Faktaboks

Jesper Brochmand
Født
1585
Død
1652

Jesper Brochmand, malet som 63-årig af en unavngiven kunstner i 1648. I det år lukkede han i februar den gamle konges øjne, blev derpå indviklet i en magtkamp med Corfitz Ulfeldt og holdt i november ligprædiken over Christian 4. og salvede det nye kongepar Frederik 3. og Sophie Amalie. Frederiksborgmuseet.

.

Jesper Brochmand.

.

Jesper Brochmand, 1585-1652, dansk teolog, Sjællands biskop fra 1639.

Brochmand tilhørte det sjællandske borgerskab. Efter flerårige studierejser i udlandet blev han i 1613 professor i græsk ved Københavns Universitet og avancerede i 1615 til professor i teologi. I sin ungdom stod han under indflydelse af Holger Rosenkrantz "den Lærde"; senere udviklede han sin egen stærkt luthersk ortodokse profil, der især kom til udtryk i hans dogmatiske tobindsværk Universæ theologiæ systema, 1633. Metodisk griber Brochmands dogmatik tilbage til den skolastiske tradition fra middelalderen; samtidig hermed førte han i tale og skrift en intens polemik mod den katolske kirke, som i disse årtier gjorde flere forsøg på at genvinde den tabte indflydelse i Skandinavien.

Ud over sit omfattende akademiske forfatterskab skrev Brochmand en lang række opbyggelige skrifter, hvoraf hans Huspostille, 1635-38, blev en klassiker, idet "Brochmands huspostil" i næsten 200 år var en af de mest udbredte andagtsbøger i Skandinavien. I et jævnt sprog fremlægges her en forkyndelse, som er centreret om Jesu sonedød for menneskenes skyld.

Brochmands nære forhold til Christian 4. bragte ham i konflikt med bl.a. Corfitz Ulfeldt, men rokkede ikke ved hans position som Danmarks førende teolog i mere end en menneskealder. Hans eneste søn døde tidligt, men i sit hus opfostrede han adskillige af det kommende slægtleds toneangivende mænd, heriblandt Griffenfeld. Han testamenterede sin store bogsamling til Universitetsbiblioteket og oprettede sammen med sin kone, Sille Tønnesdatter Balchenburg, adskillige legater for bl.a. unge teologer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig