Cyklus, En cyklus er karakteriseret ved mere eller mindre regelmæssigt tilbagevendende fænomener, hændelser, ensartede processer eller tilstande. Naturen manifesterer sig ofte på en måde, som bevirker, at vi anskuer udvikling og forandring som cyklisk. Et døgn har et kendt forløb, Månen gennemgår på ca. 29,5 døgn en cyklus fra fuldmåne til næste fuldmåne, årstiderne kommer og går i en fast rækkefølge og afspejles i det levende.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet cyklus kommer af latin, af græsk kyklos 'ring, kreds'.
Vi opfatter ofte livet som en cyklus med en begyndelse, når vi bliver født, en kulminationsfase og en afslutning. For det enkelte menneske er der egentlig ikke tale om en cyklus, men om et forløb, der ikke kan gøres om eller gentages på den samme måde. Når vækstforløb eller livsforløb således opfattes som cykliske og betegnes som "livscyklus", ligger der heri en betragtning over flere generationer. Vi taler også om livscyklus for dyr, planter og andre organismer. Man kan ikke to gange træde ud i samme flod, sagde den græske filosof Heraklit. I det mindste er der altid tiden til forskel. Derfor kan det synes paradoksalt, at vi er så tilbøjelige til at anskue disse fænomener som cykliske. Cyklus-begrebet kan ikke adskilles fra begrebet tid. Men mens en ægte cyklus må være en sluttet ring, kan tiden kun erkendes som en pil med én retning og ét forløb.
I den klassiske græske geometri er cirklen, kyklos, den perfekte figur. I middelalderen var cirklen den himmelske figur, repræsenterende himmellegemerne og evigheden. Den rette linje var den jordiske figur. Så måske udtrykker vores hang til at tillægge naturens fænomener en cyklisk dimension netop, at vi tilstræber det ideale. Samtidig kan opfattelsen af, at alting i naturen foregår i tilbagevendende og genkendelige mønstre, give os en fornemmelse af tryghed, bl.a. fordi vi så er forberedt på, hvad der vil komme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.