Pelagianisme er en forkætret, asketisk bevægelse og teologisk lære i 400-tallet med navn efter Pelagius, som hævdede, at ethvert menneske af natur er godt og kan undlade at synde i kraft af sin medfødte frie vilje.

Den pelagianske strid begyndte i 411, da Pelagius' tilhænger Cælestius i Karthago blev fordømt pga. sin fornægtelse af arvesynden og barnedåbens deraf følgende nødvendighed. I 418 gjorde en panafrikansk synode i Karthago og en opfølgende rundskrivelse fra Roms biskop, Zosimus, fordømmelsen af pelagianerne i Vesten definitiv. Augustin var deres teologiske hovedmodstander; hans lære om arvesynd og prædestination stempledes som manikæisk af Julian af Eclanum (d. efter 454), der efter 418 var bevægelsens store apologet. Efesos-koncilet gentog i 431 fordømmelsen; bevægelsens synspunkter overlevede dog i modereret skikkelse som semipelagianisme.

Pelagianismen rejste spørgsmål, som har ledsaget vestlig teologi helt frem til nutiden (se også vilje (viljens frihed)). Begreberne pelagianisme og kætteri har op gennem kirkehistorien ofte været brugt synonymt, se fx spanieren Luis de Molina (1500-t.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig