Asien. Indien. Farvepulvere bruges ofte i religiøse ofringsritualer, pujaer, i Indien. Farverne lægges ved og på statuer eller andre religiøse symboler sammen med fx ris og blomster. Pulverne, der her sælges på gaden i Jaisalmer, Rajasthan, blev tidligere fremstillet af plantefarver, men i dag bruges mest syntetiske pulvere.

.

Asien er hjemsted for religionsformer i alle afskygninger. De store religioner jødedommen, kristendommen, islam, zarathustrismen, hinduismen, buddhismen, konfucianismen, daoismen og shintoismen opstod her. Kristendommen, islam og buddhismen bredte sig over store dele af verden, mens andre, fx hinduismen og konfucianismen, voksede sig mægtige inden for deres egne kulturområder. Foruden de store religioner er talrige stammefolks religioner repræsenteret i Asien.

Kristendommen og islam har dybe rødder i jødedommen. Bortset fra mindre jødiske samfund i forskellige egne af Asien lever de i Asien boende jøder i Israel.

Kristendommen

Kristendommen er verdensomspændende og globalt set den mest omfattende af de store religioner. Skønt asiatisk i sin oprindelse udbredtes den mod vest. Reminiscenser fra den kristne oldkirke udgør de små samfund i Mellemøsten, der tilhører den syriske kirke, samt de såkaldte thomaskristne i Kerala i Sydindien. De øvrige kristne menigheder, der er spredt over det meste af Asien — ofte som anseelige minoriteter — er resultatet af katolsk eller protestantisk missionsvirksomhed, udgået fra Vesten.

Fra 1500-tallet begyndte en omfattende mission fra romerskkatolsk side. Den første protestantiske missionsvirksomhed i Indien skyldtes et dansk initiativ, idet Frederik 4. i 1705 udsendte to missionærer til den danske koloni Tranquebar. I løbet af 1800-tallet tog den protestantiske mission til, især i Indien, Kina og Japan. Som det eneste land i Asien har Filippinerne en kristen majoritet, idet næsten 95 % af befolkningen er kristne — heraf 84 % romerskkatolske.

Islam

Islam er den religion i Asien, der har flest tilhængere (omkring 800 mio.). Efter grundlæggelsen i begyndelsen af 600-tallet bredte islam sig hurtigt fra Den Arabiske Halvø til hele Mellemøsten og videre over Centralasien til Kina og gennem Sydasien til Indonesien. Islam er statsreligion i flere mellemøstlige stater samt i Pakistan, Bangladesh og Malaysia. Indonesien er hjemsted for over 120 mio. muslimer og har dermed flere end noget andet land. I Indien udgør muslimerne en betydelig minoritetsgruppe (omkring 75 mio.). Hovedparten af de asiatiske muslimer er sunnitter, men i Iran og Irak er shiitterne dog i flertal, og shiaislam er statsreligion i Iran (som det eneste sted).

Buddhismen

Buddhismen opstod i Nordindien som en reformbevægelse omkring 500 f.v.t. Buddha ville hverken anerkende brahmanerne, præstestanden, som en privilegeret åndelig overklasse eller de gamle vediske skrifter som højeste religiøse autoritet. Tre store retninger udvikledes i århundredernes løb inden for buddhismen: hinayana, mahayana og vajrayana. I mere end et årtusinde blomstrede buddhismen i Indien, men hinduismen og den islamiske ekspansion fortrængte den efterhånden fra moderlandet. Buddhismen forsvandt så at sige fra indisk område omkring 1200 e.v.t., men blev til gengæld en vigtig religiøs faktor i andre dele af Asien. Den eneste overlevende af de gamle hinayanaskoler er theravada. Den lever videre i buddhismen i Sri Lanka og i store dele af Sydøstasien. De to andre retninger, mahayana og vajrayana, ligger til grund for buddhismen i Bhutan, Tibet, Mongoliet og Østasien. Buddhismen har i nyere tid fået en renæssance i Indien, idet over tre mio. kasteløse hinduer er gået over til buddhismen pga. B.R. Ambedkars bevægelse mod social uretfærdighed over for de kasteløse.

Hinduismen

Hinduismen er en blanding af den indiske urbefolknings religion og den gamle vedareligion, som de ariske stammer bragte med sig til Indien, da de mellem 2000 og 1500 f.v.t. invaderede landet. Det er Indiens dominerende religion, idet mere end 80% af befolkningen er hinduer. I Nepal, der som det eneste land har hinduisme som statsreligion, er næsten 90 % hinduer. Også andre steder er der betydelige hindugrupper, fx i Bangladesh, på Sri Lanka og på Bali.

Jainismen

Jainismen opstod i Indien omtrent samtidig med buddhismen. Dens lære er kættersk ligesom buddhismens. Mahavira, jainismens grundlægger, kunne lige så lidt som Buddha anerkende vedareligionens idealer. Den har ca. tre mio. tilhængere. Sikhismen er en reformbevægelse, der blev stiftet i 1500-tallet. Den indeholder elementer fra både hinduismen og islam. Der bor omkring 13 mio. sikher i Indien. Endelig lever der i Bombayområdet ca. 120.000 parsere, tilhængere af parsismen, der er den nutidige udgave af Zarathustras gamle iranske religion.

Konfucianismen og daoismen

Kinas to store traditionelle religioner, konfucianismen og daoismen, opstod i 500-tallet f.v.t. Konfucianismens tanker byggede videre på gammelkinesiske idealer og forestillinger. Daoismen omdefinerede de nedarvede begreber ud fra en mystisk, naturfilosofisk verdensopfattelse og blev en bevægelse rettet mod den bestående orden. Begge har været af stor betydning for religion og kultur i hele Østasien. I det 1. årh. e.v.t.. ankom de første buddhistiske munke til Kina. Her udvikledes fra 500-tallet en særlig buddhistisk meditationsskole, chan. Den bredte sig i 700-tallet til Japan, hvor den i de følgende århundreder videreudvikledes til zenskolen. Shintoismen, Japans nationale religion, har altid haft nært samarbejde med buddhismen.

Andre religioner

De såkaldte primitive eller stammefolksreligioner findes især i Indien, Nepal, Sydøstasien og Indonesien. De har som regel ingen skriftlig tradition. Shamanismen møder vi i Nord- og Centralasien, Sydkorea og Japan.

Fra omkring midten af 1960'erne har mange vesterlændinge følt sig tiltrukket af tanker og idéer, udgået fra asiatiske religioner. Forskellige former for yoga er populære i mange kredse i den vestlige verden, hvilket har medført, at der er yogaskoler i de fleste større byer og mange steder meditationscentre. I Hare Krishna-bevægelsen følger de vestlige tilhængere nøje en bengalsk, vishnuitisk sekts ritualer. Også buddhisterne driver missionsvirksomhed i Vesten. En eller flere buddhistiske organisationer har sæde i hovedparten af de vestlige lande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig