Jeroboam 2. var konge af Israel ca. 783-743 f.Kr. Hans regeringstid beskrives i Det Gamle Testamente (2. Kongebog, kap. 14) som en velstandsperiode, hvorunder Israel pga. aramæerriget i Damaskus' svaghed kunne generobre store dele af sit tabte territorium, men det virker, som om hans tid var præget af tiltagende social uro. Det Gamle Testamente har derfor ikke meget godt at sige om denne konge, men regner ham som én af de konger, der var medansvarlig for Israel Riges undergang kun tyve år efter hans død.