Ret, Ordet har på dansk (og tysk, Recht) mange helt eller delvis uafhængige betydninger. Begrebet ret skal her kun omtales i den normative betydning, dvs. når det bruges i vurdering eller til regulering af menneskelivets sociale sider. I daglig tale er det brugt på mange måder, ligesom det er et centralt begreb i fx etik, moralfilosofi, politik, politisk filosofi, retsvæsen og retsvidenskab. Det benyttes i denne betydning kun i ubestemt eller bestemt form ental. I en betydning, hvor det står i relation til begrebet pligt, taler man dog i en bestemt betydning i flertal om rettigheder, fx menneskerettigheder.

I snæver leksikalsk betydning er begrebet ret i denne sammenhæng et relationsbegreb, der angår det forhold, at ytringer, handlinger mv. er i overensstemmelse med en eller anden målestok (norm, standard) for samfundsmæssige handlinger eller tilstande. På den ene side betegner det indbegrebet af, hvad der i mellemmenneskelig eller social sammenhæng anses for (moralsk) rigtigt, retfærdigt og rimeligt (se moral, retfærdighed og retsfølelse). På den anden side bruges det om totaliteten af de faktiske eller positive love (retsregler, lat. jus, eng. law), som håndhæves i et givet samfund af den suveræne stat inden for dens geografiske område. I denne forstand er ret det, som kommer til udtryk i et givet samfunds forståelse af retfærdigheden, således som denne ret opretholdes med magt ud fra de institutionaliserede retsregler, herunder af domstolene.

At have en ret (flertal: rettigheder) er det, som man med billighed kan kræve, dvs. det, som man er berettiget til (iht. loven, moralen eller en anden norm, fx en kontrakt). Årsagen til ordets dobbelthed er et ideal om, at den positive ret (lovgivningen) i et givet samfund bør være i overensstemmelse med de grundlæggende universelle, moralske normer (naturret), hvilket ikke altid er tilfældet.

Dette forhold mellem det retslige (den faktiske lovgivning) og det rette (det moralsk rigtige) kan måske bedst udtrykkes ved skellet mellem det legale og det legitime. Fx var den danske modstandskamp mod besættelsesmagten illegal (ulovlig i henhold til den da gældende danske lov, dvs. det positive retssystem). Efter befrielsen 1945 har man ofte betragtet den illegale modstandskamp som absolut legitim (dvs. moralsk berettiget), mens den legale samarbejdspolitik i vide kredse blev betragtet som illegitim.

Hvis man benægter, at noget kan være legalt, hvis det er illegitimt ("En umoralsk lov er ingen lov"), er man tilhænger af en naturret. Forholdet mellem ret og moral er et centralt tema i al retsfilosofi; se også retspositivisme, en indflydelsesrig retsfilosofi i 1900-t., der indebærer en benægtelse af, at der er en nødvendig forbindelse mellem moral og retssystemet.

Begrebet ret er således umiddelbart forbundet med det positivt ladede begreb om det gode og det rigtige. Det står derfor med rette i modsætning til det ofte negativt ladede begreb om den rå magt. Det betyder ikke, at det ikke kan være legitimt (moralsk berettiget), undertiden endog moralsk påkrævet, med magt at forsvare retten over for uretten.

Retsbegrebet i betydningen gældende ret (lov) er uadskilleligt forbundet med magtbegrebet. Det er et nødvendigt træk ved den positive ret, at den i sidste instans bliver opretholdt ved samfundets institutionaliserede magtanvendelse over for de individer eller organisationer, der ikke frivilligt adlyder loven. Et af det moderne retssamfunds grundlæggende karakteristika er, at staten som indehaver af suverænitet har et legalt monopol på magtudøvelse. At tage sig selv til rette (at øve selvtægt), selv hvis man har et moralsk berettiget krav, betragtes som både illegalt og illegitimt i alle moderne retssamfund. Når det drejer sig om retsreglernes gyldighed, dvs. om hvad der er gældende ret i et samfund, er den faktiske samfundsmæssige og magtbaserede opretholdelse af normerne naturligvis vigtig, men hertil kommer begrebet anerkendelse. Anerkendelse er flertallet (helst den overvældende majoritet) af de berørte individers accept af, at disse regler er moralsk berettigede og derfor bindende eller forpligtende, dvs. legitime.

I 300-t. f.Kr. skrev den græske filosof Platon Staten, hvori Thrasymachos i 1. Bog argumenterer for, at "magt er ret", hvilket Sokrates afviser. En stor del af den europæiske filosofi har siden drejet sig om, hvorvidt ret og moral kan begrundes som værdier, der er uafhængige af magt. At have ret er ikke nødvendigvis det samme som at få ret. Et er at få anerkendt berettigelsen af sit krav, noget andet er med magt at kunne sætte sin vilje igennem. Påstanden, at "magt går forud for ret", har ofte været gentaget, og som en rent beskrivende påstand om de faktiske forhold, dvs. at uretten ofte vinder, har den desværre megen plausibilitet. Hvis påstanden imidlertid opfattes som en normativ (moralsk) påstand om "den stærkeres ret", så er dette en grundlæggende norm i socialdarwinismen, hvorfra fascismen og nazismen har overtaget den.

Forholdet mellem ret og pligt er omstridt i såvel rets- som moralfilosofien, men det er almindeligt accepteret, at der her normalt består et gensidighedsforhold. Hvis A således har en ret til et eller andet, så vil B have en tilsvarende pligt til at levere det, som A har ret til; og omvendt. Dette kom fx til udtryk i den tidlige fagforeningsbevægelses slogan om, at man skal "gøre sin pligt og kræve sin ret".

Mellem retsbegrebet og begrebet om frihed består en ganske kompliceret relation. At have ret til noget vil ofte være at have frihed til at gøre dette, hvis man vil, fx at have ret til at køre bil. I politisk forstand er frihed identisk med politiske frihedsrettigheder, dvs. at man har ret til — er fri til — fx at ytre sin mening om regeringen, og at denne, i sin egenskab af politisk magthaver, har pligt til at respektere denne ret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig