• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

menneskesyn

Oprindelige forfattere CHKo og NThom Seneste forfatter Redaktionen

menneskesyn, opfattelse af menneskets væsen og plads i natur og samfund. I videnskaber om mennesket og dets ytringer findes et mere eller mindre eksplicit menneskesyn. I enhver filosofisk helhedsopfattelse er menneskesyn et grundlæggende element. I den græske filosofi og i kristendommen er fornuft eller ånd blevet anset for det højeste og afgørende i mennesket, men siden renæssancen er viljen, forstået som viljen til liv eller til magt, i stigende grad blevet fremhævet som udgørende menneskets væsen. Denne opfattelse kombineres hos fx Nietzsche og Freud med fremhævelse af instinkt og drift som noget grundlæggende i mennesket og fornuften som noget svagt og afledt.

Også i andre forbindelser tales der om menneskesyn, fx i forbindelse med diskussionen om, hvorvidt mennesket grundlæggende er et religiøst eller et areligiøst væsen, et moralsk eller et amoralsk individ, et samfundsvæsen eller et asocialt væsen osv. Med romantikken blev også forholdet mellem natur og historie et grundtema i diskussionerne om menneskesyn. Over for naturalister som David Hume og J.S. Mill, der hævder, at mennesket må forstås ud fra sin sansning og følelser af lyst og ulyst, hævder marxister og eksistentialister, at mennesket skaber sig selv gennem sin historie. Jürgen Habermas har forsøgt at formidle mellem de to synspunkter ved at tilkende såvel historie som natur en relativt selvstændig status. K.E. Løgstrups menneskesyn er en metafysisk naturalisme, ifølge hvilken det bærende i historien er det før-kulturelle, primært de suveræne livsytringer. Se også antropologi (filosofisk antropologi).