Julekort er en julehilsen til venner, familie og forretningsforbindelser. Julekortets forgænger var nytårshilsenen, som har eksisteret bl.a. i Kina siden 300 f.v.t. og senere kom til Mellemeuropa. Det første julekort blev antagelig udgivet i Storbritannien i 1843.
Med trykketeknikkens udvikling blev det muligt at masseproducere julekort til en overkommelig pris; i Danmark kom de i handelen i 1870'erne, men blev først udbredt fra ca. 1900. Postvæsenet besørgede således omkring århundredskiftet ca. 4,5 mio. julekort og -breve.
Nisser, vinterbilleder og religiøse motiver har især været populære, ofte tegnet af tidens kunstnere. Mange velgørende foreninger samt fx UNICEF har indtægter ved årligt at udgive kort med nye illustrationer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.