassen og samtidig en frisættelse af borgerskabet. Ideologien tjente til at hindre den udbyttede klasse i at opnå indsigt i de virkelige produktionsforhold ved at fastholde den i en falsk bevidsthed og dermed i et borgerligt herredømme, der opfattede sig selv som uforanderligt.

Ordet ideologi viser i dag bredt hen til den moderne og fortrinsvis vestlige verdens store -ismer: socialisme, kommunisme, nationalisme, amerikanisme, liberalisme, imperialisme, fascisme, nazisme, kulturradikalisme, der hver især med varierende gennemslagskraft foregiver at levere fuldgyldig indsigt i fortid og nutid samt ligeså fuldgyldige normer for en bedre indretning af fremtiden.

Som sådanne orienteringspunkter er disse ideologier andet og mere end blot tomme hylstre. De gør indhug i virkeligheden, når de sætter hverdagen og historien på plads i overskuelige mønstre af sandt og falsk, af godt og ondt, af skønt og hæsligt, af nyttigt og unyttigt, af trygt og truende, af biologisk rent og urent, af ven og fjende.

En ideologi profilerer samfundsgruppers eller staters måde at tænke på og anviser dem meningsgivende mål for deres handlinger, uanset om virkeliggørelsen af disse mål skulle være forbundet med mere hårdhændede metoder. Tankegangen kommer til udtryk i talemåderne "målet helliger midlet", og at noget må ofres "i en større sags tjeneste", fx materielle goder, fordi sagen kræver afsavn, eller fx mennesker, hvis holdning, race eller adfærd står i vejen, og som derfor må afsondres og "udrenses", hvis de da ikke fysisk udslettes.

Uanset deres placering til venstre eller til højre vil ideologierne altid blive til i den moderne verdens konflikter mellem de privilegerede og de underprivilegerede, mellem forandring og tradition. Ideologierne skaber et ståsted midt i disse konflikter.

De er med til at lette vor erindring og forstærke vor forventning, når de prioriterer bestemte meninger, hændelser og personer og gør dem efterlignelsesværdige, og de virker hæmmende eller misvisende, når andre meninger, hændelser og personer mister status, fortegnes eller helt glemmes. De besidder en hensigtsmæssighed, når de i en verden under hastig forandring og med mange brudflader appellerer til samling og fællesskab.

Baggrunden herfor er, at deres særlige sæt af analyser og normer ikke bare postulerer at være sande og almengyldige, men også er i stand til at overbevise om, at de er sande og universelle. De skaber konsensus. Men denne hensigtsmæssighed følges samtidig af en uhensigtsmæssighed, for så vidt ideologierne udløser ikke altid tilsigtede eller tilstrækkeligt forudsete konsekvenser.

Når talen er om 1900-tallets ideologier, rettes opmærksomheden hurtigt mod kommunismen, fascismen og nazismen. I realpolitisk forstand har disse tre ideologier rødder i 1. Verdenskrig. Krigen forstærkede de sociale og politiske modsætninger i de enkelte krigsførende stater, således at de eliter, der fik landene ind i krigen, ikke var de samme, der genopbyggede dem efterfølgende. Dette var tydeligt i Rusland, Italien og Tyskland, der blev kerneområder for hver deres ideologi.

Ordet socialisme opstod i begyndelsen af 1800-tallet i opposition til liberalismens individualisme; centralt placeret er en samfundsmodel, der bygger på fælles ejendomsret til produktionsmidlerne. Med Marx' og Engels' historiske materialisme fik socialismen et filosofisk og videnskabeligt indhold, der snart gjorde marxismen til arbejderbevægelsens første samlende ideologi.

Den ideologiske strid internt i Første Internationale mellem anarkisterne omkring Mikhail Bakunin, tilhængere af Giuseppe Mazzini og Marx-fløjen faldt ud til den sidstes fordel. Holdningen til den parisiske kommunardopstand i 1871 (Pariserkommunen) blev afgørende. Mazzinis religiøst farvede nationalisme tabte terræn, og anarkismens visioner om selvstyrende enheder måtte vige for den større målrettethed, som et centralt styret parti og proletariatets diktatur kunne give.

Det var Engels og først og fremmest Karl Kautsky, det tyske socialdemokrati SPD's ledende intellektuelle, der forstod at omforme Marx' vanskelige analyser af arbejdsværditeorien og af loven om profitratens tendentielle fald til bredt appellerende forestillinger om kapitalismens snarlige sammenbrud og arbejderklassens historiske mission.

De videnskabelige teoriers ideologisering skabte overhovedet betingelserne for opbygningen af identitetsskabende arbejderorganisationer fra fagforeninger til partier med deres sympatisører, medlemmer og ledere. Hvad der med denne operation gik tabt af teoriens abstrakte skarphed og rene hypotesedannelse, vandt i gennemslagskraft og ny politisk vilje.

Dermed styrkede SPD sin prestige blandt de andre europæiske arbejderpartier i det, der nu var blevet Anden Internationale. I Danmark stod det med C.E. Jensens og Frederik Borgbjergs bogværk Socialdemokratiets Aarhundrede (1904) klart for enhver, hvilken klasse der skulle bære 1900-tallet frem.

I sit politiske testamente, et forord skrevet i 1895 til en genudgivelse af Marx' skrift om Klassekampene i Frankrig, slog Engels til lyd for, at arbejderbevægelsen skulle nedtone den voldelige vej til magten. Den havde udspillet sine muligheder med kommunardopstanden i Paris og det militære opbud, den borgerlige stat mobiliserede i nedkæmpelsen af opstanden. I stedet foreslog Engels, at de socialdemokratiske partier fulgte det parlamentariske demokratis vej, da arbejderklassens store flertal alligevel via stemmeretten ville kunne opnå den samme afgørende indflydelse på samfundsudviklingen.

Eduard Bernstein gjorde i Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie (1899) op med den økonomiske determinisme i marxismen og lancerede i stedet en mere etisk orienteret socialistisk teori om, at kapitalismens værste sider kunne modvirkes igennem et reformarbejde.

Værket fik en helt central placering i den såkaldte revisionismedebat omkring 1900, der førte til en deling af den internationale arbejderbevægelse i reformister og revolutionære, og som engagerede intellektuelle opinionsdannere som den liberale Benedetto Croce i Italien.

I Frankrig gik Georges Sorel ind i debatten om det, der allerede dengang blev kaldt marxismens krise. I bogen Réflections sur la violence (1908, Tanker om volden) understregede Sorel betydningen af, at de sociale massebevægelser producerer egne myter, der kan mobilisere masserne. Anarkosyndikalismen gjorde i forlængelse heraf fagforeningen og generalstrejken til kampmiddel.

SPD's tilpasning til det parlamentariske system og senere opbakning til den tyske krigsindsats i 1914 førte til dannelsen af en venstrefløj i Internationalen, der fastholdt en revolutionær internationalisme.

På konferencer i det neutrale Schweiz slog Vladimir Iljitj Lenin til lyd for nødvendigheden af at vende krigen til en revolutionær borgerkrig. Den eksilerede Lenin havde allerede i bogen Hvad bør der gøres? (1902) udkastet grundtrækkene til en ny type avantgardeparti, der skulle ledes af professionelt skolede revolutionære efter et princip om demokratisk centralisme.

Med denne ballast udviklede han en ny ideologisk kultur i det russiske socialdemokrati og gjorde sig snart til leder af partiets flertalsfløj af såkaldte bolsjevikker, der polemiserede mod partiets mensjevikkiske mindretal på spørgsmålene om holdningen til en borgerlig revolution og om hastigheden, hvormed den skulle gå over i en socialistisk revolution under proletariatets herredømme.

I Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1916) argumenterede Lenin for, at kapitalismen havde udtømt sine videre ekspansionsmuligheder på det globale plan. Lenin var deterministisk i sin økonomiske analyse; men han var voluntaristisk i sin politiske teori. Det var alene det målbevidste parti, der ville kunne omsætte teoriens forudsigelser i ideologiske handlingsmotiver og dermed udnytte de svagheder, som zarismen blotlagde under de imperialistiske magters krig.

Bolsjevikkerne fik tilslutning blandt de store byers arbejdere og soldaterne. Da den moderate socialist Aleksandr Kerenskij væltede kejserdømmet i februar 1917, var destabiliseringen af det russiske samfund så dyb, at den hjemvendte Lenin, nu støttet af Lev Trotskij, følte sig tilstrækkelig rustet til at gennemføre sin magterobring under Oktoberrevolutionen (den 7. november 1917).

Bolsjevikkerne gennemførte, hvad Trotskij i forlængelse af Marx' og Engels' Det Kommunistiske Manifest (1848) kaldte den permanente revolution. Sammen med paroler om arbejder- og bonderåd (sovjetter) og om statens bortdøen, som Lenin lancerede i pamfletten Staten og revolutionen (1917), blev den permanente revolution en vigtig ideologisk drivkraft bag den hastige overgang til den socialistiske revolution.

Det blev imidlertid partiet (fra 1918 Det Russiske Kommunistiske Parti) og snart også staten snarere end sovjetterne, der blev de reelle omdrejningspunkter for revolutionen. I 1919 blev Lenins parti krumtappen i en ny Tredje Internationale med hovedsæde i Moskva. Ved at stille et krav om eksklusion af de gamle partiers reformistiske fløj bidrog den nye Internationales optagelsesbetingelser til en sprængning af disse. Således opstod de nationale kommunistpartier i Europa.

Leninismens teorier om imperialisme, parti og revolution blev snart Kominterns officielle ideologi. Komintern plæderede fra og med sin tredje kongres i 1921 for en enhedsfront. Der blev lagt op til et aktionsfællesskab med de ikke-kommunistiske, men socialistisk orienterede fag- og partiorganisationer i de lande i Vest- og Sydeuropa, hvor det ikke var lykkedes at gøre, hvad der var blevet gennemført i Rusland. Udtrykt med de militære metaforer, som ofte brugtes af arbejderbevægelsen, så gik man fra angrebs- til stillingskrig, hvad den sociale konfrontation angik.

I Rusland selv fulgte en periode, hvor landbrugssektoren blev liberaliseret under en ny økonomisk politik (NEP). Imidlertid blev denne økonomiske pluralisme ikke fulgt op af en politisk. Allerede under Lenin var der stærke tendenser til, at partiet, nu hvor det parlamentariske princip for flere partier var forladt, blev ét med statsapparatet. Dermed fik det adgang til det voldsmonopol, som dette apparat besad i kraft af kontrollen med de militære, politimæssige og bureaukratiske resurser. Det skulle forstærke de i forvejen stærke voldselementer, der lå i den revolutionære tradition helt tilbage fra den franske jakobinisme.

Fra at være målrettet mod magterobringen anvendtes volden nu til at bevare den erobrede magt med alle midler. Den officielle ideologi om arbejder- og bonderevolutionen, gennemført af partiet og med historien i ryggen, fungerede som en legitimation af den ændrede voldsanvendelse.

Under Josef Stalin, generalsekretær for Kommunistpartiet fra 1924, bortfaldt skellet mellem Sovjetunionens indre og ydre fjender, hvad der blev fremskyndet af, at Stalin havde haft held til at marginalisere Trotskij. Trotskisternes idé om den permanente revolution indadtil såvel som i et internationalt perspektiv måtte vige til fordel for en idé om revolutionen i ét land alene, da den i sin yderste konsekvens rokkede ved det relativt tilbagestående Sovjetunionens centrale rolle.

Marxismen-leninismen fik under Stalin et stærkt nationalistisk præg; mens trotskisme blev et skældsord, anvendt til at bortlede opmærksomheden fra den kritik, som Trotskij havde rejst mod bureaukratiseringen og en forfejlet økonomisk politik. Stempling af politiske modstandere var integreret i den sovjetiske statsideologi.

Fjendebilledet var udviklet i en sådan grad, at socialismens opbygning via femårsplanernes forcerede industrialisering blev forlenet med et terrorregimentes kendetegn: hemmeligt politi (senere KGB), arbejdslejre (GULag), udrensninger, skueprocesser, summarisk rettergang og massehenrettelser. De fleste af Oktoberrevolutionens førende skikkelser måtte lade livet.

Benito Mussolini indledte en politisk og journalistisk karriere i det socialistiske PSI, men brød med partidisciplinen og blev ekskluderet, da han i 1914 agiterede for Italiens indtræden i 1. Verdenskrig. Argumentet var nationalistisk, om end ikke uden træk af den anarkosyndikalistiske fortid i det gamle parti, og det blev begrundet i et ønske om at fuldende Italiens samling, bl.a. ved at vriste Sydtyrol fra Østrig-Ungarn.

Mussolini forstod avismediets propagandistiske betydning, da han i sin egen avis, Il Popolo d'Italia, heroiserede sin indsats ved fronten. Krigen skulle da også levere symboler til den fascistiske bevægelse, Mussolini tog initiativet til med dannelsen i 1919 af den første fascio di combattimento, dvs. kampenhed; et af disse symboler var den sorte skjorte, som den italienske hærs eliteenheder bar. Myten om den "lemlæstede sejr" fik stor gennemslagskraft.

Man mente, at Italien var blevet frataget sejrens frugter ved fredsforhandlingerne i Versailles. Fascisterne udviklede et nyt ideologisk sprog med oprettelsen af mindre kampenheder af sortskjorter, der rettede deres vold mod nøje udvalgte enkeltpersoner, partikontorer og avisredaktioner med tilknytning til oppositionen.

Med dannelsen af nye sociale og intellektuelle hierarkier og eliter sikrede fascismen en mobilitet for det småborgerskab og de mellemlag, der var kommet i klemme eller var vokset frem under den seneste industrielle revolution.

Kort efter Marchen mod Rom i oktober 1922 (senere én af fascismens grundlæggelsesmyter) dannede Mussolini, il Duce, sin første regering, en samlingsregering af fascistiske og ikke-fascistiske partier. Efter Matteotti-krisen (Giacomo Matteotti) blev fascismen i 1925-1926 et egentligt regime.

Oppositionspartierne var opløst og deres ledere enten fængslet, deporteret til fangeøer eller eksileret. Den sidste rest af et liberalt parlamentarisk system var væk. De socialistiske fagforeninger erstattedes af de fascistiske korporationer. Med la Carta del Lavoro (1927, Arbejdets charter) blev arbejdsmarkedets forhold disciplineret og rettet ind efter regimets mål: strejker blev forbudt. Det gamle klassesynspunkt måtte vige for nationens interesser. Korporatismen, et ideologisk underelement i fascismen, lagde i sin yderste konsekvens op til en organisering af arbejdsgivere og arbejdstagere i én og samme korporation.

Allerede i 1921 blev det fascistiske parti, PNF, dannet. I 1923 sluttede nationalisterne sig til, hvilket tilførte fascismen idéer om Italien som en proletarnation, der over for de rige nationer (Storbritannien og Frankrig) mente at have særlige rettigheder til erobringer.

I kombination med den fornyede interesse for myten om det antikke Roms storhed fik Mussolini, som en moderne Cæsar, et ideologisk grundlag for sit imperiale projekt. Dette motiverede et italiensk engagement i Abessinien og Spanien i midten af 1930'erne. Men det førte også til indgåelsen af Stålpagten med Hitlers Tyskland i 1939, der førte Italien med ind i næste storkrig.

Nationalismen tilførte imidlertid også fascismen en konservativ juridisk kultur i skikkelse af Alfredo Rocco. Denne skulle få stor betydning for opbygningen af det fascistiske diktatur og den gradvise undergravning af de retsstatsprincipper, der, om end i begrænset omfang, var nedfældet i landets liberale forfatning fra 1848, og som landets konge og fortsatte statsoverhoved under fascismen var den formelle garant for.

Fascismen nationaliserede masserne og gjorde arbejdsliv og fritid til et statsligt anliggende (fx med fyraftensforeningen il Dopolavoro). Ved at sikre sig opbakning fra filosoffen Giovanni Gentile fik regimet en betydelig indflydelse på kulturens og universiteternes verden. Gentile lancerede idéen om den etiske opdragerstat.

Den fascistiske doktrins påfaldende blindhed over for egne militære, økonomiske og intellektuelle mangler skulle få fatale følger for Italien og regimet. Mussolini blev afsat af kong Vittorio Emanuele 3. og det fascistiske Storråd i 1943.

Men med støtte fra Tyskland fik han stillet sig i spidsen for den såkaldte Salò-republik i Norditalien. Frem til april 1945 var der borgerkrig i Italien; den tog til, efterhånden som de allierede satte ind sydfra i landet, og en stor kommunistisk domineret modstandsbevægelse begyndte at operere i de fascistisk og tysk kontrollerede områder i Norditalien.

Fascismen og nazismen var ikke først og fremmest et bolværk mod truslerne fra Den Russiske Revolution, og historisk kan de ikke defineres alene ved at være en reaktion. De havde deres eget ideologiske program for et nyt Italien og Tyskland.

De fik først vind i sejlene, efter at "den røde bølge" var toppet med fabriksbesættelserne og rådsbevægelserne 1918-1920. Deres bandeterror og hele den repressive lovgivning i regimefasen ramte derimod bredt den demokratiske rettighedskultur.

Kampen mod bolsjevikkerne var da heller ikke dikteret af et forsvar for demokratiet. Tværtimod var de i deres kamp motiveret af at ødelægge demokratiet og ikke mindst de muligheder for en udvidelse, der mentes at ville give de nationale kommunistpartier de bedste ekspansionsbetingelser.

Demokratiet ansås for at være de svages styreform og havde derfor udspillet sin rolle i verdenshistorien. Nogle forskere ser skellet mellem fascismen og nazismen som et skel mellem latinsk vitalisme og teutonisk dødsdrift. Der er givet forskelle, men de ideologiske overensstemmelser er flere og tungtvejende, for så vidt angår ideologiens forskellige komponenter: de racistiske og antidemokratiske idéer, den intellektuelle oprustning, de stærke ledere, de oceaniske masser, de centralistiske og hierarkisk opbyggede institutioner, den systematiske vold.

Mussolinis fascisme har på mange måder udgjort et stort erfaringsmateriale for Adolf Hitlers bevægelse, der fulgte en længere modningsperiode sammenlignet med den italienske. Da magten først var erobret i 1933, implementerede det nazistiske regime til gengæld sit ideologiske indhold med så megen større konsekvens og intensitet. Hitler havde ikke det samme hensyn at tage til et monarki, ej heller til en mægtig katolsk kirke, som Mussolini havde måttet indgå et konkordat med i 1929.

I Tyskland var kejserdømmet faldet med kejser Vilhelm 2.s abdikation som det umiddelbare resultat af krigsnederlaget i 1918. Allerede året efter, i 1919, fik landet en ny republikansk forfatning.

En række opstande, inspireret af den russiske Oktoberrevolution, var allerede slået fejl, og Spartakusforbundets to ledere, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, var samme år blevet myrdet af en gruppe højreorienterede officerer.

I bogen Parlament und Regierung im neugeordneten Deutschland (1919) krævede sociologen Max Weber, at SPD påtog sig et regeringsansvar og gav køb på partiprogrammets mere langsigtede socialistiske mål.

Socialdemokraten Friedrich Ebert blev den såkaldte Weimarrepubliks første præsident.

Perioden blev præget af den permanente konflikt mellem socialdemokrater og kommunisterne i KPD, der ved at gøre brug af Kominterns nye strategi for enhedsfront forsøgte at få indflydelse.

Den største trussel skulle imidlertid vise sig at komme fra institutionerne selv og fra de højregrupper, der var opstået, i begyndelsen dog uden det store gennembrud.

Hitlers mislykkede Ølstuekup i München i 1923 var symptomatisk.

Men dolkestødslegenden med baggrund i de hårde tilbagebetalingskrav, som Versailles-traktaten påtvang Tyskland, skulle i kombination med hyperinflationen 1923-1924 og med verdenskrisen i 1929 levere de bedste betingelser for den nazistiske bevægelses vækst.

Det Tyske Nationalsocialistiske Arbejderparti (NSDAP) blev grundlagt i München i 1920. Partiets overordnede forestillinger om det tyske herrefolks biologiske ret til et storgermansk Lebensraum fik sin første samlende fortælling i Hitlers Mein Kampf, skrevet da forfatteren sad fængslet efter det fejlslagne kup i 1923. I lighed med de fascistiske indsatsgrupper i Italien havde NSDAP sine egne stormtropper, SA (Sturmabteilungen).

Efter et kortvarigt forbud fik partiet et første gennembrud ved rigsdagsvalgene i 1930 og 1932. Succesen fik præsidenten, den aldrende Hindenburg, til at udpege Adolf Hitler til ny kansler i 1933.

Samme år brændte rigsdagsbygningen i Berlin. Hitler brugte denne begivenhed til at erklære Tyskland i undtagelsestilstand, hvad den berygtede §48 i Weimarforfatningen åbnede mulighed for.

Det, der af forfatningens fædre var ment som en undtagelse i et demokrati, blev snart et permanent påskud for et totalitært diktatur. Tyskland blev en førerstat for den vilkårlige magtudøvelse (en Massnahmenstaat, dvs. en foranstaltningsstat), der satte den tyske retsstat ud af kraft.

Retsfilosofisk blev dette nye grundlag legitimeret af Carl Schmitt ud fra en teori om, at alene den, der ustraffet kan erklære og opretholde en undtagelsestilstand med dertil hørende nødlove, besidder suverænitet. Afgørende var det imidlertid også, at befolkningen, stiltiende eller mere højlydt, gav deres samtykke til denne nødretstilstand.

NSDAP var eneste tilladte parti; på samme måde som i Sovjetunionen voksede det efterhånden sammen med staten. Som propagandaapparat iscenesatte det den folkelige konsensus på de store partidage i Nürnberg.

Med Joseph Goebbels som propagandaminister mestrede regimet alle de moderne kommunikationsmidler. Leni Riefenstahls film Triumph des Willens (1934) og Olympia (1938) markerede et højdepunkt i århundredets betoning af menneskekroppen som ideologisk kampplads.

De gamle, frie fagforeninger blev opløst, og deres medlemmer blev fra 1933 organiseret i det regeringsstyrede Deutsche Arbeitsfront. Den egentlige repressive funktion blev overladt til det hemmelige politi, Gestapo, og til SS (Schutzstaffel), hvis øverste chef var Heinrich Himmler.

Fra at have været et beskyttelseskorps for NSDAP's ledere, da det blev oprettet i 1925, blev SS et afgørende terrorredskab i den nazistiske foranstaltningsstat. Det vidtforgrenede net af koncentrationslejre var en sådan foranstaltning.

Flere af disse blev med Wannseekonferencen i 1942 omdannet til udryddelseslejre, hvis mål det var at fuldføre Endlösung, den endegyldige udslettelse af Europas jøder, der var forberedt med de antisemitiske love fra 1936 (fulgt op i Italien i 1938). Det kostede anslået 6 mio. jøder livet. Nazismen og fascismen gjorde med deres racepolitik biologien til et ideologisk kriterium.

I Danmark afspejledes de internationale ideologiske tendenser, og det danske miljø bar præg af at befinde sig i deres periferi med de blandingsformer, det gav mulighed for. Socialdemokratiet dannede regering for første gang i 1924.

Samarbejdet med Det Radikale Venstre skulle sikre en reformduelig alliance mellem arbejderklassen og dele af mellemlagene. Denne pragmatiske linje fik Socialdemokratiets førende intellektuelle, Hartvig Frisch, til at afvise ekstremismen på begge yderfløje i bogen Pest over Europa (1933).

Den Spanske Borgerkrig skulle dog også i Danmark snart trække den ideologiske konfrontation skarpt op ikke mindst for de mange frivillige, der meldte sig under de republikanske faner. Det, der senere er blevet kaldt kulturradikalismen, var derimod mere imødekommende, ikke bare over for marxismen, men også over for Sovjetunionen, som man så som den mest konsekvente forbundsfælle i kampen mod nazismen.

Mange velmenende intellektuelle kom med eller mod deres vilje til at præge den offentlige debat med holdninger, der kunne udlægges som værende i tråd med sovjetisk ideologi.

Fascinationen gjorde blind over for det forhold, at Stalin ikke var den bedste forsvarer af demokratiets værdier. Salonkommunisme blev et skældsord, der gjorde det så meget desto lettere at miskreditere de kulturradikales nye normer for arkitektur, kunst og et friere samliv, selvom disse havde rødder i den hjemlige radikale tradition fra Georg Brandes og Viggo Hørup.

Bevægelsen henvendte sig først og fremmest til mellemlagene og dele af borgerskabet i et forsøg på at vriste disse kredse løs af den autoritære model, som de tilsvarende kredse i stigende grad bakkede op om ude i Europa. Imidlertid kom det til et brud mellem de partiløse kulturradikale og de, der orienterede sig mod et mere ortodokst DKP; blandt de sidste var forfatteren Hans Scherfig, der underordnede sig troen på Sovjet, hvad han demonstrerede i sin debutbog Hvad lærer vi i skolen? (1933).

På højrefløjen udviklede der sig et bredt spektrum af antidemokratiske og populistiske bevægelser fra dele af Det Konservative Folkeparti over forskellige grupper af konservative til et egentligt nazistisk parti (Frits Clausens DNSAP), der var villige til at sætte demokratiet og parlamentarismen over styr og indplacere Danmark i det nye Europa. Racehygiejniske teorier (eugenik) vandt indpas langt ind i den socialdemokratiske velfærdspolitik.

Samarbejdspolitikken (også kaldet forhandlingspolitikken) med den tyske besættelsesmagt fra og med den 9. april 1940 forenede få måneder senere store dele af de nationale og erhvervsmæssige kræfter. Selvom Højgaardkredsens forslag om at suspendere det parlamentariske demokrati blev afvist, havde regeringen ingen betænkeligheder ved at internere danske statsborgere, efter at den var blevet presset til at slutte op om Hitlers Antikominternpagt.

Andre blev opfordret til at melde sig til felttoget mod bolsjevismen og slutte op om Frikorps Danmark. Med samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943, modstandsbevægelsen og de danske jøders redning indtraf et antifascistisk vendepunkt.

Nye kræfter i Dansk Samling og DKP måtte imidlertid se deres indflydelse svækket, da det ideologiske tyngdepunkt atter blev flyttet efter 1945.

Aksemagternes nederlag i 1945 var et nederlag for nazisme, fascisme og japansk militarisme. I den udstrækning de nye globale styrkeforhold afskar Sovjetunionen fra afgørende indflydelse i Vesten, kunne man hævde, at marxismen-leninismen ligeledes havde lidt et definitivt nederlag dér.

Josef Stalin havde allerede i 1943 som et led i aftalerne med sine allierede opløst Komintern. Ved Jaltakonferencen i februar 1945 med deltagelse af Stalin, Winston S. Churchill og Franklin D. Roosevelt tog den kolde krigs opdeling af Europa og meget af den øvrige verden form.

Fra slutningen af 1940'erne udviklede der sig et kompliceret internationalt politisk spil af ideologisk oprustning og gensidig afskrækkelse under trusler om atomkrig, men også med elementer af afspænding og fredelig sameksistens. Mange i Vesten hævdede, at de antidemokratiske ideologier nu havde udspillet deres rolle.

I Danmark slog kredsen af forfattere omkring tidsskriftet Heretica til lyd for denne opfattelse. Oven på den lange europæiske borgerkrig var besindelsens tid inde. Europa eller rettere Vesteuropa tilhørte nu den fri verden, dvs. en verden fri af ideologier med USA og Atlantpagten som garanter for denne frihed.

Spørgsmålet er imidlertid, om Vestens egne identitetsformer dermed ophørte med at have træk af ideologiens virkelighedskonstruktion. Ganske vist var det lykkedes en politisk set liberaldemokratisk og økonomisk set markedsorienteret styreform at besejre de fascistiske og kommunistiske eksperimenter i deres reneste form — i hvert fald på eget territorium.

Men samme styreform havde fostret de nævnte regimer i kølvandet på 1. Verdenskrig, fordi den endnu ikke havde udviklet et alternativ, der var stærkt nok eller besad vilje til at forhindre dem. De spæde demokratier i Tyskland og Italien brød sammen. I kejserens Rusland havde de demokratiske erfaringer endnu været beskedne, kulturelt splittet som landet var mellem slavisme og vestlig kulturpåvirkning.

Havde Vesten da overvundet den blindhed, der i sin tid nærede udviklingen af autoritære regimer, og som synes at være et træk ved ideologierne som kombinationer af folkelig bevægelse, politisk strategi, intellektuel verdensanskuelse, voldsanvendelse og masseorganisation?

Den nye verdensorden efter 1945 var kendetegnet af to forhold, som gør, at man kan tale om ideologi, ikke bare med reference til de fortsat eksisterende kommunistiske statsideologier i Øst, men også om Vestens egne identitetsformer:

1) Jerntæppet, der blev tematiseret i Churchills berømte Fulton-tale i 1946. Året efter kom den amerikanske præsident Harry Truman med sin doktrin til inddæmning af den internationale kommunisme, der skabte uro ved snart at sætte sig på hele Østeuropa og ekspandere voldsomt i fx Kina og Sydøstasien.

2) Det ændrede styrkeforhold internt i den vestlige verden mellem USA og Europa, hvis gamle magter nu endegyldigt afviklede deres respektive imperier og måtte tilpasse sig den nye supermagt. I stedet byggede amerikanerne en helt ny type imperium op, der satsede på frihandel og den amerikanske models overbevisende kraft. Hvor man følte sig truet af kommunismen, blev militærmagt sat ind, fx i Vietnam. I de vesteuropæiske lande og i lande som Chile var der eksempler på en mere uortodoks krigsførelse i kampen mod formodet kommunistisk aktivitet. USA har flere træk tilfælles med det gamle Europa; men fordi USA er et "ungt" land, opviser den amerikanske model en række træk, der er så meget tydeligere: masseindividualismen, privatkapitalismens forrang, civilsamfundets høje grad af selvorganisering, fordismens og taylorismens disciplinering af arbejdsprocessen, massekulturen. Det er en model, der i sin oprindelsesmyte hylder Uafhængighedserklæringens frihedsrettigheder fra 1776. Samtidig har den sorte befolkning dog måttet se sig ekskluderet fra disse rettigheder først som slaver og siden som andenrangs borgere, mens de oprindelige folk blev udsat for en systematisk udryddelse under frontier-perioden.

Den amerikanske kultur både skræmte og fascinerede europæerne. Endnu i 1964 skelnede den italienske kulturteoretiker Umberto Eco (i Integrati e apocalittici) mellem to fløje: de, der bifaldt udjævningen af de kulturelle forskelle, og apokalyptikerne, der alene så en kulturel forfladigelse.

Det amerikanske engagement i begge verdenskrige demonstrerede imidlertid et stort potentiale, som hurtigt skulle bringe Europa i gæld til USA på såvel det økonomiske som det politiske, militære og kulturelle plan. Henry Fords indførelse af samlebåndet i bilproduktionen blev taget op i Europa.

De fascistiske regimer fulgte trop, om end de i deres moderniseringsbestræbelser ikke var dikteret så meget af individualisme og liberalisme som af den korporative stats principper. Også Lenin viede fordismen stor interesse, men understregede, at kun socialismens fælleseje kunne indfri utopien i fordismen og sikre en tilstrækkelig opbakning fra arbejderside til den disciplinering og nedslidning, som de nye arbejdsmetoder udsatte arbejdskraften for.

Ved 2. Verdenskrigs afslutning stod USA og dets vestlige partnere i det ideologiske dilemma at have deltaget i en antifascistisk alliance sammen med Sovjetunionen, dvs. med en stat, hvis værdigrundlag kolliderede med Vestens.

Den antifascisme, der kortvarigt havde blåstemplet Sovjet i de vestlige lande, blev med sovjetiseringen af Østeuropa og Jerntæppet hurtigt udskiftet med en antikommunisme. Målet var på ny at delegitimere kommunismen.

Men kampagnen gjaldt også de nationale varianter af kommunismen i de enkelte vesteuropæiske lande. Det afgørende argument mod disse sidste kommunistpartier var, at deres antifascisme og kamp for det parlamentariske demokrati blot var et dække over en strategi, der blev dikteret fra Moskva, og som havde det ene formål at indføre et folkedemokrati, lig det østeuropæiske.

Den skærpede antikommunisme forhindrede på forhånd en forståelse af antifascismen som en politisk mulighed, der tillod de vestlige kommunistpartier at komme fri af bindingerne til Moskva for i højere grad at knytte an til egne historiske erfaringer inden for egne nationale og politisk-kulturelle rammer.

I USA selv udløste antikommunismen et fænomen som mccarthyismen, der bredt ramte forfattere og filmskabere. Antikommunismen var en afgørende ideologisk komponent i etableringen af det amerikanske hegemoni i den vestlige verden, der stækkede megen kritik ved at stemple den som forsvar for stalinismen.

Hegemoniet havde imidlertid flere lag. Det havde et økonomisk perspektiv med Marshallhjælpens støtte til den europæiske genopbygning; det havde et politisk-militært perspektiv, der udmøntede sig i NATO i 1949, samt et kulturelt perspektiv med udbredelsen af amerikansk massekultur.

Vesteuropæernes tab af deres tidligere verdenspolitiske handlefrihed fremtvang et større fokus på egne interne forhold. De prioriterede løsninger anfægtede dog ikke den kolde krigs grænsedragninger og udgjorde snart stærke alternativer til den sovjetiske models bud på, hvorledes vækst og socialt ansvar kunne kombineres.

I Storbritannien havde lord Beveridge allerede i krigens første år udarbejdet en plan for en ny lovgivning på det sociale område. Arbejdet skulle danne grundlaget for den senere britiske velfærdsstat. De nordeuropæiske socialdemokratier fik ligeledes et tilstrækkeligt råderum til at opbygge deres varianter af velfærdsstaten.

Allerede i 1930'erne havde den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning fået sin socialreform i hus i Danmark. Efter 2. Verdenskrig lykkedes det, inspireret af den britiske økonom John M. Keynes, socialdemokratierne at balancere fordelingspolitiske hensyn via en stor offentlig sektor med markedsøkonomiens krav om fri dispositionsret for arbejdsgiver og kapitalejer.

De steder i Europa, hvor det ikke var socialdemokratiet, men et kommunistparti, der udgjorde kernen i arbejderbevægelsen, var råderummet snævrere. I det italienske tilfælde var det en ikke ringe årsag til den ustabilitet, der har præget det politiske system under hele efterkrigstiden. I Tyskland og Italien udviklede der sig stærke kristelig-demokratiske partier, der havde rødder i katolsk modernisme.

Allerede i 1891 havde pave Leo 13. udsendt encyclikaen Rerum novarum, der rejste det sociale spørgsmål for at tage kampen op med de fremstormende socialistpartier. Næstekærlighedsbudskabet motiverede efterhånden til dannelsen af egentlige partier, der fik en central placering i de to nævnte landes genopbygning efter deres krigsnederlag i 1945.

Med til billedet hører også, at antikommunismen rent faktisk bidrog til at legitimere den antidemokratiske højrefløj i Vesten. Fra mellemkrigsperioden overlevede Francos og Salazars autoritære regimer i hhv. Spanien og Portugal.

Indførelsen af det græske oberstregime i Grækenland i 1967 skete uden hindringer. General Pinochets diktatur i Chile menes tilmed støttet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA.

I Italien har flere militærkup været prøvet, bl.a. i 1964, der, selvom det forpurredes, havde succes med at dæmpe reformiveren under en centrum-venstre-regering af socialister og kristelige demokrater. Tilmed har der været eksempler på, at højreradikale terrorgrupper stod i ledtog med dele af de nationale efterretningstjenester, hvilket bl.a. i Italien manifesterede sig i en række bombeattentater 1969-1980.

I 1990 blev det almindelig kendt og nølende også indrømmet fra ansvarlig side, at der siden de første efterkrigstidsår havde eksisteret et europæisk og stærkt antikommunistisk netværk af toptrænede indsatsgrupper under betegnelserne Gladio eller Stay-Behind. I Danmark fandtes Firmaet, der samarbejdede med dansk og amerikansk efterretningstjeneste. Det danske socialdemokrati havde sin egen tjeneste i Arbejderbevægelsens Informationscentral.

I Østeuropa konsoliderede Sovjetunionen sin position, efter at have fået indsat mange af de kommunister, som havde opholdt sig i Moskva under krigen, på ledende poster i de enkelte landes regeringer. Motivet var dikteret af både sikkerhedspolitiske og ideologiske behov.

Med oprettelsen af disse — med en eufemisme — såkaldte folkedemokratier gennemførtes der en sovjetisering af de østeuropæiske lande 1947-1948. Det fulgtes op af et økonomisk samarbejde i COMECON og fra 1955 også af et militært i Warszawa-pagten. Udadtil gav det indtryk af en kompakthed, der virkede truende på Vesten.

Indadtil blev dette holdt sammen af et forgrenet undertrykkelsesapparat, der fik et udspekuleret udtryk i det østtyske ministerium for statssikkerhed, Stasi. Det forhindrede dog ikke, at "den virkeliggjorte socialisme" krakelerede, da det kom til folkelige opstande i Polen og i Ungarn i 1956.

Det var også året, da det sovjetiske kommunistparti under ledelse af Khrusjtjov gjorde op med Stalinmyten ved den 20. partikongres. Selvopgøret var dog begrænset, for så vidt det stalinistiske terrorregimente blev tilskrevet Stalin som person og ikke selve det sovjetiske system. Den marxistisk-leninistiske statsideologi blev fortsat anset for at være den rigtige, blot den blev renset for det element af misforstået persondyrkelse, den havde været båret oppe af.

Derfor reagerede den fortsat med deportationer og eksileringer, som det fx skete, da systemkritikeren Andrej Amalrik udsendte sin bog med det profetiske spørgsmål Vil Sovjetunionen overleve indtil 1984? (1969). Og derfor afskar den politiske klasse i Sovjetunionen sig også fra at forstå, hvad der førte til Murens fald i 1989 og Unionens opløsning.

Blandt Østblokkens etpartisystemer udgjorde partisanlederen Josip Titos Jugoslavien en variant for sig. Det kom til et brud med Stalin, og i 1948 blev Titos kommunistiske liga ekskommunikeret af Kominform, der havde afløst det gamle Komintern.

Tito slog derefter ind på en mere national vej til socialismen. Den adskilte sig fra den ortodokse ved at decentralisere den økonomiske politik. En tilsvarende liberalisering af det intellektuelle klima blev der imidlertid sat en stopper for, da Titos kampfælle og medansvarlige for den særlige jugoslaviske linje, Milovan Đilas, blev domfældt for sine kritiske skrifter, fx Den nye klasse (1957), der satte fingeren på tendensen til et fåmandsvælde selv i det, der gav sig ud for at være et revolutionært samfund. Đilas foregreb den dissidentkultur, der med basis i vestlige værdier dukkede op i Sovjet med Andrej Sakharov og i Tjekkoslovakiet med Václav Havel.

Fornyelsesprocessen var dog langsommelig i et sovjetisk system, der under Brezjnev og chefideologen Suslov stagnerede. Den vesttyske kansler Willy Brandts Ostpolitik fra slutningen af 1960'erne blev da også mere opfattet som en endelig anerkendelse af Europas tvedeling end som optakten til en dialog.

Fra midten af 1980'erne blev de mange sporadiske opbrudstendenser dog mere massive med Mikhail Gorbatjovs initiativer omkring parolerne glasnost og perestrojka.

På mange måder bekræftede denne udvikling, hvad den franske sociolog Raymond Aron forudså, nemlig at den liberal-demokratiske ideologi også ville vinde indpas i Østeuropa. Allerede i 1970'ernes sidste halvdel havde "duerne" i den sovjetiske nomenklatur udvist en positiv interesse for den italienske eurokommunisme (se nedenfor).

Selvom marxismen-leninismen ikke fik et dybere fodfæste i Vesten i sin ortodokse version efter 2. Verdenskrig, vandt den desuagtet frem som en ideologi for en fremskyndet modernisering i store dele af resten af verden.

Det kan forklares ved, at den var leveringsdygtig i en politisk teori og en model for organisering og disciplinering af stor vigtighed for de nationale selvstændighedsbevægelser, der opstod med de tidligere europæiske stormagters afvikling af deres kolonirige.

Man vil kunne finde elementer af den i Gamal Abdel Nassers panarabiske vision, i Fidel Castros og Che Guevaras cubanske guerillabevægelse, i Frantz Fanons algeriske antikolonianisme og i Ho Chi Minhs Viet-Minh i det tidligere Indokina.

I Kina udviklede Mao Zedong en særlig variant af marxismen-leninismen, der forenede vestlig dialektik med kinesisk konfucianisme. Efter at de kinesiske kommunister havde sejret i borgerkrigen mod Chiang Kai-shek i 1949, blev maoismen snart Den Kinesiske Folkerepubliks statsideologi og idégrundlaget for den blodige forvandling af landets store bondemasser til aktører i Det Store Spring Fremad.

Talrige fangelejre og udbredt hungersnød kostede mange millioner mennesker livet. Under Kulturrevolutionen i 1960'erne kom det til omfattende udrensninger i parti- og statsapparatet af såkaldte revisionistiske modstandere. Resultatet blev økonomisk stagnation, der førte til, at Deng Xiaoping kom til magten i slutningen af 1970'erne.

Partiets nye ledergruppe banede vejen for en kommunisme, der forlod maoismens principper for i stedet at adoptere visse af markedsøkonomiens modeller, men uden at overtage den politiske pluralisme, der var knyttet til disse modeller i deres oprindelige vestlige udgaver.

I Cambodja kom De Røde Khmerer til magten i 1975 under ledelse af Pol Pot. Regimet lancerede en selvforsyningspolitik, der krævede store folkeforflytninger fra byerne til landområderne. Planens gennemførelse medførte hungersnød og skete under systematiske massehenrettelser, der fortsatte, indtil Pol Pot blev styrtet af en vietnamesisk invasionsstyrke 1978-1979.

De kommunistiske partiers historie i Vesteuropa har antaget mere nuancerede former end andre steder. Deres ideologiske ballast var nøje afstemt af de nationale såvel som af de geopolitiske forhold. Men de var også meget følsomme over for de kursændringer, som Det Sovjetiske Kommunistparti slog ind på i forbindelse med den 20. partikongres i 1956. Flere vestlige partier blev splittet, som da det ortodokse DKP's leder, Aksel Larsen, blev ekskluderet i 1958 og dannede Socialistisk Folkeparti.

Umiddelbart efter 2. Verdenskrig havde Sovjetunionens rolle i den antifascistiske kamp øget de kommunistiske partiers prestige. Det forhold, at flere modstandsbevægelser i de vesteuropæiske lande havde overvægt af kommunister, der ofte var de bedst organiserede og de bedst ideologisk rustede, gjorde yderligere sit til at forstærke denne prestige.

I Italien havde kommunisterne i Palmiro Togliattis PCI deres rødder i Kominterns politiske kultur. På den 7. Verdenskongres i 1935 havde Internationalen ændret kurs med en ny folkefrontsstrategi, der blev afprøvet i Frankrig under en socialistisk regering og i Spanien op til og under Den Spanske Borgerkrig.

PCI tog sammen med de andre antifascistiske partier del i udformningen af en ny republikansk forfatning efter krigen. Den særlige italienske vej til et "progressivt demokrati" blev grundlagt i dette regi og blev yderligere styrket af partiets store intellektuelle, Antonio Gramsci, hvis efterladte Fængselsoptegnelser fra 1930'ernes fascistiske fangenskab markerede sig ved kritik af den sovjetiske marxisme og ved desto større opmærksomhed over for den italienske kulturs egne store tænkere fra Machiavelli til Benedetto Croce.

Med den nye forfatnings ikrafttræden i 1948 fik Italien en forfatning med et liberaldemokratisk indhold, men også med nogle sociale velfærdsrettigheder, som den tidligere forfatning manglede.

I 1975 lancerede de tre "latinske" kommunistpartier, Enrico Berlinguers PCI, Georges Marchais' PCF og Santiago Carrillos PCE, en særlig eurokommunisme. Strategien var at udstikke en tredje vej mellem socialdemokratisme og sovjetkommunisme.

PCI nåede som Vesteuropas største kommunistparti længst med udviklingen af en ny strategi, da Berlinguer i 1970'erne lagde op til et "historisk kompromis" med Det Kristelige Demokrati. PCI bevarede dog længe et særligt loyalitetsforhold til Moskva, der imidlertid blev sat på en hård prøve i 1956 og igen i 1968 med Warszawa-pagtens militære indgreb over for Alexander Dubčeks Tjekkoslovakiet. Det kom til et brud i 1982, da Berlinguer afskrev Den Russiske Revolution enhver inspirationskraft efter de polske kommunisters knægtelse af Lech Wałęsas Solidaritet.

Interessen for Marx oplevede i 1960'erne og 1970'erne et nyt opsving. Det generelle opbrud i verdenskommunismen efter 1956, den åbne konflikt mellem Sovjet og Kina og amerikanernes felttog i Vietnam nødvendiggjorde en gentænkning af venstrefløjens intellektuelle rødder.

Den britiske marxist Perry Anderson har talt om en særlig vestlig marxisme, der dels vendte sig kritisk imod den realiserede socialisme i Øst og dels relancerede de mere apokryfe træk i den marxistiske tradition, således erfaringerne efter 1. Verdenskrig i Tyskland og Italien med rådsdemokrati.

Herbert Marcuse blev en central skikkelse. Med en Hegel- og Freud-inspireret marxisme ramte han ind i en amerikansk og vesteuropæisk universitetsgenerations voksende modstand mod Vietnamkrigen og forbrugerismens endimensionale menneskesyn.

Max Horkheimer og Theodor W. Adornos Oplysningens dialektik (1947) fik klassikerstatus ved at pege på rationalismens lurende omslag i undertrykkelse af natur og tanke.

Jean-Paul Sartres marxistiske eksistentialisme tilførte nogle idéer om det individuelle engagement. Den vestlige marxisme blev et afgørende ideologisk afsæt for det nye venstre, der havde fodfæste blandt de bredere kredse af studerende, der var blevet rekrutteret til de nye masseuniversiteter, men som også fandt støtte hos yngre arbejdere og fagforeningsledere. Bevægelsen nåede et højdepunkt 1968-1969. I Frankrig og Italien var der eksempler på alliancer mellem arbejdere og studenter.

I Danmark var hverken DKP, SF eller Socialdemokratiet tilstrækkeligt attraktive for store dele af de unge venstreorienterede. Dette gav plads for mange helt nye partidannelser fra VS til det maoistiske KAP.

Politisk Revy blev talerør for den nye, indbyrdes stærkt splittede fløj helt frem til 1987. Det nye venstre fik imidlertid aldrig, hverken i Danmark eller udenfor, et større vælgergennembrud, der kunne true de etablerede arbejderpartier.

Den faglige fornyelse, som universitetsungdommen havde set frem til, sandede til i "munke-marxisme" og kapitallogik. Ungdomsoprøret fik imidlertid udløbere i en række græsrodsbevægelser.

Et mindretal af den mere militante del af det nye venstre sluttede i Italien og Tyskland op om henholdsvis De Røde Brigaders (Brigate Rosse) og Rote Armee Fraktions terrorisme.

Idégrundlaget var hentet fra en skematisk marxisme-leninisme, ligesom den form for byguerilla, der kendtes fra den antifascistiske modstandskamp under 2. Verdenskrig eller fra Sydamerikas Tupamaros, tjente som forbillede. Til den røde terrorismes mest opsigtsvækkende aktioner hørte bortførelsen og drabet på den kristelig-demokratiske leder, Aldo Moro, i 1978 og likvideringen af den tyske arbejdsgiverforenings formand Hanns-Martin Schleyer i 1977.

Venstrefløjens aldrig konsekvent gennemførte kritik af "den virkeliggjorte socialisme" i den kommunistiske verden — og dermed af egne ideologiske rødder — gjorde det så meget lettere at afvæbne den ofte nødvendige kritik, der blev rettet mod de vestlige samfund.

Venstrefløjen havde ligeledes svært ved at åbne sig over for de mere fremsynede mellemlag, der i Danmark fik et manifest i Oprør fra midten (1978), skrevet af Villy Sørensen mfl. I stedet søgte dele af middelklassen mod højre i løbet af årtiet og fandt sammen i et oprør mod velfærdsstatens "formynderi" og "skattetyranni".

Omvæltningerne i Østeuropa omkring 1990 betød et sammenbrud for kommunismen som ideologi. Samtidig stod Vesten foran et økonomisk og informationsteknologisk opsving, der skulle ændre arbejdsstyrkens sammensætning væk fra den traditionelle arbejderklasse og snart realisere kommunikationsteoretikeren Marshall McLuhans visioner om den globale landsby.

Gamle ideologier måtte vige for at gøre plads for nye. I denne henseende leverede postmodernismen et intellektuelt opgør med "de store fortællinger", der var knyttet til oplysningens og frigørelsens ideologier.

Den franske filosof François Lyotard var forfatter til strømningens hovedværk, La Condition postmoderne (1979, dansk Viden om det postmoderne samfund, 1982). Postmodernismen tegnede en ny åndelig minimalisme rundt omkring i universitetsmiljøet og i kulturlivet. I denne henseende havde den træk af en kulturrevolution og faldt i tråd med det mere omfattende nyliberale opbrud på det globale plan, der snart skulle diktere politikkens og økonomiens retning.

Markedets opprioritering fremmede en deregulering af velfærdsstaten, hvis skatteprovenu mentes at binde en for stor del af kapitalen i en "uproduktiv" offentlig sektor. Den klassiske socialdemokratiske blanding af socialistisk fordelingspolitik og økonomisk liberalisme stod nu i vejen for de privatiseringer, besparelser, skattelettelser og den øgede reklamefinansiering af tv-kanaler, der efterhånden dannede grundlag for flere centrum-højre-regeringer i Europa.

Liberalismen havde ellers oprindelig, sammen med de demokratiske og socialistiske strømninger, bidraget til opbygningen af velfærdsstaten. I dag mener mange af dens tilhængere, at den nye liberalisme kan klare sig uden denne ideologiske binding.

Nyliberalismen står dog ikke derfor alene, da den har måttet alliere sig med stærke højretendenser. Dette forhold forlener nyliberalismen med et tvetydigt ideologisk indhold, når den på én gang opererer med etnisk og national indadvendthed og en verden uden grænser, hvor afgørende beslutninger flytter over i multinationale banker og koncerner.

Med deres oprindelse i den moderne europæiske verden har ideologierne på én gang lukket denne verden om sine egne indre konflikter og reduceret den ikke-europæiske verden til noget, der skulle opdages og erobres.

Den europæiske tanke, der bl.a. udmøntede sig i Romtraktaten fra 1957, tager afsæt i den katastrofe, som ideologierne førte Europa ud i i 1900-tallet. Den kan alene overleve som en permanent ideologikritik, der forstår Europa ikke bare indefra, men også udefra ved i højere grad at forstå, hvad der er uden for Europa og på dette "udenfor"s egne præmisser.

Først derved fanges den aktuelle globalisering i dens rummelighed af forskellige civilisationer, der ellers trues af en stærkt amerikansk domineret nyliberalismes tilbagefald i ideologiens snævre modstillinger af ven og fjende, af rigtigt og forkert.

Med europæismen har europæerne imidlertid fået et sæt af idéer og motiver til at tænke deres historie på en ny måde og handle derefter.

Det gælder også spørgsmålet om, hvilken rolle kontinentet skal spille inden for rammerne af, hvad der med en bredere betegnelse kaldes den vestlige civilisation.

• planøkonomi
• amerikanisering