Jakob er den tredje og sidste af det gamle Israels tre patriarker; af Gud fik han tildelt navnet Israel. Ifølge fortællingen i 1. Mosebog er tvillingebroderen Esau den førstefødte; han er jæger og faderen Isaks foretrukne, mens Jakob, moderen Rebekkas yndling, er småkvægsnomade. Esau bliver stamfader til nabofolket Edom.
Beretningerne i Det Gamle Testamente (1. Mosebog, kap. 25-50) gengiver ham som en tvetydig figur. Han tiltusker sig førstefødselsretten, bedrager sig til sin blinde fars velsignelse og får det sidste ord i konflikten med sin svigerfar Laban i byen Karan. Samtidig er han, ved sine to koner Lea og Rakel og ved deres to tjenestepiger, ophav til Israels tolv stammer.
To gange konfronteres Jakob med det guddommelige eller overnaturlige; første gang på flugten til Karan, hvor han om natten i Betel i en drøm ser stigen, der forbinder Himmel og Jord og hører forjættelsen til patriarkerne udsagt også til ham; den anden gang er på vejen tilbage til det forjættede land, hvor han om natten ved floden Jabbok kæmper med et guddommeligt væsen og tvinger det til at velsigne sig.
Jakob ender sine dage i Egypten, hvortil han og hans familie havde søgt tilflugt efter yndlingssønnen Josefs indgriben. Da folket Israel vendte tilbage til landet, blev Jakobs balsamerede legeme ført med; hans grav æres i Hebron.
Kommentarer (1)
skrev Jørgen Bækgaard Thomsen
Ifølge 1 Mos 50,7 ff blev Jakobs lig ikke først ført op og begravet i hulen på Makpelas mark, da folket Israel vendte tilbage til landet. Josef bragte straks efter grædedagene faderen op til graven.
Det var kun Josefs lig, israelitterne havde med ved udvandringen.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.