Kristologi, i teologien den disciplin inden for den kristne dogmatik, der eftertænker det nytestamentlige budskab om Jesus Kristus og dets udformning i kristendommens historie med henblik på dets nutidige relevans.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kristologi kommer af Kristus og -logi, dvs. 'læren om Kristus'.

For at karakterisere Jesu Kristi virke regnede man siden oldkirken med Kristi dobbelte embede, dvs. hans præstelige embede, der betegner hans stedfortrædende lidelse og død samt hans stedsevarende forbøn for verden hos Faderen, og hans kongelige embede, som den opstandne Kristus som kirkens og Universets herre udøver fra Faderens højre hånd.

I 1500-tallet udvidede Jean Calvin dem med hans profetiske embede, som betegner Jesu forkyndergerning. Der har herefter været tale om Kristi tredobbelte embede (lat. triplex munus).

I kristologien er det et grundlæggende spørgsmål, om budskabet om Jesus Kristus er begrundet i Jesu forkyndelse og virke samt i hans død på korset, ligesom spørgsmålet om det særlige ved personen Jesus står centralt.

Med hvilken ret kaldes han i NT for Menneskesønnen, Messias (dvs. Kristus), Guds Søn, Herre mv.? Selvsagt var disciplenes møde med Jesus som opstanden (1.Kor. 15,1ff.) en afgørende grund for påstanden om, at Jesus måtte have en særstatus hos Gud, som nu var bekræftet ved, at Gud oprejste ham fra de døde.

Men hvori denne særstatus bestod, og hvordan den kunne være af frelsende betydning for hele menneskeheden, var det kun muligt at sige noget om ud fra Jesu virke, liv og død.

Derfor skelner man mellem implicitte og eksplicitte kristologiske udsagn. De sidste udtaler sig direkte om Jesu person; af dem findes der efter al sandsynlighed ikke mange fra Jesus selv.

De implicitte udsagn, der indirekte meddeler det særlige ved Jesus, er derimod stærkt repræsenteret i Jesu forkyndelse og virke og i begivenhederne omkring hans død.

De bliver udslagsgivende for det apostolske budskabs legitimitet som sandt vidnesbyrd om Jesus Kristus. I kort form defineres denne problemstilling ofte som forholdet mellem historiens Jesus og forkyndelsens Kristus.

Det centrale kristologiske problem er, hvordan bekendelsen til Jesus som frelser kan forenes med bekendelsen til den ene Gud. To typer af kristologi findes allerede i NT, en adoptionskristologi, hvor mennesket Jesus adopteres af Gud som Guds Søn i sin opstandelse eller allerede ved sin dåb, og en inkarnationskristologi, ifølge hvilken Jesus allerede fra undfangelsen er Guds menneskeblevne Søn, som fra evighed af har været hos Gud.

Svarende til disse to typer taler man også om en kristologi fra neden, der tager afsæt i den jordiske Jesus, og en kristologi fra oven, som går ud fra Guds Søns inkarnation i Jesus.

Adoptionskristologien blev udformet som åndskristologi, der forklarede Jesu særstatus ved, at han på særlig måde var blevet opfyldt af Helligånden.

Inkarnationskristologien blev snart den dominerende, ikke mindst efter at jødekristendommen forsvandt, og den udformedes vha. hellenistisk terminologi dels i form af en logoskristologi, der tolkede Jesus som det menneskeblevne guddommelige skaberord, alskabningens formidler og endemål (Joh. 1,1ff.), dels i form af en to-naturs-lære, som blev autoriseret som dogme af Kalchedonkoncilet i 451.

Her lyder den berømte formel: "Den ene og samme Kristus, den énbårne Søn og Herre, kendes i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde udslettes ved enheden, men at hver naturs egenart snarere derved virker med den anden naturs egenart i én person og i én tilværelse, ikke fordeles på to personer eller skilles fra hinanden".

Med denne formel ville man afgrænse sig fra to kristologiske kætterier, dels doketismen, der ikke kunne anerkende Jesu menneskenatur, dels ebjonitismen, der ikke kunne anerkende Jesu guddommelige natur.

Kalchedonkoncilet løste ikke de kristologiske stridigheder. Flere nærorientalske kirker tilsluttede sig aldrig koncilet, og stridighederne fortsatte.

To-naturs-læren gjorde det vanskeligt at fastholde enheden i Jesu person. Havde han én eller to viljer, én eller to erkendelser osv.? Selvom man fremdeles i langt de fleste kristne kirker fastholder to-naturs-lærens anliggende, opgiver man selve læren eller tolker den på en måde, der sprænger den indefra.

Det var allerede tilfældet i Martin Luthers lære om, at foreningen af de to naturer i Jesu person (unio hypostatica) fører til, at de to naturer giver hinanden del i hinandens egenskaber (communicatio idiomatum). Med denne lære ville Luther fastholde, at den opstandne Jesus også som sandt menneske virkelig er til stede i nadveren derved, at Jesu menneskenatur har del i Guds allestedsnærvær.

Luthers lære illustrerer nerven i kristologien: at fastholde kristendommens radikale understregning af Guds menneskelighed på den ene side og af menneskets værdighed på den anden side, som den er åbenbaret og repræsenteret i personen Jesus, hvorfor han også er forsoneren mellem Gud og menneske.

I dag forsøges dette udtrykt i en række forskellige kristologier under inspiration af nutidig eksegese, af samtale med jødedom, i forskellige former for asiatisk og afrikansk kristologi, i befrielsesteologi mfl., der i større eller mindre grad føler sig forpligtet over for Kalchedonkoncilets anliggende, men i hvert fald gør krav på nødvendigheden af nyformuleringer. Se også forsoning, kenose, korsteologi og Treenighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig