nåde

Nåde er i dag overvejende anvendt i religiøst og teologisk sprogbrug om Guds gavmildhed og godhed, barmhjertighed og tilgivelse. Dog kan man i juraen "lade nåde gå for ret", dvs. eftergive straffen, og i dagligsproget vise nåde, dvs. bære over. I Det Gamle Testamente betegner nåde Guds barmhjertige overbærenhed med synderen eller med sit ulydige folk, Israel. I Det Nye Testamente gør Paulus nåde til det centrale frelsesbegreb, der betegner en holdning hos Gud, den ubetingede tilgivelse af synderen, der er begrundet i Jesu stedfortrædende lidelse, og som mennesket ikke ved sine egne handlinger kan gøre sig fortjent til (se fx Rom. 3,21ff.).

Nåde opfattes også som en kraft, formidlet ved Helligånden, som virker gennem tro, erkendelse og andre nådegaver (1.Kor. 12,1ff.). I kirkens historie har især Augustin og Luther haft betydning for læren om nåde, der har udviklet sig med forskellige betoninger i de ortodokse kirker, den romerskkatolske kirke og de protestantiske kirker. Se også retfærdiggørelse.

Nådegave (græsk: charisma, jf. karisma) er i bibelsk sprogbrug en særlig udrustning, som Gud kan skænke den enkelte. I reglen betegner det mere usædvanlige færdigheder, fx tungetale (glossolali) eller evnen til at helbrede (jf. Mark. 16,17-18). I Paulus' breve bruges det i en bredere betydning om de forskellige hverv i menigheden, men også om selve frelsen (Rom. 6,23).