Engle. Rafaels engle er to vingede småbørn, beslægtet med renæssancekunstens putti. De befinder sig nederst på Rafaels maleri Den Sixtinske Madonna (ca. 1513), der hænger i Gemäldegalerie i Dresden. I lighed med andre populære klassikere er de to englebasser hyppigt blevet kopieret og karikeret; i Danmark står tegneren Herluf Jensenius i gæld til Rafael med sine tegninger af de to engle og de to djævle, der i Blæksprutten har leveret mange kommentarer fra hver deres udsigtspunkt.

.

Giottos kunst nåede et højdepunkt i Scrovegnikapellet i Padova. Den blå farve binder de mange fresker med scenerne af Marias og Jesu liv sammen til en helhed. Begyndelsen af 1300-tallet.

.

Glansbillede med engel.

.

Engle er i Det Gamle Testamente væsener, der tilhører Jahves guddommelige sfære, og som udfører hans vilje, fx ved udpegning af en kommende helt og frelser (Moses, Gideon, Samson), redning af en person i fare (Hagar; Lot) eller udførelse af en straf (over Israel, 2. Samuelsbog, kap. 24; over assyrerne, 2. Kongebog, kap. 19).

Faktaboks

Etymologi
Ordet engel kommer af græsk angelos 'budbringer', oversættelse af hebraisk mal'ak 'sendebud'.

Engle kommer uventet til syne og forsvinder lige så pludseligt; undertiden er de først usynlige (Jakobs drøm i Betel, 1. Mosebog, kap. 28; Bileam, 4. Mosebog, kap. 22); de tager ikke føde til sig.

Der er ingen systematisk englelære i Det Gamle Testamente, og engle tilbedes ikke. Som overnaturlige væsener er de i slægt med "gudssønner", keruber og serafer.

I Daniels Bog, der formentlig skal dateres til 200-tallet f.Kr. eller måske senere, forekommer to engle med individuelle navne, Gabriel og Mikael; sammen med Rafael (Tobits Bog) og Uriel (1. Enoksbog, se Enok) tilhører de gruppen af ærkeengle.

I antik-jødisk litteratur er engle hyppigt forekommende, i apokalyptikken bl.a. i rollen som "tydeengel" (latin angelus interpres). Det kommer også til en dualisme i engleverdenen, idet Satan optræder som en falden engel med sit eget hierarki .

I Det Nye Testamente er billedet som i den antik-jødiske litteratur. Kendt er englen Gabriels bebudelse til Maria (Lukasevangeliet, 1,26). I Johannes' Åbenbaring optræder mange engle, dels som skytsengle, dels for at fuldbyrde Guds straffedom. Også i Det Nye Testamente forudsættes det, at Satan har sine egne engle.

Karakteristisk konkretiserer engle i Bibelen Guds "funktioner" på Jorden, uden at de ofres selvstændig opmærksomhed.

Engle i billedkunsten

I de ældste fremstillinger fra 200-tallet i Roms katakomber er engle skægløse mænd i lange løsthængende gevandter (tunika).

Et af de tidligste eksempler på en engel med vinger findes i apsismosaikken i kirken Santa Pudenziana i Rom fra ca. 400; her optræder den som Matthæus-symbol. Vingede engle i større tal ses i kirken Santa Maria Maggiores mosaikker fra 430'erne i Rom.

Afbildningen af engle kan have tilknytning til førkristne fremstillinger af sejrsgudinden Victoria som i kirken Santa Prassede i Rom (ca. 820).

Engle er som åndelige væsner hverken af han- eller hunkøn, men blandt ærkeenglene afbildes især Mikael ofte med udpræget maskuline træk. Fremstilling af engle i barneskikkelse er af nyere dato, muligvis inspireret af renæssancekunstens eroter og putti.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig