Grundtvigianisme. Fra 1870'erne og mange årtier frem blev det anset for et ydre tegn på tilhørsforhold til den grundtvigske bevægelse, hvis en kvinde bar en sølvpil i håret, som vist på dette modelfoto. Navnlig i højskolekredse var den et yndet smykke. Tilsvarende bar mange mænd i disse folkelige kredse store bredskyggede grundtvigianerhatte. Af andre kendetegn kan fra 1860'erne og fremefter nævnes en skandinavisk præget retskrivning med små begyndelsesbogstaver i navneordene, ö med prikker og bolle-å.

.

Grundtvigianisme er en dansk kirkelig retning og folkelig bevægelse med rod i Grundtvigs tanker om kirke og folk. Grundtvigianismen begyndte som en aggressiv kirkelig-nyortodoks gruppe, der i 1830'erne overtog Grundtvigs anskuelser med krav om frihed for præster og lægfolk og fremtrådte som en "kirkelig", men ikke statskirkelig sakramenttro retning med stigende opbakning fra vakte lægfolk. Friheden sikredes delvis gennem Grundloven (1849), love om sognebåndsløsning (1855) og valgmenigheder (1868) samt etablering af frimenigheder (siden 1883).

Grundtvigianismen indoptog også Grundtvigs tanker om en "folkelig vækkelse". Fra 1800-tallets midte realiseredes en folkelig grundtvigianisme, der sammen med den kirkelige overalt satte sig klare spor ved lokale kredses arbejde: gennem møder, oprettelse af høj-, fri- og efterskoler (se folkehøjskole), seminarier, forsamlingshuse, skytte- og gymnastikkredse, udgivelse af blade og tidsskrifter og med forgreninger til kirke, skole, andelsbevægelse m.m.

I Rigsdagen var der fra 1860'erne en grundtvigsk gruppe, der 1870 gik op i Det Forenede Venstre og siden bidrog kraftigt til landbefolkningens politisk-demokratiske og nationale bevidstgørelse.

Fremgangen var stor, men problematisk. Bevægelsen opsplittedes i en konservativ, en midtsøgende og en fremskridtsvenlig fløj. Grundtvigianismens indflydelse var dog fortsat stor, og den vedblev i 1900-tallet at sætte sit præg på kirke-, kultur- og samfundsdebatten.

Men selvom breddevirkningen stadig var mærkbar, varede fremgangen ikke ved. Den afløstes især efter 1945 af stagnation eller tilbagegang. Trods fornyelsesforsøg blegnede retningspræget, og grundtvigianismen havde som en bred kirkelig-kulturel strømning uden synlig afgrænsning svært ved at fastholde de gamle, lokale former for kirkeligt og folkeligt liv. Som kirkelig retning virker den nu uden klart særpræg gennem det almindelige sognearbejde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig