populærfilosofi

Populærfilosofi, (1. led af lat. popularis 'som vedrører folket', af populus 'folk'), betegnelse anvendt i nedsættende betydning af G.W.F. Hegel om en gruppe tyske oplysningsfilosoffer ca. 1750-75. Populærfilosofferne, hvis åndelige fader var Chr. Thomasius, og hvis væsentligste skikkelse var Moses Mendelssohn, vendte sig imod især Chr. Wolffs og hans tilhængeres metafysiske spekulationer, der dominerede tidens akademiske filosofi. I stedet betonede de filosofiens bidrag til den almene oplysning, dens forståelighed og anvendelighed og erstattede erkendelsesteoretiske analyser og metafysiske diskussioner med appeller til den sunde fornuft og til moralske og æstetiske følelser. De skrev om moralfilosofi, æstetik, opdragelse og religionsfilosofi og så det som deres opgave at gøre mennesket bedre, dvs. lykkeligere, vha. oplysning. I modsætning til de franske oplysningsfilosoffer var populærfilosofferne hverken samfundskritiske eller antireligiøse, men opfattede den oplyste enevælde som garant for politiske og sociale reformer og var som tilhængere af deismen talsmænd for religiøs tolerance.

Den tyske oplysningsfilosofis spænding mellem den akademiske filosofi og populærfilosofien genfindes i nutidens ofte negative forhold mellem en specialiseret og professionaliseret filosofi og en filosofisk aktivitet, der især er publikumsrettet og formidlende, eller som under betegnelsen "anvendt filosofi" henvender sig til offentligheden.