Med afsæt i sin sensualisme kritiserede Condillac Descartes' lære om jeg-oplevelsen som erkendelsens fundament. Han hævdede i Traité des sensations (1754, Afhandling om sansningerne), at jeg-oplevelsen hverken er iboende eller kommer via intuition. Den kommer først, når det gennem sansning er muligt at skelne mellem bevidstheden og en ydre verden. Herved frigjorde han sig fra Locke og formulerede sin egen doktrin om sansning og sensualisme.
Han studerede hver sans for sig for at finde ud af, hvad den specifikt bidrager med, og satte herefter sanserne sammen. Han forestillede sig en ”statue”, som gradvist får vækket sanserne. Den første er lugtesansen, der bidrager mindst til menneskelig viden. Lugt er ledsaget af nydelse eller ubehag, som er bevidsthedens modsatrettede poler, der bliver det ledende princip for erfaringsdannelse. Med erfaringen kommer opmærksomheden, som igen skaber hukommelsen. Hukommelsen giver mulighed for at sammenligne. Sammenligningen af glæden eller smerten forbundet med tidligere og nuværende oplevelser er grundlaget for begæret, der i sidste ende styrer brugen af vores evner. Dette er en meget kort sammenfatning af begyndelsen af afhandlingen. Herefter tilfører han og sammensætter sanserne.
Anden del af afhandlingen handler om berøring, og tredje del om sammenhængen mellem berøring og sanserne. Endelig beskæftiger fjerde del sig med ønsker, handlinger og idéer hos et isoleret menneske med alle sanser aktive. Condillac afviste fuldstændigt eksistensen af medfødte evner eller idéer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.