• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

altruisme

Oprindelige forfattere NiEng og UJJ Seneste forfatter Redaktionen

altruisme, (af fr. autrui '(for) andre mennesker, (for) næsten', af lat. alter 'anden'; dannet 1830 af A. Comte), en moralsk grundholdning eller væremåde kendetegnet ved, at den enkelte søger at fremme andres vel uden tanke for egne interesser og behov. Som etisk teori er altruisme en sammenfatning - og et forsøg på begrundelse - af de holdninger og handlemåder, der udgør en altruistisk væremåde. Der kan fx være tale om begrundelser ud fra den kristne næstekærlighedstanke eller ud fra et filosofisk princip om en almenmenneskelig pligt til at vise godgørenhed.

Med udbredelsen af industriel produktionsmåde, handelskapital og materialistisk naturvidenskab (ca. 1600) bliver den opfattelse dominerende, at mennesket grundlæggende er egoistisk. Handler det til fordel for andre, er det altid med et selvisk formål (Th. Hobbes). Darwinismens lære om de bedst egnedes overleven var med til at forankre denne opfattelse. Udbredelsen af egennyttige handlinger udelukker dog ikke eksistensen af uegennyttige (Adam Smith, David Hume), og både i dyreriget og den menneskelige dagligdag synes uselvisk handling almindeligt forekommende. Ud fra sådanne iagttagelser udarbejdede Pjotr Kropotkin i 1902 et alternativ, baseret på altruisme, til Darwins teorier om naturlig udvælgelse (selektion).

Sociobiologien repræsenterer et moderne forsøg på at forene sådanne iagttagelser med læren om den grundlæggende egoisme ved at henføre den til gener, der går på tværs af individer, og ikke til det enkelte individ (R. Dawkins: Det selviske gen, 1976. Se også adfærd. Et andet forsøg (Freud o.a.) er altid at se dybereliggende selviske motiver bag uselviske handlinger. Hjælpende omsorgsarbejde kunne fx dybest set være motiveret af et behov for beundring. Vigtigt er her at skelne mellem primære og sekundære motiver. En uselvisk handling bliver ikke selvisk, blot fordi den gør én glad (Joseph Butler). Moderne undersøgelser af børns udvikling støtter ikke opfattelsen af menneskets grundlæggende egoisme. Fra 15 til 24 måneder udvikler børn spontant evnen og tilskyndelsen til at dele med, hjælpe og trøste andre.