Begrebet hjem er i sin snævre betydning delvis sammenfaldende med bolig; hjem betyder ligesom bolig "menneskets bosted, opholdssted og samlingssted for familie eller samboere samt opbevaringssted for personlige ejendele".

Men mens en bolig kan være midlertidig, fx et hotelværelse eller et asylcenter, er hjemmet noget mere vedvarende og genstand for et stærkere tilhørsforhold: Hjemmet er personens eller familiens faste bolig, det er der, man hører til, det er tilværelsens udgangspunkt.

Det er som regel et led i overgangen fra barndom til voksenliv, at man "flytter hjemmefra", dvs. fra forældrenes hjem, og skaber sig sit eget, uden at overgangen fra det ene til det andet dog altid er knivskarp: Hvis der opstår en krise hos et ungt par, kan den ene af parterne vælge at "flytte hjem", dvs. ud af den fælles bolig og tilbage til sine forældre i barndomshjemmet for siden, når harmonien er genoprettet, at "flytte hjem igen".

Ordet hjem bruges desuden om boligens indre og dens indretning, om boligen som beskyttende, ordnende og iscenesættende ramme om intimsfæren og som det private rum, hvori familielivet udfolder sig. Hjemmet er det sted, man trækker sig tilbage til for at søge hvile, ro, hygge osv. i fritiden, og hvor man modtager familie og venner som gæster.

Det, der sker i hjemmet, har sin helt egen betydning, uafhængigt af omverdenen; det er ikke nyttigt i økonomisk, politisk eller karrieremæssig forstand, men rekreativt, og sætter derved familiens medlemmer i stand til at hamle op med arbejdet og tilværelsen udenfor.

Hjem og arbejdsplads

For mange mennesker konkurrerer hjem og arbejdsplads om at være det sted, hvor man lever det egentlige liv: Nogle arbejder udelukkende for at få mulighed for at "være sig selv" i hjemmet, mens andre nærmest bruger hjemmet som base, hvorfra de drager ud for at "realisere sig selv" i arbejdslivet. Uanset om en person tilhører den ene eller den anden af ovennævnte ydergrupper eller en mellemgruppe, hos hvem der er mere balance mellem arbejde og hjemmeliv, følger de roller og funktioner, som man kan have på sin arbejdsplads og i sit offentlige liv, ikke med ind i hjemmet; her bor privatmennesket, og omverdenen har intet krav på, og som regel heller ingen forventning om, at blive budt indenfor eller delagtiggjort i, hvad der foregår bag "hjemmets fire vægge". Sådan er det i princippet, men i praksis er hjemmets privathed og rekreative karakter mindre absolut: Hjemmeindustri er ganske vist en sjældenhed i vore dages Danmark, men til gengæld er der mange mennesker i kontor- eller undervisningsjob, der jævnligt tager arbejde med hjem, og i de kommende år må den stigende udbredelse af distancearbejde forventes yderligere at opbløde grænserne mellem hjem og arbejdsplads.

Også den selskabelighed, der foregår i hjemmet, kan være mere eller mindre privat. Personale, kolleger, forretningsforbindelser o.l. hører ikke til intimsfæren, men i mange brancher og miljøer er det alligevel reglen snarere end undtagelsen, at man fra tid til anden inviterer arbejdsforbindelser hjem for at pleje det indbyrdes forhold eller markere sin position. Hvad enten der er tale om en ministers repræsentation i hjemmet, en chefs årlige sammenkomst for sine medarbejdere eller en mere beskeden middag blandt ligestillede kolleger, har den form for selskabelighed generelt en anden og højere status end tilsvarende arrangementer på arbejdspladsen eller offentlige steder. Ved at invitere gæsterne inden for i sit hjem blotter, eller udstiller, værten nemlig overfladisk den private side af sig selv og signalerer personligt engagement, sympati og interesse og lægger op til en mere afslappet og fortrolig stemning end den, der som regel vil opstå i mere offentlige omgivelser.

Uanset hvem familiens gæster er, og uanset om den overhovedet har gæster, er hjemmet familiens stærkeste statussymbol. Hjemmet og dets indretning fortæller udenforstående om beboerne og bekræfter beboerne i deres egen selvopfattelse. Hjemmet afspejler familiens vaner, smag, holdninger, historie, økonomiske formåen og ambitioner; men hjemmet er ikke bare et spejl, det er også en ramme, som med de givne begrænsninger og muligheder er med til at forme beboernes dagligliv og selvforståelse. I Danmark er der generelt en høj grad af bevidsthed om hjemmets på én gang repræsentative og formende funktion, og artikler om, hvordan man kan indrette sit hjem og selv indrette sig i det, er populært stof i avisernes boligsektioner og i ugeblade og specialmagasiner, der spænder fra Hjemmet (udgivet siden 1904) til Skønne hjem (udgivet 1980-1983).

Hjemmets funktion som ramme om familiens fritid og selskabelighed forandrer sig i overensstemmelse med samfundets skiftende værdinormer, moder og konjunkturer. I 1970'erne var begrebet "hjemlig hygge" nærmest suspekt i toneangivende progressive kredse, i 1980'erne var det moderne at henlægge en større del af fritiden og møderne med omgangskredsen til caféer, restauranter o.l., og i 1990'erne konstaterede ejendomsmæglerne en fornyet efterspørgsel efter boliger med både dagligstue og spisestue og de øvrige faciliteter, der hører til den større, mere organiserede selskabelighed i hjemmet.

Ordet hjem bruges også i visse sammenhænge om den familie, der bor i boligen, først og fremmest om familien som den opdragende og tryghedsskabende ramme om børnenes opvækst: At have et "godt hjem" er således ikke det samme som at "bo godt" eller være "af god familie".

"Hvad er et Hjem uden Fader?" og "Hvad er et Hjem uden Moder?", stod der på de broderede stykker, som i slutningen af 1800-tallet (vistnok under indflydelse fra USA, hvor de længe havde været i brug) begyndte at dukke op på væggene i danske hjem. Det underforståede og i henhold til tidens normer og kønsroller korrekte svar var "ikke noget hjem". "Mænd bygger Huse, Kvinder skaber Hjem", lyder et nordjysk ordsprog, som præcist opsummerer rollefordelingen i borgerskabets og middelstandens familier i det sene 1800-tal og i første halvdel af 1900-tallet. Manden var først og fremmest aktiv uden for hjemmet, hvor han tjente penge til familien og sikrede dens sociale status. Kvinden var ansvarlig for at indrette hjemmet som ramme om familiens private og selskabelige liv, og som husmoder sørgede hun med eller uden hjælp fra ansatte for at "føre hus" og opdrage familiens børn.

Dette mønster forsvandt i 1960'erne, da kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, samtidig med at husholdningsmaskiner, fødevareindustri og offentlige børneinstitutioner overtog en stor del af husmoderens traditionelle funktioner. Denne ændring i kønsrollemønstret har medført, at kun de færreste kvinder udelukkende definerer sig selv ud fra deres rolle i hjemmet, ligesom kun et mindretal af mænd udelukkende definerer sig ud fra deres arbejdsliv uden for hjemmet. Selvom kvinderne stadig står for over halvdelen af arbejdet i hjemmet, og mændene stadig er mere udearbejdende end kvinderne, er grænserne mellem de to roller i dag så flydende, at et hjem ikke længere kræver en person af hvert køn for at være et hjem.

Hjemstavn

Ordet hjem er i videre forstand knyttet til begreber som hjemstavn, fædreland og modersmål. Hjemmet er i denne betydning det sted (by, egn, land osv.), hvor en person eller gruppe af personer længe har haft varigt opholdssted eller stammer fra. Hjemmet er det sted, hvor man er født og opvokset, hvor ens slægt bor eller har boet, og hvortil man føler sig knyttet ved barndomsminder, slægtskabsbånd, hjemstavns-, nationalfølelse o.l.

Om dette hjem skriver Jeppe Aakjær i "Der dukker af Disen" (1905): "Hvad var vel i verden det fattige liv / med al dets fortærende tant, / om ikke en plet med en dal og lidt siv / vort hjerte i skælvinger bandt! / Om ikke vi drog fra det yderste hav / for bøjet og rynket at stå / og høre de kluk / de mindernes suk fra bækken, vi kyssed som små!".

Det gælder for hjemmet både som familiens bolig og som hjemstavn mv., at man er tryggere dér end ude. Barnet kender skyggerne omkring sin seng derhjemme og ved, at de er harmløse, men når det sover et fremmed sted, er der ingen garanti for, at der ikke gemmer sig uhyrer i mørket.

Den voksne kender sin families og sine landsmænds vaner, udtryk og reaktioner og kan tage bestik af vejr og naturfænomener med langt større sikkerhed hjemme end ude, hvor usikkerheden alt efter temperament og omstændigheder kan være stimulerende eller en kilde til utryghed. At "være hjemme i" et emne vil sige at have overblik over det og beherske det, og at "føle sig hjemme" i det betyder, at man har det godt med det.

Hjemmet er et eksklusivt sted, hvor ikke hvem som helst lukkes ind. Beboerne kan vælge at åbne deres hjem mod omverdenen, men forsøger omgivelserne at få adgang uden deres samtykke, er der tale om en grov krænkelse, som de må værge sig mod.

Hjemløshed

For de fleste mennesker, der har et hjem i de ovennævnte betydninger, står selve det ikke at have en fast bolig, ikke at høre til nogen steder som noget ulykkeligt, måske ligefrem som en forbandelse.

Litteraturen og folketroen kan opvise adskillige eksempler på personer, der som straf for en eller anden forbrydelse er dømt til evig omflakken: Ahasverus nægtede Jesus hvile på hans vej til Golgata og skal derfor vandre hvileløst på Jorden til dommedag, Den Flyvende Hollænder har engang villet trodse himlen og er derfor dømt til at sejle om på havene til evig tid, og i The Political History of the Devil (1726) skriver Daniel Defoe: "Satan, der således er fanget i en flakkende, omvandrende, urolig tilværelse, har ingen fast bolig. For selvom han i kraft af sin englenatur har en slags rige i den flydende ørken eller luften, er det bestemt en del af hans straf, at han ikke har ... noget bestemt sted eller rum, hvor han kan hvile sin fodsål".

De få egentlige vagabonder, der findes i moderne velfærdssamfund, er som oftest personer, der selv har valgt deres livsform, fordi de ikke ønsker eller magter at leve efter de normer, som hører til et normalt, fastboende liv.

De danske vagabonder udgør en farverig subkultur med et stærkt indbyrdes sammenhold, og medierne og den øvrige omverden omfatter gerne disse "farende svende" eller "landevejsriddere" med velvillig nysgerrighed og en god portion tilbøjelighed til at romantisere disse "frie fugles" tilværelse.

Den tilsyneladende voksende skare af hjemløse har til gengæld ingen forsonende romantiske kvaliteter, og der er næppe noget socialt velfungerende menneske med fast bolig, der kunne tænke sig at bytte tilværelse med en posedame eller en beboer på et "hjem" for hjemløse. Deres situation minder enhver om, hvor afgørende et hjem i vort samfund er for en persons identitet.

Nomader, fremmede og kosmopolitter

Forholdet mellem fastboende folk og nomader, hvis private rum er et telt, en vogn eller et par saddeltasker, og hvis hjem i videre forstand er "den flydende ørken" eller andre udefinerbare territorier på tværs af etablerede grænser, er — historisk set og ikke sjældent også aktuelt — præget af gensidig mistillid og af parternes tilbøjelighed til, med rette eller urette, at opfatte hinanden som en trussel. Fx har Europas eneste egentlige nomader, romaer, traditionelt ry for tyvagtighed; det samme gælder omrejsende gøglere, teater- og tivolifolk.

Den, der tilsyneladende "ikke hører til", mødes ofte med mistænksomhed, om ikke ligefrem med fjendtlighed. Det gælder i Danmark mest udtalt de "fremmede", også selvom de "fremmede selv", og måske også deres forældre, har haft deres barndomshjem i landet. Ud fra en populistisk nationalistisk tankegang kan fjendtligheden tillige gå ud over andre grupper, som, selvom de har boet i Danmark i mange generationer, opfattes som (potentielt) usolidariske med eller illoyale over for det nationale folkelige fællesskab, bl.a. fordi deres sande hjem antages at ligge et andet sted eller ingen steder. Det gælder bl.a. jøderne, der fra tid til anden, fx i Stalin-tidens antisemitiske propaganda i Sovjetunionen, beskyldes for at være rodløse kosmopolitter, der er mere tro mod Israel og jøder i andre lande end mod deres fædreland.

Det moderne menneskes hjemløshed

Der var i 1997 over 50 mio. flygtninge og displaced persons i verden. Dertil kommer de millioner, der ikke er flygtet fra krig, forfølgelser og katastrofer, men fra kronisk fattigdom, og de, der uden at være truet af egentlig nød er flyttet til steder, der lokkede med udsigten til et bedre liv.

Også veluddannede, højtlønnede personer arbejder i stadig større tal midlertidigt uden for deres hjemland for senere at vende tilbage eller rejse videre til et tredje land, alt efter hvilke muligheder der byder sig.

En af de moderne forfattere, for hvem hjemløsheden og splittelsen mellem flere kulturer og tilhørsforhold er et gennemgående tema, er den indisk-engelske Salman Rushdie. Om begreberne "hjem" og "hjemløshed" siger Rushdie bl.a.: "De fleste af os lever ikke længere hele vort liv i det samme fasttømrede samfund, sådan som folk gjorde før i tiden. Vi rejser hjemmefra, hvad enten det så er for at rejse fra den ene by til den anden, fra en landsby til storbyen eller til et helt andet land; i den forstand bliver vi alle hjemløse, og det er et vilkår, som er meget centralt for vores måde at leve på. Man skaber sig et hjem der, hvor man kommer hen, ... det sted, man har forestillet sig, den verden, den tilværelse, man har skabt til sig selv, bliver éns hjem, og så lever man i dette selvskabte hjem, men det er ikke det hjem, man oprindelig blev givet" (interview i Weekendavisen, 8.-14.3.1996).

Selvom hjemløshed er et centralt vilkår for moderne mennesker, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med rodløshed. Den rumænskfødte religionsfænomenolog Mircea Eliade definerede det hierofaniske sted som det sted, hvor det hellige første gang manifesterer sig for det enkelte menneske, og som den enkelte derefter altid vil bære med sig i erindringen.

På samme måde — og ligesom Æneas bragte sine husguder med sig til Italien fra det nedbrændte Troja — bærer udvandrerne deres kultur og erindringen om hjemmet med sig og forsøger, hvor de slår sig ned, i større eller mindre grad at omgive sig med det sprog, de dufte, klæder, skikke osv., som de kender hjemmefra, for på den måde at bevare deres identitet og skabe sig trygge rammer i det fremmede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig