Jødisk filosofi, middelalderens jødiske tænkere boede i muslimske eller kristne lande. I den arabiske filosofis blomstringstid ca. 850-1200 knyttede jøderne i den muslimske verden sig tæt til flertallets filosofiske kultur med dens kombination af nyplatoniske og aristoteliske elementer og med dens nære bånd til lægevidenskaben. De skrev også deres værker på arabisk.

Efterhånden som de muslimsk regerede områder i Europa i løbet af middelalderen blev erobret af kristne fyrster, bidrog lokale arabiskkyndige jøder til, at kristne intellektuelle fik øjnene op for arabisk filosofi.

Snart blev filosofiske tekster oversat fra arabisk til latin. Nogle af dem var affattet af jøder. Blandt de vigtigste jødiske filosoffer i den arabiske tradition er Isaak Israeli (virksom i Tunesien ca. 900), Salomon Ibn Gabirol (Spanien, 1000-t.) og Moses Maimonides (Egypten, ca. 1135-1204), der alle kom til at påvirke den latinske skolastik.

Jøder i det kristne Europa var mindre integrerede i omverdenens lærdomskultur. I den latinske skolastiks blomstringsperiode ca. 1200-1500 var hebraisk de vesteuropæiske jøders foretrukne skriftsprog; arabiske og latinske værker oversatte man til hebraisk. Vigtige inspirationskilder var Maimonides og Averroës. Den kendteste filosof fra tiden er Gersonides (Sydfrankrig).

Efter jødernes uddrivelse fra Spanien i 1492 og fra Portugal i 1496 blev Amsterdam centrum for jødisk intellektuel aktivitet. Uriel da Costa (1585-1640), der tilhørte en tvangskristnet portugisisk sefardisk slægt, skrev om sjælens udødelighed og om farisæernes tradition sammenlignet med den skrevne lov.

Hans fritænkeriske synspunkter bragte ham i konflikt med den ortodokse jødiske menighed i Amsterdam, hvilket bl.a. førte til to ekskommunikationer. En lignende skæbne overgik landsmanden Baruch de Spinoza.

I 1700-tallet repræsenterer Moses Mendelssohn jødernes øgede emancipation i Tyskland. Hans religionsfilosofiske tænkning gik i retning af at bevise Guds eksistens og sjælens udødelighed i samklang med en redefinition af jødedommen som en ligeværdig religion i forhold til kristendommen; reformjødedommen tog udgangspunkt i hans lære.

Salomon Formstecher (1808-89) var i Die Religion des Geistes (1841) påvirket af Schellings og Hegels filosofi. Samuel Hirsch (1815-89) var hegelianer i sit grundsyn.

Blandt de nykantianske jødiske filosoffer påvirkede Hermann Cohen med sin lære om fornuftens autonomi både Franz Rosenzweig og Martin Buber. Franz Rosenzweig mente, at filosofien skal bygge på menneskets erfaring, og at jødedommen og kristendommen har samme udspring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig