Poiesis, (gr., af poiein 'frembringe, skabe'), brugt fra 400-t. f.Kr. i antik græsk litteratur især om frembringelse af "poesi", dvs. ikke-prosalitteratur.

Aristoteles overtog uden videre denne sprogbrug (jf. hans skrift Om digtekunsten), men udarbejdede tillige en helt anden betydning af begrebet. I hans etik står det for en handling, hvis værdi ligger i det, den frembringer (fx at tjene penge), modsat en praxis (gøren, af prattein 'at gøre'), hvis værdi ligger i handlingen selv (fx at drive filosofi).

Kommentarer (2)

skrev Kresten Thue Andersen

Det er måske et lidt nørdet spørgsmål: Jeg tænker på handlingen: at samtale.
Værdien ligger vel ikke blot i samtalen som handling, men i samtalens udbytte: den mening, der opstår hos deltagerne. Altså vil du kalde en filosofisk samtale: filosofisk praksis eller filosofisk poiesis?

svarede Tue Emil Öhler Søvsø

Tak for dit gode og meget relevante spørgsmål. Jeg er ny som fagansvarlig her på Lex.dk, så det er ikke mig, der har skrevet artiklen, men jeg skal forsøge at svare efter bedste evne.

Aristoteles' skelnen mellem 'praksis' og 'poesis', som jeg forstår den, henviser til en handlings primære formål. Troels, som har skrevet artiklen, nævner lønarbejde og filosofi som eksempler på de to typer af handlinger, og man kan måske illustrere Aristoteles' pointe på følgende måde: Hvis nogen spurgte os om, hvorfor vi går på arbejde, ville de fleste af os nok svare "for at tjene penge". Det betyder ikke nødvendigvis, at det er den eneste grund vi har til at gå på arbejde (samværet med ens kolleger og tilfredstillelsen ved at udrette noget kan jo være mindst lige så vigtige begrundelser); men hvis vi ikke længere fik løn for det, ville vi nok ikke blive ved med at dukke op hver morgen og vi ville ikke nødvendigvis kunne kalde det vi laver for vores 'arbejde' (vi ville blive nødt til at tale om det som 'frivilligt arbejde', en 'hobby' e.l.).

Det er nogenlunde sådan jeg forstår Aristoteles' skelnen og pointen med at kalde det at bedrive filosofi og tale sammen om filosofi for en praksis er så, at det netop er noget vi gør for handlingens egen skyld. Det betyder ikke, om du jo helt rigtigt indvender, at man ikke også kan få en masse ud af en filosofisk samtale – filosofien kan i følge Aristoteles også i den grad gøre os klogere, mere tilfredse med livet osv. og en filosofisk samtale kan f.eks. bringe os tættere på hinanden som mennesker og styrke vores relationer. Men selv hvis vi ikke får noget konkret ud af en samtale (vi er hverken blevet klogere eller har lært vores samtalepartner bedre at kende), vil den filosofiske samtale og filosofien i det hele taget stadig være noget vi giver os i kast med, ganske enkelt fordi det i sig selv er en værdifuld og meningsfuld ting at foretage sig. Selve det at filosofere er et grundbehov, og nok det vigtigste man kan give sig til her i livet – i hvert fald hvis man spørger Aristoteles.

Jeg håber, at min forklaring gav mening, men jeg kunne også godt tænke mig at få din pointe med i artiklen. Måske kunne man skrive "I hans etik står det for en handling, hvis værdi først og fremmest ligger i det, den frembringer (fx at tjene penge), modsat en praxis (gøren, af prattein 'at gøre'), hvis primære værdi ligger i handlingen selv (fx at drive filosofi)." i stedet for det der står nu. Hvad synes du?

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig