Verdensmissionskonferencer, konferencer, hvor repræsentanter fra især protestantiske kirker har drøftet fælles initiativer inden for mission og evangelisation. Den første, der fandt sted i Edinburgh i 1910, markerede begyndelsen på den moderne økumeniske bevægelse (se økumeni). Den ellevte og foreløbig seneste blev afholdt 1996 i Salvador i Brasilien, med fattigdomsproblemer, religionsmøde samt forholdet mellem evangelium og kulturerne på dagsordenen. Siden 1961 er konferencerne organiseret af Kirkernes Verdensråd.