Retfærdighed. Rationering af visse varer er et middel, der kan tages i brug for at sikre en mere retfærdig fordeling af varegoder og hindre hamstringer i perioder, hvor efterspørgslen er større end udbuddet, således som det fx var tilfældet i årene under og efter 2. Verdenskrig. På dette billede fra 1949 står københavnere i kø for at afhente deres rationeringskort. Danskernes smørforbrug var det år kun halvt så stort som i 1952, da rationeringen bortfaldt.

.

Social retfærdighed udtrykker som begreb den idé, at det er muligt at bringe et samfunds fordelingsmønstre i overensstemmelse med et sæt af retfærdighedsprincipper. Selvom begrebet og problemet kan spores tilbage til de tidligste civilisationer, optrådte det ikke før omkring 1800, første gang i den britiske samfundsdebat i begyndelsen af 1800-tallet, og siden er det blevet meget anvendt. Begrebets opdukken kan relateres til de sociale problemer, som den hurtige engelske industrialisering medførte, og som ledte til en række offentlige undersøgelser mhp. sociale forbedringer.

Op igennem 1800-tallet konkurrerede flere opfattelser af social retfærdighed: En traditionel konservativ opfattelse, inspireret af David Hume og Edmund Burke, respekterede et socialt hierarki og nedarvede økonomiske rettigheder til fx ejendom, kombineret med et patriarkalsk ansvar for de lavere sociale grupper og skepsis over for den fremvoksende industri- og finanskapitalisme. Med denne kom en liberal opfattelse til udtryk, som gik ind for belønning i forhold til individuel indsats og meritter. I forlængelse af denne opfattelse argumenterede utilitaristen John Stuart Mill for individuel økonomisk konkurrence og var imod, at staten skulle anvende sin beskatningsmagt til at omfordele goder. Ifølge Mill er den mest retfærdige sociale orden den, der resulterer i den største samlede sum af lykke. Mill var imidlertid langtfra uden social forståelse og havde synspunkter, der bl.a. af Thomas Green udvikledes til en socialliberalisme med berøringspunkter til socialismen (se liberalisme). Denne understregede behovet hos det enkelte individ og sociale grupper som kriterium for offentlig indsats og havde som mål at skabe så stor lighed som muligt, bl.a. gennem omfordeling ad skattepolitisk vej. Den marxistiske opfattelse af social retfærdighed udmærker sig først og fremmest ved kritikken af uretfærdigheder i det borgerlige kapitalistiske samfund. Når Marx i sin kritik af det tyske socialistiske arbejderpartis program fra 1875, Gothaprogrammet, fremholder, at kun i det kommunistiske samfund kan den ideale sociale retfærdighed opnås, kritiserer han samtidig tanken om en ligelig fordeling af indkomst, fordi han betragtede individer som ulige mht. formåen og behov.

Rettighedskrav

Et fundamentalt træk ved udviklingen af begrebet social retfærdighed har været stigende rettighedskrav. Grunden blev lagt i slutningen af 1700-tallet, da en række franske debattører, bl.a. Turgot, Robespierre, Babeuf, krævede borgernes ret til arbejde og uddannelse. Og den engelske samfundskritiker Thomas Paine udarbejdede i The Rights of Man, part II (1792) en omfattende plan for et socialt sikkerhedssystem. Denne socialøkonomiske rettighedstænkning nåede sin foreløbige kulmination i FN's Menneskerettighedserklæring (1948). I 1900-tallets sidste årtier har social retfærdighed på globalt plan i stigende grad været debatteret.

Mens den materielle omfordelingspolitik har været dominerende, er begrebet social retfærdighed under indflydelse af bl.a. J.-J. Rousseau blevet udvidet til i stadig større omfang at omfatte også en sådan grad af økonomisk uafhængighed, tilvejebragt af staten, at det sikrer mere ligeværdig deltagelse i samfundets styrelse. Rousseau foregreb i Du Contrat social (1762, da. Samfundspagten) tanken om et garanteret eksistensminimum. Immanuel Kants Metaphysik der Sitten (1797) med bl.a. den grundsætning, at ethvert menneske bør behandles som et mål i sig selv og ikke som et middel i andres planer, bidrog til at sætte de socialetiske spørgsmål i centrum og udvide perspektivet.

I 1900-tallet er disse idéer videreudviklet til forestillingen om det ligeværdige medlem af et samfundsfællesskab. Et vigtigt bidrag blev givet af den engelske samfundsforsker T.H. Marshall (1893-1981) i Citizenship and Social Class (1950), hvori han opstiller tre hovedkategorier af rettigheder, der efterhånden føjes til hinanden i den vesteuropæiske udvikling: menneskerettigheder, bl.a. ytringsfrihed og ejendomsret, politiske rettigheder og sociale rettigheder som ret til uddannelse, bolig og velfærd. For Marshall var det magtpåliggende at vise den sociale konsekvens af dette medlemskab, nemlig at det modvirker det kapitalistiske samfunds økonomiske uligheder.

Endnu et skridt videre gik den amerikanske filosof John Rawls, da han i A Theory of Justice (1971) understregede sammenhængen mellem politisk og social lighed og individets følelse af selvværd som et fundamentalt aspekt af social retfærdighed.

Rawls' idéer gav debatten om social retfærdighed et kraftigt opsving, hvorved også stærkt kritiske synspunkter blev fremført. Således gav den amerikanske filosof Robert Nozick i Anarchy, State and Utopia (1974) et afvisende gensvar fra ultraliberal side. Omtrent samtidig udkom Fr. von Hayeks trilogi Law, Legislation og Liberty (1973, 1976, 1979), hvori han under overskriften The Mirage of Social Justice (Den sociale retfærdigheds fatamorgana) afskrev selve idéen om social retfærdighed med den begrundelse, at den er meningsløs, religiøs, selvmodsigende, ideologisk, uigennemførlig og katastrofal. Hayeks synspunkter er siden 1980'erne blevet livligt debatteret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig