Et fænomen er, ifølge Platon det, der "kommer til syne" for sansningen, den fysiske ting. Den er sammensat, ufuldkommen og foranderlig, men "afspejler" eller "participerer i" det usammensatte, fuldkomne og uforanderlige, idéerne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet fænomen kommer af græsk phainomenon, præs.part. af phainesthai 'vise sig'.

Platon betvivler således ikke fænomenverdenens eksistens, men betragter den som afhængig af idéerne; hvis fænomenerne ikke var formet eller struktureret med idéerne som forbillede, ville den fysiske verden være et amorft kaos.

Et enkelt fænomen participerer i et — principielt uendeligt — antal idéer, og mens en idé ikke kan gøres identisk med sin egen modsætning, kan et fænomen fx være både stort og lille i forskellige henseender eller på forskellige tidspunkter, og tingen kan kun bestemmes som et "noget", der har forskellige egenskaber eller participerer i forskellige idéer. I sig selv er fænomenet kun genstand for usikker erkendelse, doksa, den erkendelse, der kan være sand eller falsk, og som bygger på sansning. Men for så vidt et fænomen participerer i en idé, kan det erkendes via idéer.

For Aristoteles betegner fænomener, fainomena, den umiddelbart givne erfaringsverden, som kan forklares gennem begrebserkendelse.

I den senere filosofi er ordet stort set anvendt i den aristoteliske betydning. Bacon og Descartes brugte det om alt, hvad der kan gøres til genstand for videnskabelig udforskning; Leibniz definerede fænomener som noget, der eksisterer i og for bevidstheden. Hos Kant er fænomenverdenen betegnelse for verden, som mennesker oplever den, i modsætning til verden, som den er i sig selv.

Se også fænomenologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig