Søren Kierkegaards forfatterskab, der består af ca. 40 bogtitler og et tilsvarende antal dagbladsartikler, falder i to faser: 1843-46 og 1847-51. Udgivelserne fra 1855, hans sidste leveår, domineres fuldstændigt af kampen mod kirken som institution og mod den officielle kristendom.
Af værkerne fra den første fase er adskillige udgivet under pseudonymer. I disse gennemspiller Kierkegaard de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer, som for en senere tidsalder har gjort ham til en af eksistentialismens fædre.
Parallelt med denne produktion udsendte han en række religiøse taler, hvis restoplag i 1845 samledes under titlen Atten opbyggelige Taler. Disse såvel som alle senere taler udgav Kierkegaard i sit eget navn, bl.a. for at tilkendegive, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter.
Enten — Eller (1843), udgivet af Victor Eremita, består af to dele. Forfatteren til anden del, B eller assessor Wilhelm, skriver til A, førstedelens forfatter. A karakteriseres som æstetiker og har efterladt sig et særdeles sammensat materiale, der afspejler en ikke mindre sammensat type.
I hans papirer finder man bl.a. en serie sentenser samlet under betegnelsen "Diapsalmata", en afhandling om Wolfgang Amadeus Mozarts opera Don Juan, en analyse af "Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske", en hæsblæsende opsats kaldet "Vexeldriften" med muntre råd til enhver, der hellere vil dø af grin end kede sig ihjel, samt endelig tre traktater om forskellige kvindeskikkelsers møde med mænd, der bedrog dem og derved beseglede deres skæbne for stedse.
Til alt dette føjer sig den af A ifølge bogens udgivermystifikation fundne Forførerens Dagbog: I en romanlignende dagbogs- og brevform peges der tværs igennem sanselighedens sødme på det dæmoniske og fortvivlende i en rent æstetisk livspraksis.
Udvejen af den fortvivlelse, som æstetikeren ifølge assessoren havner i, er det etiske valg. Det, man vælger, når man vælger etisk, er ikke blot det gode, men forskellen mellem godt og ondt; man vælger, at det liv, man lever, skal anskues i lyset af denne afgørende forskel.
Det etiske valg består derfor i at "vælge sig selv": At vælge sig selv som den, der skal bære ansvaret for, hvad man selv gør. At vælge sig selv er at overtage sig selv, men det vil også sige at overtage den historie, gennem hvilken man selv er blevet til.
Etikeren Wilhelm mener, at et menneske kan "erhverve sig selv" ved således at vælge sig selv. Men det er netop denne opfattelse, som de efterfølgende pseudonyme værker sætter spørgsmålstegn ved. I Frygt og Bæven (1843) kredser forfatteren, Johannes de silentio, om Abraham som troens fader.
Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen, Isak, som han med hele sit liv hænger ved, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de silentio sætter troen den enkelte over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. Se også springet.
I Gjentagelsen (1843), der i en eksperimenterende romanform stiller det spørgsmål, om gentagelsen findes, antydes det, at den sande gentagelse er den religiøse: at få det liv igen, som er tabt for én. Gjentagelsen udkom samme dag som Frygt og Bæven.
I indledningen til Begrebet Angest (1844) tydeliggøres og sammenfattes kritikken af etikerens opfattelse. Pseudonymen Vigilius Haufniensis hævder, at etikken strander på synden, men at den kommer igen i skikkelse af den "anden" etik, som tager udgangspunkt i syndens virkelighed. Begrebet Angest er et i forfatterskabet skelsættende psykologisk værk, der indgående beskriver angstens fænomener og spørger, hvad angsten — eller det forhold, at et menneske kan ængstes — viser om det at være menneske.
Svaret er, at et menneske er et selv, der er uløseligt forbundet med den opgave at blive sig selv. Begrebet Angest beskriver, hvorledes denne opgave mislykkes, idet den enkelte gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. I denne angst vender mennesket sig bort fra det godes mulighed i dæmonisk indesluttethed (se også angst).
Denne bestemmelse af synd som selvskabt ufrihed fremsættes allerede i Philosophiske Smuler (1844), der udkom fire dage før Begrebet Angest. Pseudonymen Johannes Climacus vil skærpe forståelsen af troen og det kristelige. Han tager udgangspunkt i menneskekenderen Sokrates, der forudsætter, at et menneske har den sandhed i sig selv, som det skal lære at kende, og at det følgelig selv skal opdage sandheden.
Det eneste alternativ hertil er den opfattelse, at mennesket er i usandhed ved egen skyld, og at det ikke ved egen magt kan frelse sig selv. Herudfra udvikler Climacus forståelsen af det absolutte paradoks, at Gud, den evige, lader sig føde, lever, lider og dør som menneske. Se paradokset og øjeblikket.
Stadier paa Livets Vei (1845), udgivet af Hilarius Bogbinder, opruller, i lighed med Enten — Eller, en række konflikter mellem en æstetisk og en etisk livsholdning. I værkets første del, "In vino veritas", samles forskellige æstetikere til et drikkegilde for at tale om kvinden; dernæst træder assessor Wilhelm frem med traktaten "Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser", hvori han fører endnu et behjertet forsvar for den ægteskabelige lykke.
I værkets tredje sektion skimtes en religiøs livsholdning i "Skyldig? — Ikke-Skyldig?", der i dagbogsform reflekterer over de psykologiske motiver bag en brudt forlovelseshistorie, som stedvis ligner Kierkegaards egen til forveksling.
Læren om det absolutte paradoks udfoldes i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), der med Climacus som pseudonym, ikke-kristen forfatter er en efterskrift på 600 sider til Philosophiske Smulers 100 sider. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift rummer et skarpt opgør med Hegels systemtænkning. Det er i dette opgør, at eksistensbegrebet får sin særlige prægning hos Kierkegaard.
Et menneske er som eksisterende individ undervejs og i bevægelse. Med eksistens som nøglebegreb viderefører Climacus projektet fra Philosophiske Smuler, idet han skelner mellem to former for religiøsitet, A og B (se også stadielæren). Den første sammenfattes i sætningen: "Subjektiviteten er Sandheden", den anden i sætningen: "Subjektiviteten er Usandheden". Den første sætning betyder, at et menneske ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes (se inderlighed). Den anden sætning siger, at et menneske ikke af sig selv kan finde sandheden, men tværtimod skal have den meddelt.
I forfatterskabets anden fase, 1847-51, skærpes forståelsen af såvel det menneskelige som det kristelige. Kierkegaard hævder med stigende eftertryk, at den afgørende kategori er det enkelte menneske, "hiin Enkelte", men gør samtidig skarpere og skarpere en religiøst begrundet tanke om den fælles menneskelighed gældende (se den enkelte).
Dette går hånd i hånd med en stadig mere afgjort kritik af samtiden. Med den store novelle To Tidsaldre (1845) af Thomasine Gyllembourg som anledning leverer Kierkegaard i En literair Anmeldelse (1846) en indsigtsfuld karakteristik af det frembrydende moderne samfund; hans nøglebegreber er nivellering og lidenskabsløshed.
Kommentarer (1)
skrev Peter E. Christensen
Det eksterne link “Søren Kierkegaards Skrifter online” er uheldigt placeret i forlængelse af artiklens tekst.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.