Faktaboks

H. Martensen

Hans Lassen Martensen

Født
19. august 1808
Død
3. februar 1884

H.L. Martensen fotograferet i sit bispeornat af sort fløjl og med bl.a. bryststjernen til Dannebrogordenens storkors, som han fik tildelt i 1867. De 30 år, han sad som biskop over Sjællands Stift, blev en brydningstid mellem konservatismens kirke- og samfundssyn, som han repræsenterede, og samtidens voksende frihedskrav, som han i visse henseender viste forståelse for.

.

H. Martensen var en dansk teolog og biskop. Som teologisk student og ung kandidat hørte han til den grundtvigske kreds, men blev siden hen en stærk modstander af grundtvigianismen.

Martensens interesse for filosofi blev vakt af professor F.C. Sibbern, og i 1834-36 uddybede han sit kendskab til den tyske idealisme (se idealisme) på en studierejse til bl.a. Berlin og München, hvor mødet med den katolske filosof Franz von Baader blev af betydning for hans spekulative tænkning.

Martensens licentiatafhandling fra 1837 om den menneskelige selvbevidstheds autonomi bærer stærkt præg af Hegels filosofi. Det var Martensens mål at udforme en spekulativ teologi, der forenede tro og erkendelse. Han anvendte Hegels metode, men undgik hans panteisme.

I 1838 blev Martensen lektor og i 1840 professor i teologi ved Københavns Universitet. Den begyndende venstrehegelianisme lagde han afstand til, og det kirkelige islæt hos ham blev efterhånden tydeligere. Hovedværket fra denne periode er Den christelige Dogmatik (1849), der udløste en debat om forholdet mellem tro og viden.

I 1854 efterfulgte han J.P. Mynster som Sjællands biskop. Den kritik af spekulationen, der fremkom i Søren Kierkegaards forfatterskab, havde Martensen ingen sans for, mens Kierkegaard på sin side begyndte sin kirkestorm i 1854 med et angreb på Martensen efter dennes mindetale over Mynster.

Selvom Martensen på de fleste områder var konservativ, manglede han ikke blik for samtidens sociale urimeligheder. Det fremgår af Socialisme og Christendom (1874), der i 1878 indgik i hans værk Den christelige Ethik (1871-78). Martensen deltog i tidens debatter med adskillige skrifter. Selv var han ikke nogen original tænker, men en dygtig formidler, og han evnede at formulere sig klart. Siden mødet med Franz von Baader nærede han interesse for kristen mystik og teosofi, en interesse, der satte sig spor med hans bøger om Mester Eckhart (1840) og om Jakob Böhme (1881).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig