Natur var allerede hos Aristoteles defineret som modstykke til menneskelig indgriben. Håndværkeren vælger bevidst sit materiale og påtvinger det kunstigt en bestemt form, mens naturen (gr. physis) af sig selv frembringer sine produkter af et materiale, der findes i forvejen. Ifølge Aristoteles realiserer naturprocessen et formål uden indgriben udefra, som var der en plan, men ingen bevidst planlægning. Også i den moderne opfattelse modstilles natur med det kulturbestemte, som er fremkommet gennem menneskeligt arbejde, sprog og samkvem. Naturen er det oprindelige, det uforarbejdede og det grundlæggende.
Det er typisk for dette begrænsede naturbegreb, fx i varianterne natur vs. kultur, oprindeligt vs. civiliseret, medfødt vs. tillært, at det er uklart, præcis hvor grænsen går mellem naturen og det andet. Hvor ligger naturen, og hvor hører byen op (der er jo også natur i byerne)? Hvornår er et menneske civiliseret, og hvornår er det naturligt, dette hvad enten man her mener naturligt i romantisk forstand som det at være sund og uspoleret ("naturens muntre søn") eller i en kritisk eller måske chauvinistisk forstand som det at være rå, primitiv og barbarisk.
Eksempelvis har man tidligere modstillet naturfolk med civiliserede folk, som også kaldtes kulturfolk. Modstillingen kan være uheldig, hvis den opfattes normativt og fører til den fordom, at naturfolk, fx de australske aboriginere, er primitive i betydningen 'uden kultur'. De oprindelige folks kulturmønstre er forskellige fra, men ikke mindre kulturelle end vores (se kultur). Forsøget på at undgå en etnocentrisme, som snævert dømmer fremmede ud fra ens egen værdiskala, ophæver imidlertid ikke en reel forskel, hvad angår afstanden til naturen, dvs. naturforholdet, hos en række indfødte folk og i samfund inden for de store civilisationer som det moderne industrisamfund. Forskellen er både teknologisk i forhold til samfundets naturgrundlag (produktionsmåde, udnyttelse af resurser og grad af miljøpåvirkning) og ideologisk i forhold til natursynet (den måde, naturen opfattes på). Naturfolk, der lever som samlere og jægere, har ikke det fremmedgjorte forhold til naturen, man kan møde hos det moderne menneske, for hvem naturen er det, der kan ses på naturfilm, i dyreparker eller zoologiske haver. Naturfolkenes livsform ligger teknologisk set tættere på livsformen hos de umiddelbare forfædre til Homo sapiens. Skønt naturfolk i dag eksisterer side om side med landbrugs- og industrisamfund, er en livsform som jægere og samlere oprindelig i historisk forstand ved at gå tilbage til tiden før udviklingen af civilisation forstået som udstrakt arbejds- og klassedeling, opbygning af stat og udvikling af religiøse, politiske, økonomiske institutioner. Det er således stadig muligt at sondre mellem livsformer, som er mere eller mindre naturlige mht. graden af teknologisk bestemt miljøpåvirkning, uden at sondringen er normativ, og uden at forudsætte en præcis grænse mellem det naturlige og det kulturmæssige. Det samme gælder grænsen mellem kultur og natur i landskabet: Den danske natur er i udpræget grad et kulturlandskab, men visse steder er kulturpåvirkningen langt mindre synlig end andre.
Med udbredelsen af det globale samkvem mellem kulturer bliver det sværere at finde nogen isoleret oprindelig levevis i ren form, ligesom oprindelig natur, upåvirket af civilisationen, mere bliver et ideelt grænsebegreb end noget reelt forekommende: Selv naturen i ørkener eller på polerne bærer spor af menneskelig aktivitet i form af forurening. Alligevel opfattes naturen inden for det begrænsede naturbegreb ofte som historisk og ontologisk mere basal end kulturen. Det ses i metaforer, der beskriver naturen som det underliggende eller det primære, som kultur og civilisation siden i større eller mindre grad har sat deres præg på eller trukket deres fernis hen over.
Kan man afgrænse natur og kultur i mennesket selv? Mennesket er så at sige af natur et zoon politikon, et socialt og kulturskabende dyr, og bl.a. derfor er det uhyre vanskeligt at bestemme grænsen mellem de adfærdsformer, som er naturlige, og dem, som skyldes kulturen. Det samme gælder den tilsvarende grænse mellem menneskets medfødte og tillærte adfærd (biologisk og kulturel arv). Vanskeligheden ved at bestemme grænsen her skyldes dels en manglende detaljeret viden om faktorernes årsagsmæssige samspil, dels det tvivlsomme i overhovedet at antage, at alle faktorer i det komplicerede samspil enten tilhører noget rent biologisk-naturligt eller noget rent samfundsmæssigt-kulturelt. Det biologiske omfatter gener såvel som fx hjernen, og hjernens fysiske udvikling hos et menneske fra foster til voksenliv er i sig selv et kompliceret samspil mellem gener, neurobiologi og miljømæssig-kulturel påvirkning.
Forskellige teoretiske forsøg på at afklare naturbegrebet har fundet det utilfredsstillende at operere med så pragmatiske, vage og uskarpe grænser mellem natur og kultur, der tilmed skifter med konteksten. Tre alternativer er da mulige: 1) Man kan søge at præcisere eller gøre grænsen absolut, fx ad videnskabelig vej. 2) Man kan antage det grænseløse naturbegreb og sige, at alt for så vidt er natur (se næste afsnit), hvorfor selve grænsen er kunstig. Natur bliver så grundbegrebet, og kultur bliver blot en særlig form for natur. 3) Eller man kan hævde, at grænsen nok er kunstig og socialt konstrueret, men da dette gælder for alt, hvad vi forsøger at inddele i kategorier, er selv det, vi kalder natur, noget, som tilhører en samfundsskabt virkelighed. Det sidste munder ud i en art ophævelse af naturbegrebet, fordi alt i sidste ende bliver kultur; man kan aldrig komme bag om det kulturelle.
Det første alternativ kan genkendes i det moderne samfunds tendens til at systematisere verden gennem videnskaber, som er klart afgrænsede, i al fald på det institutionelle plan. Det smitter af på opfattelsen af henholdsvis natur, samfund og menneske som adskilte fænomener. Virkelighedens problemer opfattes som vedrørende snart naturprocesser, snart rent humane (fx psykologiske) processer og snart rent samfundsmæssige processer. En så tydelig tendens til systematisering, abstraktion eller renholdelse, hvor enkelte aspekter af natur kontra samfund uddestilleres af komplekse sagsforhold, kendes ikke i førmoderne samfund. I det moderne får grænsen mellem kultur og natur en tendens til at virke absolut. Det understøttes af forestillingen om det enkelte frie individ, der behersker sine omgivelser og sin egen natur som en kultiveret borger i en retsstat. Desuden er grænsen institutionelt grundfæstet i enkeltvidenskabernes opdeling af verden i natur, kultur og samfund med dertil hørende helt forskellige forklaringstyper. Udviklingen af pengesystemet opfattes ikke som en naturproces, der er genstand for fysik og kemi (det ville være absurd), men som kultur, dvs. som en økonomisk, social og politisk proces. At der reelt kan være tale om noget, som på én gang er natur og kultur, virker mindre absurd, når man tager udviklingen i fx trafiksystemet, selvom adskillelsen også her ses ved, at det snart opfattes som et økonomisk problem, snart et politisk problem og andre gange som et miljøproblem. Alt efter perspektiv kan adskillelsen begrædes som et fremmedgørende tab af en umiddelbar samhørighed mellem menneske og natur, eller den kan anerkendes som et civilisatorisk gode, der muliggør nuanceret erkendelse og rationelt begrundede handlemuligheder.
Det erkendelsesmæssige aspekt af opdelingen i kultur og natur, som afspejles i de videnskabelige institutioner, er ofte blevet ontologiseret, dvs. gjort til et skarpt skel i selve det, som findes (det ontiske), hvor natur og kultur så kommer til at fremstå som to væsensforskellige typer af eksistens. Man taler fx om "den naturlige verden", hvor vi søger en "naturlig forklaring", og "den åndelige verden", som vedrører det, vi tør tro, kan håbe og bør gøre, som to helt forskellige verdener. Splittelsen begrundes ofte i forskellen mellem på den ene side naturens processer, som styres af årsagsmekanismer uden hensyn til menneskelig vilje eller menneskeligt håb, og som må beskrives ved abstrakte naturlove, og på den anden side selve det menneskelige univers af mening i en mere metafysisk forstand; menneskets forståelseshorisont og livsverden.
Til modstillingen af kultur og natur på det erkendelsesmæssige og metafysiske plan knytter der sig en diskussion om en særlig kulturel opsplitning i den intellektuelle naturforståelse: Man har med C.P. Snow talt om splittelsen mellem på den ene side en naturvidenskabeligt indstillet kultur, som ensidigt værdsætter objektivitet, faktisk viden og teknisk kunnen, og som ofte vil have en positivistisk præget naturopfattelse, hvor naturen er genstand for udforskning, men ikke har værdi i sig selv; og på den anden side en humanistisk kultur, som bærer den klassiske dannelse og abstrakt fremholder etiske og æstetiske værdier, og for hvem natur primært er interessant som et muligt æstetisk objekt, fx som vej til oplevelse af det sublime. For begge opfattelser gælder det som en tendens, at naturen primært er teknisk eller æstetisk resurse for mennesket, og denne instrumentelle dimension i det vestlige natursyn har bl.a. været kritiseret fra 1960'erne og frem af de økologiske bevægelser og alternativismen, dvs. strømninger som alternativ medicin, New Age, forskellige græsrodsbevægelser og ungdomsoprørets filosoffer. Forskellige forsøg på igen at integrere de to kulturer eller måder at orientere sig i verden på har været diskuteret med det formål at nå frem til en mere fuldstændig tilgang, hvor bl.a. forståelsen af det historiske i såvel natur som kultur spiller en central rolle.
Naturvidenskaberne antager fx, at naturen har sin egen historie, naturhistorien, som strækker sig fra kosmos' begyndelse for ca. 15 mia. år siden (se big bang-modellen) over dannelsen af stjerner og solsystemer med planeter til dannelse af liv på Jorden og senere til udviklingen af dyr og mennesker. I det kosmiske perspektiv vil adskillelsen mellem natur og kultur først indtræde meget sent, med opkomsten af mennesket som et teknologisk, sprogligt og samfundsdannende dyr for godt 2 mio. år siden. Fra agerbrugets opståen for ca. 10.500 år siden og frem til i dag kan det iagttages, hvordan de menneskelige kulturer med stigende hast omdanner det uopdyrkede landskab til marker, plantager og byer, dvs. til et kulturlandskab, hvor elementer af det oprindelige og det forarbejdede, natur og kultur, væves sammen på stadig nye måder. Et vandløb, der slynger sig "naturligt" igennem en dal, kan have set nogenlunde sådan ud siden kort efter istiden, eller det kan være resultatet af en nøje planlagt naturgenopretning, der udtrykker et ønske om i et moderne samfund at "bevare naturen" på de steder, der trues af omformning af de stadig ekspanderende byer og et industrialiseret landbrug.
Adskillelsen mellem natur og kultur falder altså i det kosmiske perspektiv sammen med fremkomsten af civilisationsfænomener som kunst, religion, agerbrug, teknologi, handel, uddannelse, stater og international politik; fænomener, som alle forudsætter mennesker med bevidsthed, sprog og den særlige samfundsmæssige form for vaner, som udgøres af sociale roller og institutioner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.