Bod, (opr. bet. 'bedring'), omvendelse, et kristent begreb, der er begrundet i tilgivelsens mulighed.

Både Det Gamle og Det Nye Testamente lærer, at Gud vil tilgive den, der angrer sin synd og vender sig til Gud.

Bod kan derfor i Jesu forkyndelse forbindes med evangeliet (Matth. 4,17) og hører i øvrigt sammen med dåben.

Oldkirken regnede bod for nødvendig for den, der efter dåben faldt tilbage under syndens herredømme; den afsluttedes med genoptagelse i fællesskabet.

I den romerskkatolske kirke er bod et særligt sakramente, bodens sakramente, der modtages i forbindelse med et skriftemål. Luther understregede vigtigheden af syndserkendelse og tro som den kristnes personlige, daglige bod, men han kritiserede skriftemålspligten, fordi den ikke er begrundet i Bibelen.

Se også absolution, sjælesorg og synd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig