Henry Ward Beecher, 1813-1887, amerikansk præst. Han var født i Connecticut som søn af Lyman Beecher og yngre bror til Harriet Beecher Stowe; 1847-87 var han præst i Brooklyn, New York, og en af tidens mest kendte prædikanter. Med en liberal teologi søgte han at tilpasse kristendommen til sin samtids kultur, herunder til udviklingslæren. Som sin søster var Beecher en stærk fortaler for de sortes fuldstændige ligestilling, ligesom han i den offentlige debat støttede afholds- og kvindesagen. Som redaktør af tidsskrifterne Independent og Christian Union (senere Outlook) opnåede Beecher stor indflydelse i sin samtid.