Josija

Josija er i ældre bibeloversættelser, konge af Juda Rige ca. 639-609 f.Kr. (2. Kongebog, kap. 22-23) og søn af Amon. Josija sættes i Det Gamle Testamente først og fremmest i forbindelse med en reform af gudsdyrkelsen i templet i Jerusalem, som dateres til ca. 622 f.Kr.

Reformen skal angiveligt være gennemført, efter at man i templet havde fundet en gammel lovbog, som i forskningen ofte er blevet sat i forbindelse med 5. Mosebog. Reformen medførte en centralisering af gudsdyrkelsen i Josijas rige, således at den for fremtiden kun måtte foregå i templet i Jerusalem; helligstederne ude i landet blev sløjfet og præsteskabet ved dem flyttet til Jerusalem. Reformen, der ofte kaldes den deuteronomistiske reform (deuteronomion er det græske navn for 5. Mosebog), fik ifølge Det Gamle Testamente kun kortvarig betydning, da Josijas efterfølgere genoprettede de lokale kultsteder.

I det eftermæle, som Det Gamle Testamente giver Josija, var han imidlertid den første israelitiske konge siden David, der levede op til kravene om den rette gudsdyrkelse. I forbindelse med denne kultreform ødelagdes bl.a. også den tidligere nordisraelitiske kongelige helligdom i Betel nord for Jerusalem; dette opfattes i reglen som et vidnesbyrd om, at Josija politisk forsøgte at genskabe Davids rige og at erobre en rolle i datidens internationale magtspil.

Josija skal være kommet af dage, da han forsøgte at standse farao Necho 2. i passet ved Megiddo (2. Kongebog, 23,28-30); ifølge 2. Krønikebog kap. 35 skete det, fordi Josija satte sig op mod Gud, der forbød ham at gå mod farao.