Faktaboks

Immanuel Kant
Født
22. april 1724, Königsberg (nuværende Kaliningrad)
Død
12. februar 1804

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

.

Immanuel Kant var en tysk filosof. Hans tænkning udgør et højdepunkt i oplysningstidens filosofi, og som samtidig afslutter denne epoke og danner indgang til en ny.

Opvækst, uddannelse og professorhverv

Immanuel Kant blev født i Königsberg i Østpreussen (i dag Kaliningrad), en driftig, international handelsby, og han kom aldrig uden for Østpreussen. Hans hjem og skolegang prægedes af pietismen.

I 1740 blev han indskrevet ved universitetet, hvor især wolffianeren Martin Knutzen (1713-1751) kom til at præge ham (jf. Christian Wolff). Senere fungerede Kant i en årrække som huslærer tre steder i Østpreussen. Han blev magister i 1755 og erhvervede samme år retten til at forelæse. Hans forelæsningsemner viser stor bredde; ud over filosofiske discipliner som logik og metafysik underviste han bl.a. i matematik, fysik, geografi og pædagogik.

Skønt flere universiteter havde bud efter ham, afventede han en professorstilling i Königsberg. Den kom også — om end lidt sent — i 1770. I 1796 afsluttede han sit virke som universitetslærer, men fortsatte sine filosofiske aktiviteter til kort før sin død.

Immanuel Kants forfatterskab

Immanuel Kants filosofiske forfatterskab mødte ingen officiel modstand under Frederik 2. den Store af Preussen; men under efterfølgeren Frederik Vilhelm 2., som var en fjende af oplysningstidens fornuftsdyrkelse og havde hang til mystik, vakte Kants religionsfilosofi kongens og hans rådgiveres mishag, og han lovede at afholde sig fra at skrive om religion, underforstået: under det daværende regime, 1786-1797. Han genoptog da sit religionsfilosofiske forfatterskab, og i Der Streit der Fakultäten (1798, Fakulteternes strid) beskrev han kontroversen.

Kants forfatterskab kan opdeles i det førkritiske, det kritiske (som, skriver han selv, blev til efter mødet med David Humes filosofi) og det posthumt udgivne.

Det førkritiske forfatterskab

Det førkritiske forfatterskab består af en række småskrifter, hvori Kant i stigende grad tager afstand fra wolffianismen. I modsætning til Wolff, som var tilhænger af den leibnizske fysik, var Kant newtonianer, og i Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels (1755, Almen naturhistorie og teori om verdensaltet) forsøgte han ud fra newtonske forudsætninger og en teori om materiehvirvler at redegøre for Universets opståen og udvikling. Senere fremsatte Laplace en lignende kosmologi, som derfor kaldes Kant-Laplaces hypotese.

Blandt Kants andre førkritiske skrifter er Untersuchung über die Deutlichkeit der Grundsätze der natürlichen Theologie und der Moral (1764, Undersøgelse af tydeligheden af grundsætningerne for den naturlige teologi og moralen), hvori han i modsætning til wolffianerne skelner imellem matematikkens og filosofiens metode, og Träume eines Geistersehers (1766, En åndeseers drømme), hvori han kritiserer den svenske mystiker Emanuel Swedenborg på en måde, der også rammer den traditionelle metafysik.

Om den sanselige og intelligible verdens form og principper

Afhandlingen De mundi sensibilis atque intelligibilis forma et principiis (1770, Om den sanselige og intelligible verdens form og principper) danner overgangen mellem Kants førkritiske og hans kritiske forfatterskab.

Han argumenterer her for, at oplevelsen af rumlige og tidslige forhold er et resultat af erkendeapparaturets bearbejdning eller ordning af de mangfoldige sanseindtryk (fornemmelser), som er det erkendende subjekts primære erkendemateriale. Rum og tid er således a priori, dvs. 'forud', for erfaringen og ikke abstraheret fra denne; de er erkendeformer, eller som Kant senere benævnte dem, anskuelsesformer.

Denne opfattelse er udtryk for, hvad der senere med baggrund i Kants egen analogi er blevet kaldt hans kopernikanske vending, og som går ud på, at erfaringsgenstandene snarere retter sig efter vore forestillinger end omvendt; det er følgelig muligt at udsige noget om en erfaringsgenstand forud for erfaringen, da begrebet om den er dannet af det erkendende subjekt og derfor underkastet love for begrebsdannelse. Rum og tids a priori-karakter viser muligheden af syntetiske a priori-udsagn, dvs. af udsagn, som udsiger noget om erfaringsverdenen, men hvis gyldighed ikke er afhængig af erfaringen.

Kants 'Kritik af den rene fornuft'

Immanuel Kant har med sine værker fra de sidste 20 år af sit liv dybt præget europæisk erkendelsesteori og moraltænkning. Selv boede han næsten hele sit liv i den internationalt prægede handels- og søfartsby Königsberg og så aldrig mere af verden, end at han kunne være hjemme igen inden aften. Tegning fra 1789 af Hans Veit Schnorr von Carolsfeld; Kupferstich-Kabinett, Staatliche Kunstsammlung, Dresden.

.

Herefter arbejdede Kant i mere end ti år på sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik der reinen Vernunft (1781, Kritik af den rene fornuft; på dansk i 2002). Her fremsættes problemet om metafysikkens mulighed, dvs. om muligheden for at udsige syntetiske a priori-udsagn om virkeligheden. Hans mål er at opstille en metafysik, som i modsætning til tidens endeløse metafysiske diskussioner kan give endelige svar på de metafysiske spørgsmål.

Undersøger man de betingelser, der muliggør erfaringserkendelse (at den er virkelig, tvivler Kant ikke på), vil disse betingelser kunne genfindes som syntetiske a priori-udsagn, der er gyldige for den erfaringsverden, som de er betingelser for erkendelsen af. Heraf følger en afgrænsning af, hvad der kan være genstand for mulig erkendelse. Hvis man forsøger at erkende en bagvedliggende virkelighed, en verden af ting i sig selv, Dinge an sich, er dette dømt til at mislykkes.

Den verden, som vi erkender, er en fænomenverden og ikke en verden af ting i sig selv (noumena). Fx afviser Kant samtlige beviser for Guds eksistens som fejlslutninger, der bygger på den fejlagtige opfattelse, at eksistens er en egenskab. Da Kant bruger ordet "transcendental" (det, der ligger uden for erfaringen) om undersøgelser af erkendelsens mulighedsbetingelser, kaldes hans filosofi for transcendentalfilosofi.

Immanuel Kants hovedtanke i kritikken af den rene fornuft er, at erkendelse kun er mulig under forudsætning af jegets identitet gennem tid. Men da jeget ikke er andet og mere end sit indhold, vil det sige, at det i rum og tid givne mangefold af fornemmelser må samles til enheder, dvs. at jeget opretholder sin enhed ved at foretage en række synteser, således at der af de foreliggende mangefold opstår begreber om erfaringsgenstande.

Da erkendelse kun er mulig under forudsætning af, at den er gyldig for ethvert erkendende subjekt, må disse synteser være dannet på regelbunden måde. De tilgrundliggende regler formulerede Kant i sine såkaldte forstandsbegreber eller kategorier. Fx optræder begrebet om årsag-virknings-forholdet som en kategori, hvilket betyder, at det erkendende subjekt ordner de i tiden foreliggende fornemmelser i årsagskæder. Dette indebærer, at erfaringsverdenen a priori kan erkendes at udgøre et kausalt system.

Immanuel Kants moralfilosofi

I årene efter udgivelsen af Kritik der reinen Vernunft beskæftigede Kant sig indgående med moralfilosofi. I Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785, dansk Grundlæggelse af sædernes metafysik, 1996), Kritik der praktischen Vernunft (1788, dansk Kritik af den praktiske Fornuft, 2000) og Metaphysik der Sitten (1797, Sædernes metafysik) udvikler han sin kritiske moralfilosofi og argumenterer for sit berømte kategoriske imperativ, som siger, at "Du skal handle således, at den maksime, under hvilken Du handler, skal kunne være en almen lov".

I dette ligger, at det ikke er en handlings resultater, men de bagvedliggende intentioner, der bestemmer viljen og gør den moralsk god. Den kantske moralfilosofi rubriceres som moralsk formalisme; det skyldes, at det kategoriske imperativ udtrykker, at de maksimer, der handles ud fra, skal have en almen form.

Kritik af dømmekraften

I sit tredje kritiske hovedværk, Kritik der Urtheilskraft (1790, dansk Kritik af dømmekraften, 2005), argumenterer Kant for, at æstetiske objekter er sådanne, der udløser et interesseløst behag, dvs. som vækker behag uden at fremkalde sanselig lyst eller begær efter at eje dem. Kun hvis dette princip gælder, er æstetisk diskussion mulig.

At den er virkelig, tvivler Kant lige så lidt på, som han tvivler på erkendelsens og den moralske vurderings virkelighed og intersubjektivitet. Han drøfter også det princip om naturens hensigtsmæssighed, som synes at ligge bag de biologiske videnskabers forklaringer.

Immanuel Kants sene forfatterskab

Bogen Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft (1793, Religionen inden for den blotte fornufts grænser) vakte myndighedernes mishag. Heri bestemmes uden hensyn til åbenbaringen religionens væsen som udelukkende at være af moralsk art. Kant formulerer også tanken om menneskets naturlige, medfødte ondskab, og han taler om det radikalt onde som menneskets tilbøjelighed til at handle ud fra moralsk forkastelige maksimer, dvs. ud fra sanselig tilskyndelse.

På baggrund af fredsforhandlingerne i 1795 mellem Preussen og Frankrig udgav Kant samme år Zum ewigen Frieden (Til den evige fred, 1995), hvori han ud fra sin filosofi illusionsløst diskuterer betingelserne for fred i verden.

I sine sidste år beskæftigede Immanuel Kant sig især med at opstille den naturmetafysik, som hans kritiske filosofi skulle danne grundlag for. De mange, men lidet sammenhængende notater til dette værk, som skulle krone hans kritiske filosofi, er siden blevet udgivet under titlen Opus postumum (1936-1938).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig