• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hera

Oprindelige forfattere CGTor og MMolt Seneste forfatter Redaktionen

Hera. Romersk marmorstatue (Juno), udført som kopi efter en græsk originalstatue fra 400-t. f.Kr. Den næsten 3 m høje statue, der efter sine tidligere ejere også kaldes Juno Barberini, findes i Vatikanet, Museo Pio Clementino.

Hera. Romersk marmorstatue (Juno), udført som kopi efter en græsk originalstatue fra 400-t. f.Kr. Den næsten 3 m høje statue, der efter sine tidligere ejere også kaldes Juno Barberini, findes i Vatikanet, Museo Pio Clementino.

Hera, (gr. 'herskerinde'), i den græske mytologi gudernes dronning, datter af Kronos og Rheia, søster til og gift med Zeus; identificeret med romernes Juno.

I myterne skildres Hera som Zeus' skinsyge hustru, der ubarmhjertigt hævner sig på de jordiske kvinder, som Zeus har et forhold til: Danae, Europa, Io, Kallisto, Semele. Hun har (meget mod sin vilje) givet navn til Herakles og er selv mor til Ares og Hefaistos og til to personificerede "systematiseringer" af hendes virke, fødselsgudinden Eileithyia og ungdomsgudinden Hebe. Hun våger over kvinders liv, bl.a. menstruation, ægteskab og fødsel, og fremstilles som en statelig husfrue.

Hera dyrkedes især på Peloponnes og i Boiotien. Man regner hende for en sammensmeltning af flere meget gamle gudinder uden nogen tilknytning til Zeus. Hendes rolle som kvinde- og modergud er måske tydeligst på Samos, hvor hun hvert år genvandt sin jomfruelighed ved, at hendes statue blev badet i en flod ved helligdommen, hvorefter hun i et kultdrama fejrede det hellige bryllup (hieros gamos) med Zeus.

Heras hovedhelligdomme lå i Argos, Olympia og Samos; hovedet af kultstatuen i Olympia fra ca. 600 f.Kr. er bevaret. I billedkunsten er Hera fremstillet i de gifte kvinders dragt med et scepter i hånden og ofte med et diadem om håret.