Harmoni, klassisk græsk begreb, af pythagoræerne brugt til at betegne det forhold, at alt i verden kan udtrykkes ved hjælp af talforhold. Inden for musik betød harmoni oprindelig 'skala', fx hos Platon (se Grækenland i oldtiden (musik)). Betydningen 'overensstemmelse' udvikledes tidligt og blev personificeret i gudinden Harmonia.

Faktaboks

Etymologi
Af græsk harmonia 'sammenføjning, overensstemmelse', afledt af harmos 'fuge, sammenføjning'.

Inden for middelalderens bygnings- og billedkunst

forbindes harmonibegrebet med bestemte proportioner og geometriske figurer. Baggrunden skal søges i Bibelen, i oldtidens græske geometri og matematik samt i kirkefædrenes skrifter. I det gammeltestamentlige apokryfe skrift Visdommens Bog står om Gud, at "alt har han skabt efter mål, tal og vægt" (11,20). Det fremgår, at det var disse guddommelige principper, der lod kosmos fremstå af kaos, og at alt ville falde tilbage til kaos, om Gud trak dem tilbage.

I sin afhandling De musica skriver Augustin, at "arkitekturen og musikken er søstre, for de er begge døtre af tallene". De talforhold, der skaber musikalsk harmoni som 1:1, 1:2, 2:3 og 3:4, kan altså også tilvejebringe arkitektonisk harmoni, for det er den samme Gud, der har skabt det, der kan høres, og det, der kan ses. De rette talforhold kan således løfte sindet til betragtning af "sfærernes harmoni".

Sådanne betragtninger er grundlæggende for billedkunst og arkitektur i hele middelalderen; men ikke mindst i gotikken intensiveres studiet og anvendelsen heraf, ofte med meget avancerede konstruktioner til følge. Navnlig 1100- og 1200-tallets Chartresskole er berømt inden for området. Thierry fra Chartres håbede at finde "den guddommelige kunstner" ved hjælp af geometri og aritmetik.

Alain fra Lille kaldte Gud "elegans architectus", dvs. noget i retning af 'kunstnerisk arkitekt', der skaber ved hjælp af musikalsk konsonans. Katedralen opfattedes som en "model" af kosmos og som et "billede" af det himmelske Jerusalem, og det var bygmestrenes opgave at gå den guddommelige skaber i bedene.

Med 1300-tallets nominalismestrid synes de oven for skitserede opfattelser i nogen grad at tabe terræn til fordel for mere overvældende ornamentik og dekoration og på bekostning af klarhed og overskuelighed. Man støder dog stadig på udsagn, der refererer til de gamle hæderkronede principper.

Et berømt eksempel stammer fra de forhandlinger og udvekslinger af synspunkter, der knyttede sig til opførelsen af domkirken i Milano. I 1391 skrev den franske arkitekt Jean Mignot således til sine italienske kolleger: "Ars sine scientia nihil est" ('Kunst uden videnskab er intet').

Ved "ars" forstod han praktiske kundskaber vundet via erfaring og ved "scientia" den grundlæggende, rationelle, geometriske lære. Man havde diskuteret, om kirkens facade skulle bygges, så den lod sig indskrive i et kvadrat eller i en ligesidet trekant. Dette stod altså til debat; men at en af de nævnte geometriske figurer skulle bringes i anvendelse, måtte være hævet over enhver tvivl.

Troen på tallenes og geometriens guddommelige oprindelse hænger naturligvis sammen med andre aspekter af middelalderens æstetik, fx opfattelsen af Gud som lys og skabelsen som illumination. "Splendor veritatis" 'sandhedens skønhed' eller 'skønheden ved det sande', står centralt.

I moderne musikfaglig sprogbrug

er harmoni betegnelsen for samklang af toner. Før 1300-tallet ansås kun oktaver, kvinter og kvarter som harmoniske intervaller, men efter ca. 1300 øgedes sansen for tertsernes og seksternes velklang. Herefter blev harmonibegrebet knyttet til tertsopbyggede klange; se akkord.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig