beregning af påskedagens dato

Påskedag kan tidligst falde 22. marts og senest 25. april.

For at vide, hvornår der skal holdes påske, må man kende både Månens faser og søndagenes placering i året. Da et år er 52 uger og en dag (skudår to dage), vil søndagenes datoer ændre sig fra et år til det næste, men vil gentage sig med en periode på 28 år, en såkaldt solcirkel.

Søndagenes datoer i året angives ved søndagsbogstavet, der fremkommer således: De første syv dage i året benævnes med bogstaverne A til G, hvorefter der begyndes forfra, således at den 1. januar hedder A, den 7. G, den 8. igen A osv. På denne måde får hver dag i året et bogstav, og alle søndagene får samme bogstav. Skudårene har to søndagsbogstaver, et for perioden til og med skuddagen den 24. februar, et for resten af året, idet den 25. februar har samme bogstav som den 24.

Da 19 år er meget nær det samme som 235 synodiske måneder, vil fuldmånerne efter 19 år indtræffe på de samme datoer. Hvert år får derfor et løbenummer mellem 1 og 19, det såkaldte gyldental, og ved hjælp af dette tal kunne man i forudberegnede tabeller, udarbejdet efter koncilet i Nikæa, slå op, hvornår påskefuldmånen indtraf, og derefter vha. søndagsbogstavet fastlægge påskedag.

De nævnte tabeller byggede på den forudsætning, at forårsjævndøgn altid ville falde den 21. marts; dette holder imidlertid ikke stik i den julianske kalender, hvis år indeholder en dag for meget pr. ca. 128 år. I 1500-tallet havde dette medført, at det astronomiske jævndøgn indtraf allerede den 11. marts. Det var denne afvigelse, der foranledigede pave Gregor 13. til at indføre den gregorianske kalender.

I forbindelse med denne reform ændredes også grundlaget for påskeberegningen, idet heller ikke den 19-årige periode slår til i det lange løb. Til hvert gyldental knyttedes en såkaldt epakt, som er det antal dage, der den 1. januar er forløbet siden sidste nymåne, altså Månens alder på nytårsdagen. Den ved hjælp af gyldental og epakt beregnede påskefuldmåne kan afvige fra den astronomiske, men forsøg på at anvende den astronomiske til påskeberegning støder på det problem, at fuldmånen i vestlige lande kan indtræffe på en lørdag, hvor det allerede er søndag i østlige lande; derved bliver der en uges forskel på påskedagen.

I alle lande, som følger den gregorianske kalender, anvendes nu den cykliske beregning; i den ortodokse kirke bruges stadig den julianske metode, hvorved den ortodokse påske falder senere end den gregorianske.