Gratier er det romerske navn for de tre unge gudinder for ynde og glæde, som hos grækerne hed chariter og var døtre af Zeus og nymfen Eurynome. Gratierne og chariterne har haft flere navne, der betyder 'vækst' eller 'glæde'. De har ingen selvstændig mytologi, men nævnes ofte sammen med Afrodite (Venus).

Faktaboks

Etymologi
Ordet gratie kommer af latin gratiae, og er den plurale form af gratia 'ynde, gunst'.

Gratierne blev oprindelig æret som frugtbarhedsguddomme, som det også ses af deres planteattributter. I de ældste græske afbildninger fra 500-tallet f.v.t. ses de dansende eller i optog, altid påklædte. Den i dag velkendte opstilling af de tre nøgne gratier anses for at være opstået ca. 300 f.v.t.

Gruppen vedblev at være et yndet motiv gennem hele den romerske tid, hvor den ofte ses på sarkofager, mosaikker og malerier, udskåret i seglsten og i lavt relief på lamper, glas og mønter. Motivet var også populært i renæssancens og nyklassicismens kunst; både Thorvaldsen og Canova har udført skulpturgrupper af gratierne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig