Faktaboks

Karl L. Reinhold
Født
1758
Død
1823

Karl L. Reinhold, Karl Leonhard Reinhold, 1758-1823, tysk filosof, professor i Jena 1787 og i Kiel 1794.

Som ganske ung indtrådte han i jesuiterordenen, men konverterede til protestantismen og kastede sig over studiet af Immanuel Kants værker, hvilket resulterede i Briefe über die kantische Philosophie (1786-87, Breve om den kantske filosofi).

I sit filosofiske hovedværk, Versuch einer neuen Theorie des menschlichen Vorstellungsvermögen (1789, Udkast til en ny teori om den menneskelige erkendeformåen), søgte Reinhold at overvinde den kantske dualisme mellem sanselighed og forstand.

Kant havde antydet, at disse to erkendekilder kunne have samme udspring, men havde ikke selv udviklet tanken. Reinhold søgte i sin såkaldte elementarfilosofi at formulere en teori om den menneskelige forestillingsevne.

Senere blev Karl L. Reinhold påvirket af Johann Gottlieb Fichte for atter at ændre synspunkt og kritisere idealismen for at være subjektivisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig