Jataka, (sanskrit og pali 'fødselsberetning'), samling af 547 buddhistiske tekster på pali, der beretter om Buddhas tidligere tilværelser som bodhisattva. Samlingen er en blanding af eventyr, fabler og anekdoter. Meget af stoffet genfindes i andre dele af den indiske fortællingslitteratur, fx Pancatantra. De folkelige fortællinger er ført ind i buddhismen for at illustrere buddhistiske dyder som gavmildhed og medfølelse. I de enkelte historier møder vi den kommende Buddha i vidt forskellige skikkelser: snart som abe eller hare, snart som håndværker eller bonde, snart som minister eller konge, snart som en eller anden guddom. Lige fra de seneste århundreder f.Kr. har scener fra Jatakafortællingerne været yndede motiver i den buddhistiske kunst.