Det er nævnt ovenfor, at den naturvidenskabelige erkendelse for mange står som et ideal, især den sikre erkendelse, der er opnået inden for astronomi, fysik og kemi. Man skulle synes, at problemet om den menneskelige erkendelses gyldighed er løst, når det fx er muligt at forudsige sol- og måneformørkelser, og når det er lykkedes at fastslå nøjagtigt, hvilke grundstoffer verden er opbygget af. Når man kan producere atom- og brintbomber, når man kan fastslå Jordens alder, når man kan udregne, hvilke grundstoffer stjernerne består af, har man da ikke afsløret naturens inderste hemmeligheder, og er den viden, man besidder, da ikke så sikker, at kun tåber kan betvivle den? Man skulle tro det, men såvel inden for filosofiske som naturvidenskabelige kredse er der langt fra enighed om, hvor sikker den menneskelige viden er, og hvor meget den afslører om naturen. Dette skyldes forskellige forhold.
Et af dem er, at det synes at være sådan, at løsningen af et videnskabeligt problem oftest fører til, at nye problemer opstår, så at der ikke synes at være nogen afslutning på forskningens vej. Det er velkendt, at læren om atomerne som stoffernes mindste bestanddele er blevet afløst af læren om elementarpartikler, og at der stadig er mange gåder vedrørende disses vekselvirkning. I 1900-t.s fysik har man i relativitetsteorien og kvantemekanikken måttet revidere de anskuelser vedrørende rum, tid og determinisme, som forekom evident sande i den klassiske fysik, og meget tyder på, at nye revisioner af tilvante begreber venter forude.
Et andet forhold er det allerede i indledningen nævnte, at vi i vores erkendelse stedse må anvende begreber, hvis status ofte er uafklaret: Modsvares de af noget i virkeligheden, eller er de blot hjælperedskaber, som vi er nødt til at bruge ved beregninger og forudsigelser, men som derudover ikke fortæller os noget om virkelighedens beskaffenhed?
Et tredje forhold kan karakteriseres som et ekko i vor tids videnskabsteori af den gamle strid mellem rationalister og empirister: Er de mange naturlove og naturkonstanterne (herunder lysets hastighed, elektronens ladning og Plancks konstant), som vi nu kender, noget, som ikke kunne være anderledes, eller er alle videnskabens resultater blot en sum af erfaringer, som kunne være anderledes, og som vi derfor kun midlertidigt bør anse for gyldige?
Det førstnævnte forhold har fået mange til at gå ind for den anskuelse, at naturvidenskaberne bevæger sig fremad mod den endelige sandhed om altet, om det værendes natur, men at dette mål aldrig vil blive nået. Denne såkaldte approksimationsteori hyldedes bl.a. af Friedrich Engels og Lenin og spillede en stor rolle i den dialektiske materialisme, Sovjetunionens officielle filosofi.
Det andet nævnte forhold har delt videnskabsteoretikerne i to store retninger, som betegnes henholdsvis realisme og instrumentalisme. Ifølge realismen gengiver en videnskabelig korrekt teori, hvordan naturen på det pågældende område er indrettet. Fx er den mekaniske fysiks redegørelse for vort solsystem en gengivelse af, hvordan dette system er indrettet. Der er ikke nødvendigvis tale om, at teorien direkte afbilder det, den handler om, men den gengiver virkelighedens beskaffenhed enten vha. en model eller ved de begreber, ligninger og beregningsprocedurer, som udgør teorien.
Ifølge instrumentalismen må teorier ikke opfattes som noget, der afbilder eller på anden måde gengiver virkelighedens beskaffenhed. Teorier er at betragte som værktøj eller instrumenter (deraf navnet) til at foretage beregninger, lave forudsigelser og konstruere tekniske apparater etc. med, men ikke mere end det. Et eksempel kan illustrere modsætningen imellem de to opfattelser.
I oldtiden udviklede grækeren Ptolemaios en teori for Solsystemet, der gik ud på, at Jorden var Universets centrum, og at Solen, Månen, planeterne og fiksstjernerne kredsede om Jorden. Ptolemaios antog, at den enkelte planet bevægede sig i en cirkel, hvis centrum bevægede sig på en anden cirkel i en bevægelse omkring Jorden. Ved hjælp af denne og en mængde andre vilkårlige antagelser, der kunne udmøntes i en sindrig geometrisk model, lykkedes det ham at etablere en astronomi, der i stor udstrækning kunne bruges til forudsigelse af solformørkelser og andre himmelske foreteelser.
Først i 1500-t. afløstes Ptolemaios' system af det kopernikanske system, ifølge hvilket planeterne — inklusive Jorden — bevæger sig om Solen. Det kopernikanske system gav bedre forudsigelser end det ptolemæiske og havde en større forklaringskraft.
Ifølge realismen er Ptolemaios' teori simpelthen falsk, hvorimod den kopernikanske teori stort set er sand. Ifølge instrumentalismen er hverken den ene eller den anden teori sand. Men det kopernikanske system må betragtes som et bedre videnskabeligt "instrument" end det ptolemæiske, netop fordi det har en større forklaringseffekt, og derfor må det foretrækkes. Eftersom relativitetsteorien har givet en mere fuldstændig redegørelse for bevægelsesforholdene i vort solsystem, kan instrumentalisten med henvisning hertil påpege, at det kopernikanske system ikke var hele sandheden, og at man snarere bør anlægge et pragmatisk syn på teorier end et enten-eller synspunkt med hensyn til sandhed. Nogle instrumentalister går ind for den nævnte approksimationsteori, men denne er ikke en nødvendig følge af instrumentalismen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.