Dukkha, (pali 'fejlagtig bestræbelse'), sanskrit duhkha, et buddhistisk nøglebegreb, der oftest oversættes 'lidelse', men mere præcist betyder 'fejlagtig bestræbelse'. Ifølge buddhismen er livet med dets stadige genfødsler foranderligt, ustandseligt, hele tiden transformeres det; intet er stabilt, der er intet, man kan klynge sig til. Men mennesket er bundet til livet af "tørst" eller begær og af uvidenhed. Dukkha ophører, når mennesket indser dette og udsletter begæret og uvidenheden.

I systematisk form beskrives lidelsens problem og dens ophør i Buddhas lære om de fire ædle sandheder og den ædle ottedelte vej. De fire sandheder angiver lidelsens årsag og peger på midlet til dens ophør ved at følge den ottedelte vej. Den ottedelte vej består af tre kategorier af løsninger, der alle skal efterleves: en vidensmæssig (ret anskuelse, ret tanke), en moralsk (ret tale, ret handling, ret levebrød) og en meditativ (ret stræben, ret besindelse, ret fordybelse). Se også buddhisme (Buddhas lære).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig