F.C. Krarup, Frederik Christian Krarup, 1852-1931, dansk teolog, dr.theol., præst i Sorø 1893-1922. Gennem sit indflydelsesrige forfatterskab — med hovedværkerne Religionsfilosofi (1905), Livsforståelse (1915) og Livsførelse (1918) — blev han den liberale teologis førende danske repræsentant. Krarup stillede sig kritisk til den overleverede teologiske metafysik og forankrede gudstroen i menneskets ideale bevidsthed; hvor tilværelsen for videnskaben fremtræder som et regnestykke og for den æstetiske bevidsthed som et harmonisk kunstværk, bliver den for moralen fordring og for religionen gave. Vejen til gudserkendelse fører over menneskesønnen Jesus, der som det historiske ideal tillige var Guds søn.