nominalisme

Nominalisme, filosofisk opfattelse, ifølge hvilken det rigtige svar på spørgsmålet "Hvad er det for en ting, der er fælles (lat. universale) for alle medlemmer af samme art?" ikke er "deres fælles natur" eller lignende, men "deres betegnelse". Herimod står realisme, hvor universalet regnes for en særlig slags ting (lat. res), som befinder sig på et andet plan end enkelttingene.

En bevidst nominalisme opstod kort før 1100 med Roscellin som den kendteste repræsentant. Detaljerne i den tidlige teori kendes ikke, men nogen synes lidt uforsigtigt at have sagt, at arten "menneske" simpelthen er ordet (lat. vox) "menneske". Nu kunne vox såvel bruges om et ord som om en rent fysisk genstand (et stykke lyd), og vocales, 'ordfolkene', blev så beskyldt for at mene, at menneskearten ikke var andet end et stykke lyd.

Pierre Abélard og hans elever i 1100-tallet, kaldet nominales, 'navnefolkene', præciserede derfor, at det ikke er et ords fysiske egenskaber, der gør det til et universale; det afgørende er, at det betegner en flerhed af enkeltting. De mente dog ikke, at sprogets inddeling i arter er tilfældig.

I 1200-tallet stod nominalismen svagt, men i 1300-tallet kom den stærkt tilbage med tænkere som William fra Ockham og Jean Buridan. De betragtede begreber (conceptus, intentiones) som elementer i et sjælens tyste sprog, som er en forudsætning for al tale.

Et begreb, hvorved man kan begribe flere enkeltting, er ifølge denne teori sjælesprogets modstykke til det taltes fællesnavn: Det betegner en flerhed af enkeltting, og der er ikke andre universalier end netop sådanne begreber (og i afledt forstand deres talte modstykker).

Da sjælelige ting blev regnet for lige så virkelige og individuelle som de legemlige, indførte teorien ingen særlige universelle ting ved siden af enkelttingene. Denne type nominalisme fortsatte med at have mange tilhængere indtil begyndelsen af 1500-tallet.

Engelske empirister i 1600- og 1700-tallet benægtede ligesom Abélard og William fra Ockham, at fællesnavne refererer til universalier. Således hævdede Thomas Hobbes, at der kun eksisterer enkeltting, og George Berkeley, at fællesnavne står for partikulære idéer, der blot fungerer som almene.

I 1900-tallet er nominalistiske synspunkter i generaliseret form blevet forfægtet af fx Rudolf Carnap og Willard Van Orman Quine, som ikke blot har afvist, at fællesnavne refererer til universalier, men også, at fx relationsbetegnelser står for noget, der er forskelligt fra de relaterede enkeltting.