Giordano Bruno

© Det Kongelige Bibliotek

Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.

Giordano Bruno, 1548-17.2.1600, italiensk humanist og filosof. I sin studietid i Napoli indtrådte Giordano Bruno 1565 i dominikanerordenen og blev præsteviet i 1572.

Under mistanke for fritænkeri blev han i 1576 indstævnet for inkvisitionen, men han flygtede i stedet til Venezia. Indtil 1592 levede Bruno som omvandrende lærer, bl.a. i Paris, London (1583-85), Wittenberg, Prag og Zürich. Efter indbydelse bosatte han sig atter i Venezia, men blev her forrådt til inkvisitionen, der førte ham til Rom.

Efter en langvarig proces, hvor han i årevis sad fængslet, blev Bruno dømt som "hårdnakket kætter" og 17.2.1600 brændt på torvet Campo dei Fiori i Rom; her blev der i 1889 rejst en statue til hans minde.

Som tænker var Giordano Bruno original, men ikke egentlig systematisk, idet han udfoldede sine spekulative teorier i relativ uafhængighed af hinanden. Grundlæggende var han overbevist om, at universet udgør en organisk helhed (panteisme). På dette fundament videreførte han Raymundus Lullus' forståelse af den menneskelige hukommelse som altets spejl, ligesom han søgte at retfærdiggøre magien som en videnskab i streng forstand.

Giordano Bruno var en af de tidligste tilhængere af Kopernikus' solcentrerede astronomi, som han tolkede ud fra Nicolaus Cusanus' platoniske metafysik. Bruno mente således at kunne vise, at universet er uendeligt og rummer adskillige verdener ud over den jordiske, og at Jorden ikke er dets centrum.

Giordano Brunos forfatterskab er omfattende og består hovedsagelig af filosofiske dialoger som fx De umbris idearum (1582, Om idéernes skygger), hvori hans kristne hermetisme fremstilles, La cena delle ceneri (1584, Askeonsdags middag) indeholdende hans kopernikanisme og De la causa, principio e uno (1584, Om årsagen, princippet og det ene), Brunos spekulative og erkendelsesteoretiske hovedværk. Han forfattede også nogle didaktiske digte med ledsagende kommentar, fx De gli eroici furori (1585, De heroiske lidenskaber), som indeholder hans moralfilosofi.