• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

heros

Oprindelig forfatter CGTor Seneste forfatter Redaktionen

heros, (gr. 'helt, herre, halvgud'), på dansk også hero, i oldgræsk religion en mand eller kvinde (heroine) fra mytisk tid, der dyrkedes ved sin grav (heroon) og tænktes at yde de levende særlig hjælp og beskyttelse.

Herodyrkelsen, der har lighedspunkter med kristendommens senere helgendyrkelse, var udbredt i alle græsktalende områder. Ofrene svarede til almindelige gravofre, og i kunsten afbildes offerscenerne ofte som et måltid, hvor heroen i overmenneskelig størrelse ligger til bords med de levende. Lokale heroers grave fandtes i hver eneste bystat, mens fx gravkulten for Pelops' Olympia udviklede sig til de panhellenske Olympiske Lege.

Heros oversættes ofte med 'helt'; det dækker kun en del heroer, først og fremmest heltene fra Iliaden.