I 1800-tallets slutning førte en række bestræbelser for at bryde isolationen mellem kirker af samme konfession og mellem de forskellige konfessioner indbyrdes til dannelsen af flere verdensomspændende konfessionelle forbund. Som de første grundlagde adventisterne i 1863 General Conference of Seventh-Day Adventists. Anglikanerne fulgte i 1867 med den første Lambeth-konference, mens de reformerte kirker i 1875 dannede Det Reformerte Verdensforbund (World Alliance of Reformed Churches). Baptisternes Verdens-Alliance så dagens lys i 1905, og flere andre kirkesamfund (metodister, kvækere, mennonitter, Frelsens Hær, ortodokse kirker, gammelkatolikker mv.) dannede tilsvarende verdensorganisationer. De lutherske kirker kunne derimod i første omgang kun blive enige om regionale sammenslutninger, og først i 1923 kom det til dannelsen af Det Lutherske Verdenskonvent, der i 1947 blev afløst af Det Lutherske Verdensforbund.

I årene efter 2. Verdenskrig voksede den internationale bevidsthed om nødvendigheden af én enig verden; parallelt hermed blev det i stigende grad klart, at kirkernes opgaver bedst kunne løftes i fællesskab. Som en konsekvens heraf blev Kirkernes Verdensråd (World Council of Churches) dannet i 1948. Det består af 336 primært protestantiske og ortodokse kirker (2000). Den romerskkatolske kirke har tætte relationer til rådet, men har aldrig søgt om optagelse. I overensstemmelse med den såkaldte basisformel forstår Kirkernes Verdensråd sig selv som et fællesskab af kirker, der anerkender Jesus Kristus som Gud og frelser og derfor i fællesskab søger at opfylde deres kald til den treenige Guds ære.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig