Eckhart

Eckhart, Mester Eckhart, Meister Eckhart, Eckehart, ca. 1260-1328, tysk skolastisk teolog og mystiker. Som ung indtrådte han i dominikanerordenen i Erfurt; efter studier i Köln, muligvis under Albert den Store, og i Paris var han 1302-03 og 1311-13 teologisk magister eller mester, dvs. professor, ved universitetet i Paris. Administrativt fungerede han bl.a. som sin ordens provincial i Sachsen. Fra 1314 opholdt han sig i Strasbourg som prædikant og åndelig vejleder for byens dominikanske nonner. Ca. 1323 fik han overdraget en lærestol i teologi ved ordenens studiehus i Köln. Byens ærkebiskop, en ivrig kætterbekæmper, anklagede i 1326 Eckhart for at sprede vranglære blandt folket. Da Eckhart nærede mistillid til de biskoppelige inkvisitorers faglige kundskaber, appellerede han i 1327 til paven i Avignon og drog selv dertil. Flere gange forsvarede han sig energisk mod anklagerne for kætteri; pave Johannes 22.s fordømmelse af 28 sætninger fra hans værker forelå først året efter Mester Eckharts død.

Eckharts forfatterskab er skrevet dels på latin, dels på tysk. De fleste af de latinske værker skulle indgå i det store Opus tripartitum (Det tredelte værk), som imidlertid forblev en torso. Kun den tredje del med kommentarer til udvalgte bibelske skrifter er fuldstændig; Eckharts latinske prædikener udgør et appendiks.

I Eckharts tysksprogede traktater og prædikener, der henvender sig til en bred kreds, giver han en fremstilling af kristenlivets sande væsen. Sand kristendom indebærer ifølge Eckhart, at mennesket aflægger al begær og binding ikke blot i forhold til den ydre verden, men også på det åndelige plan ("Gelassenheit"). Først når mennesket står helt tomt over for Gud, kan Gud øve sit værk i mennesket. Dette værk består i, at Guds Søn, Ordet, fødes i menneskesjælens inderste kerne; herved genfødes mennesket som Guds søn og opnår del i den treenige Guds indre liv. Modsat tilhængerne af kvietismen mener Eckhart ikke, at menneskets optagelse i dette indre liv medfører, at det skal forholde sig passivt til den jordiske tilværelse. Den guddommelige krafts nærvær i det indre menneske vil tværtimod give sig udslag i ydre gerninger som retfærdighedens levende frugter.

Mester Eckharts tænkning øvede stor indflydelse på mysticismen i hans umiddelbare eftertid og var tillige en betydelig inspirationskilde for 1800-t.s idealistiske tænkning; i Danmark satte dette sig spor med teologen H.L. Martensens bog Mester Eckart (1840).