Martin Noth var en tysk teolog, den centrale skikkelse i den historisk-kritiske udforskning af Det Gamle Testamente i midten af 1900-tallet. Til hans vigtigste teser hører det israelitiske amfiktyoni, dvs. en tolkning af det ældste Israels organisering som et sakralt forbund i lighed med det i Delfi. Noth fremsatte tillige hypotesen om det deuteronomistiske historieværk, som skulle omfatte 5. Mosebog, Josva- og Dommerbogen samt Samuels- og Kongebøgerne.