• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

argonauterne

Oprindelige forfattere CGTor og KSlej Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

argonauterne, ('sømændene på Argo'), hovedpersonerne i det græske sagn om den farefulde ekspedition med skibet Argo (gr. 'Kvik') efter Det Gyldne Skind. Kongesønnen Jason fra Iolkos var anfører for over 50 helte — en til hver åre på skibet. De vigtigste helte fra andre sagnkredse er med, bl.a. Admetos, Amfiaraos, Filoktetes, Herakles, Kastor og Polydeukes, Lynkeus, Orfeus og Peleus. Sagnet stammer fra minyerne i det sydlige Thessalien, men har fået mange tildigtninger, senest i Milet, hvis kolonier langs Sortehavets kyst har inspireret til den kendte form af sagnet, som foregår i Kolchis.

Jasons onde farbror Pelias havde krævet Det Gyldne Skind i bytte for den kongemagt, som han uretmæssigt havde taget efter Jasons far Aison. Rejsen gik via Lemnos og Samothraki ind i et eventyrland, som svarer til Odysseens. Argonauterne kom frelst igennem Symplegaderne ved indsejlingen til Sortehavet. I Kolchis ville kong Aietes ikke udlevere Det Gyldne Skind, som blev bevogtet af en drage, men hans datter Medea blev forelsket i Jason og hjalp ham til at stjæle det, og hun flygtede sammen med Jason. Efter en farefuld og endnu mere eventyrlig tilbagerejse gennem det meste af Middelhavet nåede argonauterne til Iolkos, hvor den trolddomskyndige Medea ved en grusom list bildte Pelias' døtre ind, at den gamle mand kunne blive ung igen ved at blive kogt i trylleurter. Da bedraget blev opdaget, måtte Medea og Jason flygte til Korinth. Sagnet er bedst kendt fra Apollonios Rhodios' digt Argonautika og fra Euripides' tragedie Medea.

Billedfremstillinger af argonautertogtet ses bl.a. på attiske vasemalerier, på lerrelieffer og stukrelieffer; fra Sifniernes skatkammer i Delfi stammer et stenrelief, der viser skibet Argos afrejse fra Iolkos.

Quiz
Hvad udvinder man morfin af?

1: kokablade
2: valmue
3: marguerit



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. argonauterne Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik