Faktaboks

J.P. Mynster

Jakob Peter Mynster

Født
8. november 1775, København
Død
30. januar 1854, København
J.P. Mynster
J.P. Mynster. Maleri af Constantin Hansen, 1856.
J.P. Mynster
Af /Roskilde Domkirke.

J.P. Mynster malet 1832-33 af C.A. Jensen; Frederiksborgmuseet. I samtiden havde han ry som en formfuldendt prædikant og stor prosaist, hvad talrige udgaver af hans prædikener vidner om. På maleriet bærer han Dannebrogordenens Kommandørkors og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

.

J.P. Mynster og hustru Fanny Mynster (1796-1871). Fotografi fra ca. 1850.

.

J.P. Mynster var en dansk teolog, Sjællands biskop fra 1834.

Allerede i 1794 tog J.P. Mynster teologisk embedseksamen og var huslærer, indtil han i 1802 blev sognepræst i Store Spjellerup øst for Fakse.

Her oplevede han i 1803 et religiøst gennembrud, som satte sig mange spor i hans senere produktion, men først blev offentligt kendt med de posthumt udgivne Meddelelser om mit Levnet (1854). Fra 1811 virkede han ved Vor Frue Kirke i København; i 1828 blev han hof- og slotspræst og kgl. konfessionarius.

Teologisk var Mynster i opposition til rationalismen, og han var kritisk over for hegelianismen. Grundtvig og grundtvigianerne stod ham fjernt. Som biskop var han en dygtig administrator, men kunne i sin embedsførelse være hård; med tiden blev han mere konservativ og stod i sine sidste år som traditionens og ortodoksiens talsmand med den værdighed og veneration, men også med den risiko for kritik, der var forbundet hermed.

Fx rettede Søren Kierkegaard i 1854-1855 et voldsomt angreb mod hans eftermæle, hvad der i nogen grad har fortegnet billedet af Mynster. Han havde ingen forståelse for de folkelige og gudelige vækkelser og gik ind for tvangsdåb af baptisternes børn.

Som prædikant var J.P. Mynster skattet i vide kredse. Foruden prædikener og teologiske og filosofisk-psykologiske skrifter, herunder deltagelse i Howitzfejden, udgav han to bind Betragtninger over de christelige Troeslærdomme (1833), som må regnes blandt 1800-tallets væsentligste opbyggelsesbøger.

Mynsters afhandlinger blev genoptrykt i Blandede Skrivter (6 bd., 1852-1857).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig