Deisme er et udtryk beslægtet med ordet teisme; begge ord betegner hævdelsen af en eller flere guders eksistens, men hvor teisme for det meste står for religiøs ortodoksi, betegner deisme en uortodoks fornuftreligion eller en naturlig religion.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af latin deus 'gud' og -isme.

Fordi deisme ofte anvendes i nedsættende betydning, er det undertiden blevet brugt i betydningen 'ateisme'; deister er også blevet kaldt fritænkere.

Deisme betegner ikke nogen samlet religionsfilosofisk bevægelse eller retning, og ordet 'deist' er blevet brugt om filosoffer og forfattere tilhørende vidt forskellige skoler.

Herbert of Cherbury

Den engelske filosof Herbert of Cherbury regnes ofte for en af de første vesteuropæiske deister; han fastslog i sit hovedværk De veritate (1624, Om sandhed), at der er universelle fornuftsandheder, at der findes en gud, at denne bør dyrkes, at dyd og fromhed er en del af gudsdyrkelsen, at mennesket bør angre sine synder, samt at guddommen straffer og belønner i denne såvel som i en kommende tilværelse.

John Toland

Den kendteste og mest læste engelske deist var imidlertid John Toland, som i Christianity not mysterious (1696, Kristendommen rummer ingen mysterier) afviste den kristne åbenbaring og de kristne mysterier og søgte at vise en overensstemmelse mellem kristendom og fornuft. De engelske deister blev imødegået af David Hume, der hævdede, at enhver tale om en fornuftreligion må forkastes.

Voltaire og Rousseau

I Frankrig regnes Voltaire og Rousseau blandt deisterne, sidstnævnte pga. sin fremstilling af en fornuftreligion i afsnittet om den savojiske præsts trosbekendelse i Émile ou de l'éducation (1762, Émile eller Om opdragelsen).

Voltaire afviste med forfærdelse samtidens franske ateister som fx Holbach, om hvis anonymt udgivne værk Système de la nature (1770, Naturens system) han sagde, at det under inspiration fra den lede selv var forfattet af en djævel af et menneske.

Deisme og fornuft

Deisterne har med deres understregning af, at de fundamentale religiøse dogmer kan udvikles af fornuften, bidraget afgørende til udvikling af religiøs tolerance. Heri består deismens historiske betydning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig